Drabelig god underholdning

Et gammelt engelsk mundheld lyder: ”If it ain’t broke, don’t fix it” – sagt med andre ord: Hvis der ikke er noget i vejen med en given ting, hvorfor i alverden så spilde kræfter på at lave om på den? Det er et ordsprog, som folkene bag tv-serien “Dexter” tydeligvis har taget til sig, for hver sæson af deres prisbelønnede og pragtfulde føljeton har mere eller mindre fulgt den samme opskrift: Hovedpersonen Dexter Morgan, som arbejder for politikorpset i Miami og i øvrigt myrder mordere i sin fritid, får færten af en skruppelløs slyngel, som han skal nedjage sæsonen igennem, uden at hans kollegaer hos politistyrken får færten af hans skræmmende skyggeside.

Det er en opskrift, som inden seriens 4. årgang havde fostret tre mere eller mindre fremragende tv-sæsoner, så hvorfor dog ændre ingredienserne? Der var dog enkelte tegn på, at forfatterne var ved at løbe tør inspiration under seriens udmærkede, men også lettere ujævne 3. sæson, men heldigvis lever den 4. af slagsen op til de første par sæsoners høje standard.

Det, som seriens 3. sæson især manglede, var et værdigt modstykke til Dexter og den fænomenale skuespiller, der spiller ham: Michael C. Hall. Jovist, Jimmy Smits var fremragende som den lettere sleske stjerneadvokat Miguel Prado, men han trådte først for alvor i karakter mod slutningen af sæsonen, og han fremstod aldrig som en reel trussel mod seriens kløgtige og noget alternative antihelt. Men med den 4. sæsons såkaldte Trinity-seriemorder skabte Dexter-forfatterne omsider den ultimative nemesis til Dexter – hans Joker eller Blofeld, om man vil – og i rollen er John Lithgow simpelthen sensationel.

Seriens moralske tvetydighed har altid været den største force… Kan man overhovedet tillade sig at holde af Dexter? Kan man virkelig lade være, og hvad siger det om en selv? “Dexter” stiller både udfordrende og tankevækkende spørgsmål, som andre serier ikke ville turde røre med en ildtang, og med Trinity tilføjer manuskriptforfatterne serien en ekstra dimension. Ligesom Dexter lever Trinity et dobbeltliv, hvor et tilsyneladende idyllisk familieliv udgør en løgnagtig facade på en blodbesmurt fritidsbeskæftigelse, og når Dexter og Trinity krydser klinger, er det ikke blot hamrende god tv-underholdning, det er også øjenåbnende drama, der slynger os ud i gråzonen og sætter vores eget moralkodeks på spidsen, for hvordan kan vi egentlig holde af én seriemorder og afsky en anden?

Som altid fastholder Hall sit isnende, iskolde ydre, alt imens han efterlader nok sprækker i Dexters kølige facade til, at vi netop kan ane, at han altså har en sjæl. Lithgow er nøjagtig lige så god – forførende i foruroligende grad, når han fremtvinger sit kunstige smil, mens han tvinger nakkehårene på overarbejde, når Trinitys indre dæmoner bryder ud i lys lue. Uden at afsløre for meget er det dog en anelse skuffende, når manuskriptforfatterne undervejs forfalder til en mere søgt og overgearet skildring af Trinity og hans skøre familie (lidt ligesom de gjorde med Dexters umiddelbart interessante flamme Lila i sæson 2, der pludseligt syntes at blive skrupskør, alene så hun lettere kunne skrives ud af serien), men cliffhangeren råder bod på sæsonens fåtallige fejltrin – du vil være chokeret i dagevis.

Bifigurerne har altid været seriens eneste gennemgående minus, og man savner stadig den retskafne detektiv Doakes, som forlod serien efter 2. sæson. Men officeren Quinn (i skikkelse af Desmond Harrington) er ved at udvikle sig til en værdig arvtager til rollen som Dexters største skeptiker på jobbet. Dexters halvsøster/kollega, Debra, døjer som sædvanligt med kærlighedskvaler, og det samme gør de to søskendes overordnede, Maria og Angel, hvis romance snarere hører hjemme i en sæbeopera end i en af sendefladens dristigste tv-serier. Gudskelov vender FBI-agenten Frank Lundy tilbage – Keith Carradines humørfyldte og hjertevarme superdetektiv var en af sæson 2’s største styrker, og hans tilbagevenden er blot en af de genistreger, der gør 4. sæson af “Dexter” til en kæmpe fornøjelse.

Video

Alle afsnit præsenteres i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. 4. sæson af “Dexter” ser nøjagtig lige så godt ud på dvd som de foregående. Der forekommer kun få unaturlige svingninger i farvetemperaturen og kontrastniveauet. Billedet er skarpt, edge-enhancement optræder stort set aldrig, og hverken udtværing, snavs eller smuds dukker op.

Audio

Seriens 4. årgang lyder også lige så godt som de forrige. Dialogen er tydelig hele vejen igennem, og kun sjældent lyder den en tand for skarp. Lydsporene benytter sig primært af fronthøjtalerne, men der bliver også gjort god brug af baghøjtalerne, der ofte bidrager med både subtile og markante lydeffekter. Enkelte fine panoreringer fornøjer også. LFE-kanalen er desuden forbavsende aktiv, og den sørger især for at give de mange musikalske indslag ekstra resonans. Ligesom underteksterne på de forrige sæsoners dvd-udgivelser er underteksterne her indimellem plaget af fejl og mangler, især når der bruges æ, ø og å. Fejlene er heldigvis fåtallige og til at leve med.

Ekstramateriale

Kvantiteten og kvaliteten af ekstramaterialet på dvd-udgivelserne af de andre “Dexter”-sæsoner har aldrig været tilnærmelsesvis imponerende, men i denne ombæring følger der heldigvis mere med. “Dexter: A Sitdown With Michael C. Hall & John Lithgow” (11 min.) er et kort og desværre også relativt overfladisk interview med sæsonens to hovedrolleindehavere, som hovedsageligt slynger komplimenter efter hinanden og sæsonens chokerende slutning. Derudover er her to dokumentarer (samlet varighed: ca. 13 min.), hvori seriens effekter og rekvisitter gennemgås. Langt bedre er kommentarsporet med Lithgow og instruktøren Steve Shill, som er blevet indtalt til sæsonens sidste afsnit. Informativt og underholdende.