Entertainment Weekly kan rapportere, at den israelske skuespillerinde Ayelet Zurer har fået rollen som Vittoria Vetra i Columbia Pictures’ “Da Vinci mysteriet”-prequelfilm, “Engle & dæmoner”, hvori hun skal spille overfor Tom Hanks, der er tilbage i rollen som Robert Langdon.
Zurer har tidligere medvirket i bl.a. “München” og “Vantage Point”. Rollen som Vittoria var tidligere tilknyttet Naomi Watts, som angiveligt var i betragtning til at medvirke i filmen, der skal instrueres af Ron Howard.
Dan Browns spændingsroman “Engle og dæmoner” introducerede Harvard-symboleksperten Langdon, der bliver kaldt til Rom, hvor han gennem en lang række gamle spor bliver ledt ud på en hæsblæsende jagt i kamp mod tiden for at finde det ældgamle selskab Illuminati og derved afværge en forestående katastrofe.
Vittoria Vetra slår efter mordet på sin far sig sammen med Langdon for at opklare mysteriet bag sin fars død, hvorefter hun bliver en vigtig hjælp for Langdon i jagten på Illuminati.
Optagelserne til filmen påbegyndes i Europa i juni måned, mens filmen forventes klar i biograferne til maj, 2009.
#11 Stiine 16 år siden
Men jeg er glad for, at de har droppet Naomi Watts. Hun er en glimrende skuespiller, men jeg forventede et helt andet udseende og der er Zurer meget bedre.
Hmm... måske jeg burde tage mig sammen til at se "München" :)