Den mørke side af Jydekompagniet

Selv i noget så nøgternt, som dansk film sædvanligvis er, kan virkelighed og fantasi smelte sammen, men det er alligevel sjældent, at de gør det så meget som i “Den sidste rejse”. Her tager Jacob Haugaard og Finn Nørbygaard derouten så aldeles, at det indimellem næsten er, som at se Joaquin Phoenix i “I’m Still Here” – blot med den forskel, at vi fra starten er klar over, at det hele blot er en joke.

Her er virkeligheden blevet forvrænget, og makkerparret er en succesfuld komiker-duo, der dog pludselig får en brat ende, da det viser sig, at Finn har sat alle deres penge over styr ved at sætte dem på spil hos en tvivlsom spekulant, der til forveksling lyder som Stein Bagger. Overraskelsen når imidlertid knap nok at lægge sig, før en grum ulykke tilsyneladende gør det af med Jacob og efterlader Finn i en fortvivlet tilstand af chok og fortvivlelse. Som en alkoholiseret bums vandrer han rundt i en evig rus, mens han sover på bænke og tisser i indkøbscentre.

Sådan ender filmen selvsagt ikke, og det varer ikke mange minutter, før Jacob alligevel dukker op og viser sig i høj grad at være i live. Han havde blot fået nok af hele den danske scene og er i stedet begyndt som bedemand i Sverige med en sideløbende forretning som lejemorder – bare for at holde sig lidt i gang. Inden længe er Finn også blevet en del af den daglige gesjæft.

Om ikke andet kan man roligt sige, at “Den sidste rejse” ligger meget langt væk fra den humor, som man kender fra “Jydekompagniet”-filmene – hvilket bestemt er en meget velkommen ambition i betragtning af, hvor skidte de film var. Den store forskel skyldes utvivlsomt bl.a., at Lasse Spang Olsen både står bag kameraet og har været med til at skrive manuskriptet, der ligger tættere op ad en typisk Spang Olsen-film end noget som helst, man forventer fra komikerparret. Det jyske lune er trådt i baggrunden, og i forgrunden er til gengæld eksploderende biler samt en sort humoristisk tone, hvor folk bliver skudt, sprunget i luften og skåret i småstykker med et henkastet smil. Vittighederne består som sædvanligt i, at personerne underreagerer på de voldelige optrin, og selvom den slags humor føles som noget, der allerede var udpint for 10 år siden, må det tilstås, at Finn og Jacob på vanlig manér er gode til at levere replikkerne.

Hvad der derimod halter betydeligt mere er det ekstremt tynde plot, der mere føles som et par løsrevne scener end nogen sammenhængende historie. Undervejs lægges der an til flere forskellige mulige drejninger, som handlingen kan tage, men det virker mest af alt, som om den blot farer ud af en tilfældig tangent, og den efterlader derfor også en temmelig flad følelse i tilskueren.