Med de to seneste og overordnet set ganske fint orkestrerede albums “Playing the Angel” og “Sounds of the Universe” som dog samtidig i sin velklingede vellyd også bar præg af et band, der i store træk havde stillet sig tilfreds med at slå den synthpopklingende og melankolske autopilot til, kunne man på den baggrund derfor sagtens fristes til at tro, at det nyeste udspil “Delta Machine” også ville sætte sig fast i samme rille. Denne bange anelse om endnu et rutinepræget og alt for kontrollerende album indtræffer nemlig allerede ved mødet med åbningssangen “Welcome to My World”, som trods små antydninger hist og pist af elektronisk rebelskhed, der harskt kradser i sin forkromede facades lydflade, forbliver temmelig forkrampet og indelukket i sin helhed, selv om Dave Gahan ihærdigt forsøger at påtvinge sangen noget nerve og kant. Introen viser sig dog heldigvis blot at være en blød opstart, for knap har de foregående toner ebbet ud før end, at Gahan og co. med det dystert smukke “Angel” åbner dørene op på vid gab til maskinrummets skyggefulde og snerrende genialiteter af mørk melankoli og tung eksistentialisme, der krydret med elektroniske riffs eftertrykkeligt flænser i hjerte og sjæl, og meget passende sender albummet niveaumæssigt mod den syvende himmel. Denne poetiske position i de højere musikalske luftlag sørger den storladne ballade “Heaven” efterfølgende elegant at bevare takket være Gore og Fletchers beherskede omfavnende akkompagnement, der fornemt og enkelt skaber en behagelig kulisse og kontrast til Dave Gahans pompøst smukke blafren med de vokalmæssige vinger. Trods nummerets episke klang holdes der igen med de elektroniske input, som i “Heaven” (modsat “Angel”s råhed) i stedet er henlagt til atmosfæriske kærtegn og således klæder disse to modsætninger hinanden tema og stemningsmæssigt perfekt.
Fra en i denne sammenhæng mere minimalistisk sang rettes fokus atter tilbage mod det hårdtslående eksperimenterende elektroniske lydtapet, der på en af mine absolutte favoritter ,“Secret To The End”, nådesløst mikses med kraftfulde rocktoner, som i fællesskab danner rammen om en bred og tung lyd med masser af højpotent energi og drive, pumpet frem af et fængende guitarriff og ikke mindst Gahans vokal, som er intet mindre end fremragende i al sin porøse melankolske vælde. Disse tre numre i træk synes umiddelbart svære at overgå, og på de to næste sange opstår der da også midlertidigt knas i maskinrummet. Først i pudseløjerlig form af den lidt for påtænkt introvendte og Kraftwerk inspirerede “My Little Universe”, hvis beats insisterende drilskhed formodentligt vil virke temmelig anstrengende og en kende provokerende i sin arrogante arkadespils retorik, der gennemsyrer hele sangen og i samme moment ligeså overskygger den lyriske legeplads i for stor grad. Bedre bliver det ikke på den tunge og søvndyssende blues sjæler “Slow”, der har momenter af storhed over sig undervejs, men som ender med at drukne i sin egen enerverende patos, og hvad der bedst kan beskrive som en nærmest uudholdelig sirene lyd. Men så er det også definitivt slut med at hælde malurt i tanken, for herfra og resten af albummet ud sætter Gahan og co. atter kursen mod stjernerne uden nogen form for slinger i valsen. Første trin på vejen er den dekadent poppede, simpelt sammensatte, men svært besnærende “Broken” der ubetinget bringer minder frem om bandets klassiske, enkle og suveræne lyd fra slut 80’erne. Dette lyder måske knap så fascinerende og interessant, men sangen bliver mod forventning alligevel et af albummets allerbedste takket være sit fornemme samspil med dets elektroniske spidsfindigheder, der konstant flænsende ligger og ulmer i baggrunden, hvilket i sidste ende skaber en evig uro, der gør “Broken”’s minimalistiske mørke drøm til et forførende melankolsk og betagende mareridt.
På “The Child Inside” hives tempoet modsat helt i bund og for en stund bevæger man sig ud på en nærmest meditativ rejse langt væk fra de tunge beats og de harske riffs uden, at albummets dystre retoriks insisterende greb dermed på nogen måde forsvinder. Tværtimod bliver sangen blot mere spooky af sine drypvise lyse synthiziser toner, der agerer guide gennem skoven på denne dystre fabel og hvis famlende uskyld snarere er en snedig fælde ud i mørkets genialiteter, bedst illustreret i sangens tekstmæssige grumme substans. Med “Soft Touch/Raw Nerve” er man tilbage i det pulserende drive fra tidligere på et af bandets afgjort mest simple numre til dato. Sangen opvejes dog af en vedvarende afsmittende energi fra et (må det formodes) efterfølgende gennemtæsket keyboard og har samtidig et af de mest velsmurte og cool rockende guitarifs, jeg har hørt fra deres side. “Should Be Higher” som er et mere klassisk popnummer indenfor den elektroniske genre bevæger sig også opbygningsmæssigt i de enkle kompositionsmæssige luftlag, men melodien er yderst velfungerende og excellere yderligere magisk nærvær via sin sensitivt smukke og poetisk kryptiske tekst, formet med mesterlig sans for det dramatiske blandt Gahans vokalmæssige rutsjebaneturer i det dybe diabolske leje op til de lyse og luftige falset klingende strofer. Det er et smukt og storladent nummer, som dog øjeblikkelig overgås af “Alone”, der i sin musikalske alsidighed og eksperimenterende stemningsmæssige retningsskift alene er et nummer i verdensklasse. Bandet tager os på en eksplosiv emotionel og eksistentiel rejse gennem deres syntetiske synthiziser land og springer i pompøs elegance barrieren mellem fortidens grandiositet og nutidens brutalitet, symboliseret smukkest og hårdest i det forpinte omkvæd og de tonstunge beats, bundet finurligt sammen af en herligt skæv og bizar elektromagnetisk rød tråd, der på forunderlig vis trods sin flakkende attitude formår at indfange og samle alle ingredienserne, så man ikke kan gøre andet end at sidde tilbage og juble i beundring over denne genistreg.
Selv om det efterfølgende nummer “Sooth My Soul” ikke tilnærmelsesvis er en ligeså alsidig affære, falder bandet på ingen måde i niveau i hvad der øjeblikkeligt eksploderer i en dynamisk pulserende hyldest til bandets bagkatalog og en af deres største inspirationskilder kraftwerk. Ja ”Sooth My soul” er kort og godt herlig melankolsk retro retorik mikset mesterligt med nutidens elektroniske finmekanik. På “Goodbye” tages der afslutningsvis atter et spadestik ned til de blues inspirerede rødder, da Depeche Mode runder albummet af med en harsk og aggressiv sang der undervejs, krydret med en episk elektronisk syret lyd og et gåsehudsfremkaldende kor arrangement, samtidig overlegent illustrerer og opsummere hele albummets sirligt forbundne dystre melankolske tone og tematik med dets energiske forførende elektroniske skakspils pulserende og livlige eksperimenterende klang, der slår fast at de gamle drenge trods et par sange på det jævne så sandelig stadig er et band i absolut verdensklasse.
På bonusdisken cementeres dette faktum yderligere af fire fuldblods elektroperler på stribe (de havde alle fortjent en plads på “Delta Machine”s hovedmenu) startende med “Long Time Lie” og “Happens All The Time”, der med tung rytmisk udholdenhed favner et herligt digitalt drømmende univers, som undervejs byder på flere spøjse og faretruende synthiziser input snerrende og vrissende i kulissen, mens Gahans fløjlsbløde vokal, fremført i delikat beroligende elegance, guider lytteren sikkert i havn. Dernæst sættes der sejl til et storladent epos med den grandiose og skævt klingende “Always”, der umiddelbart under sangens indledning vil vække forundrede miner hos de fleste. Men efterhånden kommer der solidt styr på maskinrummets tandhjul, og som tiden skrider frem falder alt i hak for dette smukke galaktiske stræbende værk. På bonusdiskens sidste skæring “All Thats Mine” sættes der atter fut under kedlerne med et friskt og sprudlende nummer der står i perfekt kontrast til det forrige og solidt understreger bandet som rutinerede popsnedkere, der stadig formår at kreere popmusik med masser af nærvær og kant. “Delta Machine” - Deluxe Edition er et bragende godt album, der mikser det bedste fra “Violator”, "Ultra” "Songs of Faith and Devotion” og “Exiter”, men som alligevel trods de genkendelige ekkoer føles som et friskt album med mere end rigeligt energi, overskud og opfindsomhed til, at det må betegnes som et must ovn for enhver fan af Depeche Mode.
9/10
Mine syv yndlingsnumre:
Angel
Heaven
Secret To The End
Broken
Alone
Long Time Lie
Allways
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Dan Baird & Homemade Sin - Fresh Out Of Georgia Live Like A Satellite. Fedt med ægte røvballe Rock der ikke spilder tid på at pille sig i navlen, men ved at ROCK godt må være en fest!
I have my principles - And if you don't like them, I have others
#4361 Kisbye 11 år siden
#4362 Sweetiebellefan 11 år siden
#4363 NightHawk 11 år siden
Med de to seneste og overordnet set ganske fint orkestrerede albums “Playing the Angel” og “Sounds of the Universe” som dog samtidig i sin velklingede vellyd også bar præg af et band, der i store træk havde stillet sig tilfreds med at slå den synthpopklingende og melankolske autopilot til, kunne man på den baggrund derfor sagtens fristes til at tro, at det nyeste udspil “Delta Machine” også ville sætte sig fast i samme rille. Denne bange anelse om endnu et rutinepræget og alt for kontrollerende album indtræffer nemlig allerede ved mødet med åbningssangen “Welcome to My World”, som trods små antydninger hist og pist af elektronisk rebelskhed, der harskt kradser i sin forkromede facades lydflade, forbliver temmelig forkrampet og indelukket i sin helhed, selv om Dave Gahan ihærdigt forsøger at påtvinge sangen noget nerve og kant. Introen viser sig dog heldigvis blot at være en blød opstart, for knap har de foregående toner ebbet ud før end, at Gahan og co. med det dystert smukke “Angel” åbner dørene op på vid gab til maskinrummets skyggefulde og snerrende genialiteter af mørk melankoli og tung eksistentialisme, der krydret med elektroniske riffs eftertrykkeligt flænser i hjerte og sjæl, og meget passende sender albummet niveaumæssigt mod den syvende himmel. Denne poetiske position i de højere musikalske luftlag sørger den storladne ballade “Heaven” efterfølgende elegant at bevare takket være Gore og Fletchers beherskede omfavnende akkompagnement, der fornemt og enkelt skaber en behagelig kulisse og kontrast til Dave Gahans pompøst smukke blafren med de vokalmæssige vinger. Trods nummerets episke klang holdes der igen med de elektroniske input, som i “Heaven” (modsat “Angel”s råhed) i stedet er henlagt til atmosfæriske kærtegn og således klæder disse to modsætninger hinanden tema og stemningsmæssigt perfekt.
Fra en i denne sammenhæng mere minimalistisk sang rettes fokus atter tilbage mod det hårdtslående eksperimenterende elektroniske lydtapet, der på en af mine absolutte favoritter ,“Secret To The End”, nådesløst mikses med kraftfulde rocktoner, som i fællesskab danner rammen om en bred og tung lyd med masser af højpotent energi og drive, pumpet frem af et fængende guitarriff og ikke mindst Gahans vokal, som er intet mindre end fremragende i al sin porøse melankolske vælde. Disse tre numre i træk synes umiddelbart svære at overgå, og på de to næste sange opstår der da også midlertidigt knas i maskinrummet. Først i pudseløjerlig form af den lidt for påtænkt introvendte og Kraftwerk inspirerede “My Little Universe”, hvis beats insisterende drilskhed formodentligt vil virke temmelig anstrengende og en kende provokerende i sin arrogante arkadespils retorik, der gennemsyrer hele sangen og i samme moment ligeså overskygger den lyriske legeplads i for stor grad. Bedre bliver det ikke på den tunge og søvndyssende blues sjæler “Slow”, der har momenter af storhed over sig undervejs, men som ender med at drukne i sin egen enerverende patos, og hvad der bedst kan beskrive som en nærmest uudholdelig sirene lyd. Men så er det også definitivt slut med at hælde malurt i tanken, for herfra og resten af albummet ud sætter Gahan og co. atter kursen mod stjernerne uden nogen form for slinger i valsen. Første trin på vejen er den dekadent poppede, simpelt sammensatte, men svært besnærende “Broken” der ubetinget bringer minder frem om bandets klassiske, enkle og suveræne lyd fra slut 80’erne. Dette lyder måske knap så fascinerende og interessant, men sangen bliver mod forventning alligevel et af albummets allerbedste takket være sit fornemme samspil med dets elektroniske spidsfindigheder, der konstant flænsende ligger og ulmer i baggrunden, hvilket i sidste ende skaber en evig uro, der gør “Broken”’s minimalistiske mørke drøm til et forførende melankolsk og betagende mareridt.
På “The Child Inside” hives tempoet modsat helt i bund og for en stund bevæger man sig ud på en nærmest meditativ rejse langt væk fra de tunge beats og de harske riffs uden, at albummets dystre retoriks insisterende greb dermed på nogen måde forsvinder. Tværtimod bliver sangen blot mere spooky af sine drypvise lyse synthiziser toner, der agerer guide gennem skoven på denne dystre fabel og hvis famlende uskyld snarere er en snedig fælde ud i mørkets genialiteter, bedst illustreret i sangens tekstmæssige grumme substans. Med “Soft Touch/Raw Nerve” er man tilbage i det pulserende drive fra tidligere på et af bandets afgjort mest simple numre til dato. Sangen opvejes dog af en vedvarende afsmittende energi fra et (må det formodes) efterfølgende gennemtæsket keyboard og har samtidig et af de mest velsmurte og cool rockende guitarifs, jeg har hørt fra deres side. “Should Be Higher” som er et mere klassisk popnummer indenfor den elektroniske genre bevæger sig også opbygningsmæssigt i de enkle kompositionsmæssige luftlag, men melodien er yderst velfungerende og excellere yderligere magisk nærvær via sin sensitivt smukke og poetisk kryptiske tekst, formet med mesterlig sans for det dramatiske blandt Gahans vokalmæssige rutsjebaneturer i det dybe diabolske leje op til de lyse og luftige falset klingende strofer. Det er et smukt og storladent nummer, som dog øjeblikkelig overgås af “Alone”, der i sin musikalske alsidighed og eksperimenterende stemningsmæssige retningsskift alene er et nummer i verdensklasse. Bandet tager os på en eksplosiv emotionel og eksistentiel rejse gennem deres syntetiske synthiziser land og springer i pompøs elegance barrieren mellem fortidens grandiositet og nutidens brutalitet, symboliseret smukkest og hårdest i det forpinte omkvæd og de tonstunge beats, bundet finurligt sammen af en herligt skæv og bizar elektromagnetisk rød tråd, der på forunderlig vis trods sin flakkende attitude formår at indfange og samle alle ingredienserne, så man ikke kan gøre andet end at sidde tilbage og juble i beundring over denne genistreg.
Selv om det efterfølgende nummer “Sooth My Soul” ikke tilnærmelsesvis er en ligeså alsidig affære, falder bandet på ingen måde i niveau i hvad der øjeblikkeligt eksploderer i en dynamisk pulserende hyldest til bandets bagkatalog og en af deres største inspirationskilder kraftwerk. Ja ”Sooth My soul” er kort og godt herlig melankolsk retro retorik mikset mesterligt med nutidens elektroniske finmekanik. På “Goodbye” tages der afslutningsvis atter et spadestik ned til de blues inspirerede rødder, da Depeche Mode runder albummet af med en harsk og aggressiv sang der undervejs, krydret med en episk elektronisk syret lyd og et gåsehudsfremkaldende kor arrangement, samtidig overlegent illustrerer og opsummere hele albummets sirligt forbundne dystre melankolske tone og tematik med dets energiske forførende elektroniske skakspils pulserende og livlige eksperimenterende klang, der slår fast at de gamle drenge trods et par sange på det jævne så sandelig stadig er et band i absolut verdensklasse.
På bonusdisken cementeres dette faktum yderligere af fire fuldblods elektroperler på stribe (de havde alle fortjent en plads på “Delta Machine”s hovedmenu) startende med “Long Time Lie” og “Happens All The Time”, der med tung rytmisk udholdenhed favner et herligt digitalt drømmende univers, som undervejs byder på flere spøjse og faretruende synthiziser input snerrende og vrissende i kulissen, mens Gahans fløjlsbløde vokal, fremført i delikat beroligende elegance, guider lytteren sikkert i havn. Dernæst sættes der sejl til et storladent epos med den grandiose og skævt klingende “Always”, der umiddelbart under sangens indledning vil vække forundrede miner hos de fleste. Men efterhånden kommer der solidt styr på maskinrummets tandhjul, og som tiden skrider frem falder alt i hak for dette smukke galaktiske stræbende værk. På bonusdiskens sidste skæring “All Thats Mine” sættes der atter fut under kedlerne med et friskt og sprudlende nummer der står i perfekt kontrast til det forrige og solidt understreger bandet som rutinerede popsnedkere, der stadig formår at kreere popmusik med masser af nærvær og kant. “Delta Machine” - Deluxe Edition er et bragende godt album, der mikser det bedste fra “Violator”, "Ultra” "Songs of Faith and Devotion” og “Exiter”, men som alligevel trods de genkendelige ekkoer føles som et friskt album med mere end rigeligt energi, overskud og opfindsomhed til, at det må betegnes som et must ovn for enhver fan af Depeche Mode.
9/10
Mine syv yndlingsnumre:
Angel
Heaven
Secret To The End
Broken
Alone
Long Time Lie
Allways
#4364 Pécuchet 11 år siden
#4365 Sweetiebellefan 11 år siden
#4366 Mikkel Abel 11 år siden
Så sommeren satme ved at komme!
#4367 Snaden 11 år siden
Damn catchy tune må man sige! ærgerligt, at de ikke gæster roskilde. :(
#4368 Pécuchet 11 år siden
Suk, det er ufatteligt, at jeg ikke hørt dette geniale album noget før.
#4369 Sweetiebellefan 11 år siden
#4370 Hr. Nielsen 11 år siden