Lys og mørke i blandet landhandel

“True Blood” fastslog over for sine mange tv-seere, at de amerikanske sydstater indeholder mere end bare almindelig mystik. Der er dog ikke nogen vampyrer her i spillefilmen “Beautiful Creatures”, men i stedet finder man hekse en masse i en søvnig sydstatsby, hvor der aldrig sker noget som helst. Men det kommer der til.

Teenageren Ethan går rundt og keder sig. Det eneste, han kan tænke på, er at komme ud af den lilleputby i South Carolina, hvor han er vokset op. Men snart kommer den stille pige Lena ind i hans liv, og for første gang oplever Ethan den altopslugende kærlighed. Hun får ham til at stille spørgsmålstegn ved den konservative livsstil, som det religiøse samfund sværmer om, og hun gør ham samtidig til et bedre menneske. Problemet er bare, at Lena er en heks, og ved hendes sekstende fødselsdag skal skæbnen afgøre, om hun er på lysets eller mørkets side. Om hun er god eller ond.

Der er meget i “Beautiful Creatures”, der kører ganske parallelt med, hvordan følsomme unge piger vitterligt oplever de midterste teenageår. Lena skal finde ud af, om hun er godartet eller ondskabsfuld. Det samme skal alverdens unge piger (om end i noget mildere grad), mens de vokser op og for alvor skal finde en identitet, der passer til dem. Skal man blive en ny version af sin mor, eller skal man distancere sig fra forældrene? Når “Beautiful Creatures” henvender sig så direkte til et kvindeligt publikum, er det måske en smule sært at vælge en mandlig hovedperson. Og dog. Ethan er nemlig så perfekt, at han kun kan eksistere i en kvindelig, pubertær fantasi, hvilket ofte giver anledning til kvalmefremkaldende mekanismer hos et mere voksent publikum.

“Beautiful Creatures” kan nemlig sommetider blive en kende for rørstrømsk i sin fortællestil og klichefyldt i selve kærlighedshistorien mellem de to unge, men filmen har alligevel visse kvaliteter, der sjældent ses i ungdomsfilm. Det er en film, der tør være skeptisk over for de meninger og holdninger, som et indoktrineret samfund kan videregive til dets unge. Samtidig prøver “Beautiful Creatures” at forføre de forhenværende “Twilight”-fans til nu at gå efter kærlighedshistorien mellem Ethan og Lena i stedet for den om Edward og Bella, og heldigvis er “Beautiful Creatures” langtfra lige så fordummende som dens artsfælle. For hvor “Twilight” var en naiv historie for naive teenagere, er “Beautiful Creatures” en mere aggressiv og intelligent affære, der beder sin tilskuer om at tænke selv.

I rollerne som Ethan og Lena er Alden Ehrenreich og Alice Englert velspillende og overbevisende. De er søde, naturlige og virker som rigtige teenagere. Med så unge og relativt ukendte skuespillere i en så stor produktion skulle man tro, at filmens brister lå på deres skuldre. Men nej. Her er det desværre den voksne gruppe skuespillere, der er kilde til krummede tæer i pinlig vantro. Jeremy Irons overspiller, som om han står på de skrå brædder i et børneteater, men han er dog fremragende sammenlignet med Emma Thompsons “alpha-heks”, der er så skabagtig, pinlig og overspillende, at man immervæk får lyst til at lukke øjnene, så man ikke skal overvære en så god skuespillerinde gøre så meget nar af sig selv.