#19 spot on. Jeg så The Karate Kid med min kone forleden dag (den originale). Det var første gang hun så den?!? til trods for at hun har rundet de fyrre. Hun syntes selvfølgelig den var fantastisk:-) Jeg kom til at tænke på, at hvis man viste til en teenager idag ville de fleste nok syntes det var noget bras som er set MEGET bedre, mens os der voksede på dengang bare VED at ungdomsfilm fra 80'erne er klasse!!
Og aprospos John Hughes har jeg, efter at have set Karate Kid fået lyst til at se flere at "de gode gamle", så The Breakfast Club, Sixteeen Candles, Weird Science og Ferris Bueller's day Off er klar på netflix playlisten (sammen med pretty in Pink).
Jeg så Breakfast Club da jeg var teenager og blev bestemt wow'et af den. Sixteen Candles og den originale Karate Kid har jeg først set fornylig og blev charmeret voldsomt af begge film. Så jeg tror det går an på hvem man er. Har man lidt nostalgi for tidligere tiders film tror jeg nu stadig man kan få en fantastisk oplevelse med disse film. Og Hughes film er bare mere velskrevne end nogle nyere ungdomsfilm jeg kan komme på. Eller i hvert fald er de af høj kvalitet.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
"Breakfast Club" er ikke helt til min generation, jeg er lidt for ung, men jeg var og er stadig, meget glad for den film.
Det er film, der meget godt viser, at næsten uanset hvilken generation der er tale om, når vi kommer lidt efter 2. verdenskrig, så bokser unge med de samme problemer. "Dazed and Confused" gør det samme, bare ikke helt ligeså godt. :)
Problemet med folk der ser The Breakfast Club for første gang nu, er at de aldrig vil få den samme følelse af, at her er en film der virkelig fortæller en historie på en ny måde. De vil stadigt føle det er en god film, bevares, men den der wow-effekt er væk, da filmens virkemåder er brugt mange gange sidenhen. Håber folk forstår hvad jeg mener.
Jeg var 19 år, da 'The Breakfast Club' udkom i de danske biografer, og jeg havde aldrig før set en ungdomsfilm med det indhold og den form, og da slet ikke fra USA.
John Hughes' andre ungsdomsfilm var mere traditionelle og overfladiske (med den sædvanlige cocktail af ungdom, romantik, popmusik, pjat og pjank). Men 'The Breakfast Club' besad en bemærkelsesværdig ægthed og realisme i skildringen af de unges følelser og tanker, konflikter og bekymringer, og den turde - hvilket var ganske uhørt dengang - koge sin handling ned til et kammerspil (der ovenikøbet næsten kun udspiller i ét lokale), ja, lade dramaet ligge i dialogen og spændingerne mellem personerne. De fem unges nutid og mulige fremtid beskrives yderst levende og troværdigt af dem selv, og det på en sådan måde, at man ser både tragedie og håb i deres liv. Når kameraet langsomt glider rundt om personerne, mens de lader følelser og frustrationer få frit løb, står tiden stille, og deres historier bliver et universelt og rammende billede på moderne (teenage)ungdom.
Særligt stærk er John Benders nådeløse, dybt sarkastiske (og morsomme) udlevering af såvel sin egen som rigmandsdatteren og sportsstjernens daglige tilværelse.
#21 Jeg så Karate Kid for første gang da jeg var omkring 14-15 år, (ca 5-6 år siden) for mig var det en wow oplevelse. Humoren og teenagerene mindede mig meget om nutidens teenagere. Så jeg er spændt på hvordan jeg vil tage imod The Breakfast club. Om det bliver en wow oplevelse, den er god, eller måske passer den ikke til min generation, men det synes jeg altså stadig Karate kid at sden holder idag.
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
#9821 wigant 12 år siden
spot on. Jeg så The Karate Kid med min kone forleden dag (den originale). Det var første gang hun så den?!? til trods for at hun har rundet de fyrre. Hun syntes selvfølgelig den var fantastisk:-)
Jeg kom til at tænke på, at hvis man viste til en teenager idag ville de fleste nok syntes det var noget bras som er set MEGET bedre, mens os der voksede på dengang bare VED at ungdomsfilm fra 80'erne er klasse!!
Og aprospos John Hughes har jeg, efter at have set Karate Kid fået lyst til at se flere at "de gode gamle", så The Breakfast Club, Sixteeen Candles, Weird Science og Ferris Bueller's day Off er klar på netflix playlisten (sammen med pretty in Pink).
#9822 Collateral 12 år siden
#9823 Slettet Bruger [3998488307] 12 år siden
Det er film, der meget godt viser, at næsten uanset hvilken generation der er tale om, når vi kommer lidt efter 2. verdenskrig, så bokser unge med de samme problemer. "Dazed and Confused" gør det samme, bare ikke helt ligeså godt. :)
#9824 BN 12 år siden
Jeg var 19 år, da 'The Breakfast Club' udkom i de danske biografer, og jeg havde aldrig før set en ungdomsfilm med det indhold og den form, og da slet ikke fra USA.
John Hughes' andre ungsdomsfilm var mere traditionelle og overfladiske (med den sædvanlige cocktail af ungdom, romantik, popmusik, pjat og pjank). Men 'The Breakfast Club' besad en bemærkelsesværdig ægthed og realisme i skildringen af de unges følelser og tanker, konflikter og bekymringer, og den turde - hvilket var ganske uhørt dengang - koge sin handling ned til et kammerspil (der ovenikøbet næsten kun udspiller i ét lokale), ja, lade dramaet ligge i dialogen og spændingerne mellem personerne. De fem unges nutid og mulige fremtid beskrives yderst levende og troværdigt af dem selv, og det på en sådan måde, at man ser både tragedie og håb i deres liv. Når kameraet langsomt glider rundt om personerne, mens de lader følelser og frustrationer få frit løb, står tiden stille, og deres historier bliver et universelt og rammende billede på moderne (teenage)ungdom.
Særligt stærk er John Benders nådeløse, dybt sarkastiske (og morsomme) udlevering af såvel sin egen som rigmandsdatteren og sportsstjernens daglige tilværelse.
#9825 MOVIE1000 12 år siden
#9826 Riqon 12 år siden
#9827 Collateral 12 år siden
#9828 BN 12 år siden
America's pendant til Mr. Bean. ;-)
#9829 Collateral 12 år siden
Ja det faldt mig bestemt også ind, men nu en meget hyggelig film med masser af spændende visuelle indfald fra den gode hr. Burton.
#9830 BN 12 år siden
Helt enig. Og der er et par vanvittigt komiske indslag her og der.
..... Hvorfor i alverden skrev jeg i øvrigt Amerika med 'c' før, samtidig med at jeg lavede et apostrof til ejefaldet? Tsk tsk!