Jeg tager hætten af for et flot stykke arbejde! Jeg kan se, at jeg også er meget mainstream, men det gør mig intet. Jeg er typen der kan nyde GD5 på samme niveau som Sideways, det kommer an på mit humør. Og jeg forstår godt dem der himmelvender øjnene mod mig, når jeg siger at jeg ikke bryder mig om fransk og asiatisk filmkunst, men det har (trods adskillige forsøg) endnu ikke fanget mig. Så for mig, er listen faktisk helt ok, og passer udemærket på min person. Jeg så gerne man lavede flere "rumvæsner angriber jorden"-film, for det er mine ynDlingsfilm ;)
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!
Og jeg forstår godt dem der himmelvender øjnene mod mig, når jeg siger at jeg ikke bryder mig om fransk og asiatisk filmkunst, men det har (trods adskillige forsøg) endnu ikke fanget mig.
Franske og asiatiske film siger heller ikke MIG noget. Den eneste asiatiske film der har gjort et vist indtryk på mig, er "De syv samuraier", men selv i dette tilfælde foretrækker jeg western-udgaven af samme historie, "The Magnificent Seven" med bl.a. Steve McQueen, Yul Brunner, Charles Bronson og Eli Wallach. ... Ikke noget mesterværk, men gedigen underholdning.
Men hvem siger også, at amerikanske "mainstream" film er mindre kunstneriske end europæiske og asiatiske film af folk som f.eks. Ingmar Bergman, Luis Bunuel, Federico Fellini, Jean-Luc Goddard, Francois Trauffut, Vittorio De Sica, Jean Renoir, Michelangelo Antonioni, Bernardo Bertolucci og Akira Kurosawa?
Bare fordi filmanmeldere og folk der studerer filmmediet eller beskæftiger sig med filmanalyse, ofte udvælger førnævnte instruktørers film, når de laver lister over klassikere eller "vigtige" film, betyder det ikke, at de pågældende film er de bedste - for det beror udelukkende på den enkeltes smag og behag. Op gennem tiden har der været en tendens til blandt visse kultursnobbede personer at tegne billedet af, at det var de "små", "skæve" eller "anderledes" film eller de film der vandt kunstneriske priser, der var de "rigtige" film, mens alle store, kommercielle successer ikke var "fine" nok, eller ikke var "sand kunst". F.eks. har der været en tendens til, at socialrealistiske hverdagsfilm og anderledes, ofte underlige film fik prædikatet "kunst" ... Og mere eventyrlige, drama-mættede film var bare "underholdning". ... Bvadr!!
I mine øjne er flere af disse ældre europæiske og asiatiske film alt for tunge og teatralske, ja, rent ud sagt møghamrende kedelige (dog ikke dem alle). Jeg forstår godt historierne i dem, men formen og stilen og valget af historier gør, at det ikke er den slags film jeg gider at bruge min tid på. Jeg HAR set de fleste af disse instruktørers hovedværker, i nogle tilfælde mere end én gang, og jeg føler ikke behov for et gensyn med dem - dertil er min tid simpelthen for kostbar.
Bare fordi filmanmeldere og folk der studerer filmmediet eller beskæftiger sig med filmanalyse, ofte udvælger førnævnte instruktørers film, når de laver lister over klassikere eller "vigtige" film, betyder det ikke, at de pågældende film er de bedste - for det beror udelukkende på den enkeltes smag og behag. Op gennem tiden har der været en tendens til blandt visse kultursnobbede personer at tegne billedet af, at det var de "små", "skæve" eller "anderledes" film eller de film der vandt kunstneriske priser, der var de "rigtige" film, mens alle store, kommercielle successer ikke var "fine" nok, eller ikke var "sand kunst".
For flere af de instruktører, du nævner, gælder, at der bliver skrevet hundreveis af bøger, artikler og opgaver om deres film hver eneste måned. Filmene bliver vendt og drejet og gennemset forfra og bagfra til alle filmteoretiske teorier er afprøvet på hver eneste scene. Der bliver lagt et uffatelig stort fortolkningsarbejde i at forstå disse film. Men det viser sig også oftest - når man kradser lidt i filmenes overflade - at de rummer meget mere, end de umiddelbart giver indtryk af. For at kunne se det, kræves dog en stor indsats af betragteren - en indsats kun få er parat til eller i stand til at gennemføre.
Nogle har måske prøvet at læse et totalt uforståeligt digt i skoletiden (evt. på gymnasiet eller på uni) - et digt, som ikke sagde én noget som helst. Men ved at læse det igen og igen, måske 5-10 gange, og ved at afprøve forskellige fortolkningsværktøjer, kunne man så småt begynde at se meningen med det. Man kunne endda ligefrem blive fascineret af det! Men det krævede en stor arbejdsindsats, før man nåede så langt.
Det samme gælder til en vis grad for film af Bergman, Bunuel, Fellini, Godard og de andre, du nævner. Jeg er derfor ikke enig i, at det kun er udtryk for forskellig smag, når nogle synes bedre om disse film end om amerikansk mainstream. Når kultursnobberne derfor siger, at disse film når svimlende højder inden for filmkunsten, tror jeg på dem - også hvis jeg ikke selv umiddelbart kan se disse films kvaliteter! Jeg er nemlig godt klar over, at ikke alle - heller ikke altid jeg selv - er parat til at investere det store stykke arbejde, som kræves af disse "kunstneriske" film.
Jeg har intet imod film der kræver en analyse eller at blive 'kradset lidt i lakken' for afsløre, at de "rummer meget mere, end de umiddelbart giver indtryk af". ... Men ser du, mange af Hitchcock's "mainstream" film rummer også meget mere end man måske lige kan se ved første øjekast, uden at de er ligeså dræbende kedsommelige som visse ældre europæiske film, hvor man for for mit vedkommende sommetider har følt, at instruktørerne nærmest konkurrerede om at lave filmene så grå og hverdagsagtige (læs: triste) som muligt.
Og jo - jeg fastholder at det UDELUKKENDE er et spørgsmål om smag og behag, hvad der er "kunst" og hvad der godt eller skidt. På det punkt er det med film ligesom det er med malerier. Hvad nytter det at man får 5 timers foredrag om og analyser af et maleri, hvor malerens intentioner og hans stil (brug af motiver, skygger og farver), samt hans generelles livssyn forklares, hvis du stadig synes, det er noget elendigt og uskønt bras han har lavet, ja, at du ville have det dårligt med dig selv over at have hans maleri hængende derhjemme på væggen?
Faktisk er jeg af den holdning, at kultursnobberiet netop er værst og mest uspiseligt i det øjeblik en films (eller et maleris) kvaliteter ikke selv springer i øjnene på tilskueren. ... Og når jeg siger, at kvailiteterne selv burde springe i øjnene på én, mener jeg ikke nødvendigvis ved første kig, men måske først efter anden, tredje eller fjerde gang. Eksempel: De første 2-3 gange jeg så de gamle Star Wars-film kunne jeg ikke se, hvad der skulle være så specielt ved de film. Idag er det nogle af mine absolutte favoritfilm. Og efter første gang at have set 'Lord of the Rings: Fellowhip of the Ring' i biografen, synes jeg da, at det var en meget god film, men ikke noget særligt. Idag står LOTR-trilogien som de bedste film jeg nogensinde har set, og jeg har trilogien på førstepladsen på min top 30 over favoritfilm.
At nogle af de ældre europæiske film har en gennemført stil, forbilledlig fotografering, forbilledlig klipning, forbilledlige kameravinkler, forbilledlig brug af underlægningsmusik, ja, forbilledlig ditten og datten, er altsammen omsonst i mine øjne, hvis historien i dem ikke kan fænge mig, eller den er fortalt på en dårlig, søgt eller alt for konstrueret facon. Tekniske kvaliteter alene kan ikke redde en film, heller ikke selvom alverdens film-"eksperter" måske peger på, at den eller den instruktør eller film var den første der gjorde sådan og sådan. Se hvordan han bruger kameraet, se vinklen, se lyset ... og se den måde han klipper på i den scene. Det er genialt ... ja, det er det vel (teknisk set) ... og gabende kedeligt i mange tilfælde!
#41 filmz-DocDoom 16 år siden
#42 filmz-Bruce 16 år siden
#43 filmz-DocDoom 16 år siden
#44 enfilmnørd 16 år siden
"To do whatever you tell me drill sergeant!"
"God dammit, Gump! You a god damn genius.
#45 davenport 16 år siden
Jeg kan se, at jeg også er meget mainstream, men det gør mig intet. Jeg er typen der kan nyde GD5 på samme niveau som Sideways, det kommer an på mit humør.
Og jeg forstår godt dem der himmelvender øjnene mod mig, når jeg siger at jeg ikke bryder mig om fransk og asiatisk filmkunst, men det har (trods adskillige forsøg) endnu ikke fanget mig.
Så for mig, er listen faktisk helt ok, og passer udemærket på min person.
Jeg så gerne man lavede flere "rumvæsner angriber jorden"-film, for det er mine ynDlingsfilm ;)
#46 BN 16 år siden
Franske og asiatiske film siger heller ikke MIG noget. Den eneste asiatiske film der har gjort et vist indtryk på mig, er "De syv samuraier", men selv i dette tilfælde foretrækker jeg western-udgaven af samme historie, "The Magnificent Seven" med bl.a. Steve McQueen, Yul Brunner, Charles Bronson og Eli Wallach. ... Ikke noget mesterværk, men gedigen underholdning.
Men hvem siger også, at amerikanske "mainstream" film er mindre kunstneriske end europæiske og asiatiske film af folk som f.eks. Ingmar Bergman, Luis Bunuel, Federico Fellini, Jean-Luc Goddard, Francois Trauffut, Vittorio De Sica, Jean Renoir, Michelangelo Antonioni, Bernardo Bertolucci og Akira Kurosawa?
Bare fordi filmanmeldere og folk der studerer filmmediet eller beskæftiger sig med filmanalyse, ofte udvælger førnævnte instruktørers film, når de laver lister over klassikere eller "vigtige" film, betyder det ikke, at de pågældende film er de bedste - for det beror udelukkende på den enkeltes smag og behag. Op gennem tiden har der været en tendens til blandt visse kultursnobbede personer at tegne billedet af, at det var de "små", "skæve" eller "anderledes" film eller de film der vandt kunstneriske priser, der var de "rigtige" film, mens alle store, kommercielle successer ikke var "fine" nok, eller ikke var "sand kunst". F.eks. har der været en tendens til, at socialrealistiske hverdagsfilm og anderledes, ofte underlige film fik prædikatet "kunst" ... Og mere eventyrlige, drama-mættede film var bare "underholdning". ... Bvadr!!
I mine øjne er flere af disse ældre europæiske og asiatiske film alt for tunge og teatralske, ja, rent ud sagt møghamrende kedelige (dog ikke dem alle). Jeg forstår godt historierne i dem, men formen og stilen og valget af historier gør, at det ikke er den slags film jeg gider at bruge min tid på. Jeg HAR set de fleste af disse instruktørers hovedværker, i nogle tilfælde mere end én gang, og jeg føler ikke behov for et gensyn med dem - dertil er min tid simpelthen for kostbar.
#47 rubkick 16 år siden
For flere af de instruktører, du nævner, gælder, at der bliver skrevet hundreveis af bøger, artikler og opgaver om deres film hver eneste måned. Filmene bliver vendt og drejet og gennemset forfra og bagfra til alle filmteoretiske teorier er afprøvet på hver eneste scene. Der bliver lagt et uffatelig stort fortolkningsarbejde i at forstå disse film. Men det viser sig også oftest - når man kradser lidt i filmenes overflade - at de rummer meget mere, end de umiddelbart giver indtryk af. For at kunne se det, kræves dog en stor indsats af betragteren - en indsats kun få er parat til eller i stand til at gennemføre.
Nogle har måske prøvet at læse et totalt uforståeligt digt i skoletiden (evt. på gymnasiet eller på uni) - et digt, som ikke sagde én noget som helst. Men ved at læse det igen og igen, måske 5-10 gange, og ved at afprøve forskellige fortolkningsværktøjer, kunne man så småt begynde at se meningen med det. Man kunne endda ligefrem blive fascineret af det! Men det krævede en stor arbejdsindsats, før man nåede så langt.
Det samme gælder til en vis grad for film af Bergman, Bunuel, Fellini, Godard og de andre, du nævner. Jeg er derfor ikke enig i, at det kun er udtryk for forskellig smag, når nogle synes bedre om disse film end om amerikansk mainstream. Når kultursnobberne derfor siger, at disse film når svimlende højder inden for filmkunsten, tror jeg på dem - også hvis jeg ikke selv umiddelbart kan se disse films kvaliteter! Jeg er nemlig godt klar over, at ikke alle - heller ikke altid jeg selv - er parat til at investere det store stykke arbejde, som kræves af disse "kunstneriske" film.
#48 BN 16 år siden
Jeg har intet imod film der kræver en analyse eller at blive 'kradset lidt i lakken' for afsløre, at de "rummer meget mere, end de umiddelbart giver indtryk af". ... Men ser du, mange af Hitchcock's "mainstream" film rummer også meget mere end man måske lige kan se ved første øjekast, uden at de er ligeså dræbende kedsommelige som visse ældre europæiske film, hvor man for for mit vedkommende sommetider har følt, at instruktørerne nærmest konkurrerede om at lave filmene så grå og hverdagsagtige (læs: triste) som muligt.
Og jo - jeg fastholder at det UDELUKKENDE er et spørgsmål om smag og behag, hvad der er "kunst" og hvad der godt eller skidt. På det punkt er det med film ligesom det er med malerier. Hvad nytter det at man får 5 timers foredrag om og analyser af et maleri, hvor malerens intentioner og hans stil (brug af motiver, skygger og farver), samt hans generelles livssyn forklares, hvis du stadig synes, det er noget elendigt og uskønt bras han har lavet, ja, at du ville have det dårligt med dig selv over at have hans maleri hængende derhjemme på væggen?
Faktisk er jeg af den holdning, at kultursnobberiet netop er værst og mest uspiseligt i det øjeblik en films (eller et maleris) kvaliteter ikke selv springer i øjnene på tilskueren. ... Og når jeg siger, at kvailiteterne selv burde springe i øjnene på én, mener jeg ikke nødvendigvis ved første kig, men måske først efter anden, tredje eller fjerde gang. Eksempel: De første 2-3 gange jeg så de gamle Star Wars-film kunne jeg ikke se, hvad der skulle være så specielt ved de film. Idag er det nogle af mine absolutte favoritfilm. Og efter første gang at have set 'Lord of the Rings: Fellowhip of the Ring' i biografen, synes jeg da, at det var en meget god film, men ikke noget særligt. Idag står LOTR-trilogien som de bedste film jeg nogensinde har set, og jeg har trilogien på førstepladsen på min top 30 over favoritfilm.
At nogle af de ældre europæiske film har en gennemført stil, forbilledlig fotografering, forbilledlig klipning, forbilledlige kameravinkler, forbilledlig brug af underlægningsmusik, ja, forbilledlig ditten og datten, er altsammen omsonst i mine øjne, hvis historien i dem ikke kan fænge mig, eller den er fortalt på en dårlig, søgt eller alt for konstrueret facon. Tekniske kvaliteter alene kan ikke redde en film, heller ikke selvom alverdens film-"eksperter" måske peger på, at den eller den instruktør eller film var den første der gjorde sådan og sådan. Se hvordan han bruger kameraet, se vinklen, se lyset ... og se den måde han klipper på i den scene. Det er genialt ... ja, det er det vel (teknisk set) ... og gabende kedeligt i mange tilfælde!