Die Hard 4.0- Yippee-Ki-Yay Edition
Udgivet 16. okt 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD
Onde kræfter har planer om at nedlægge alle funktionelle digitale systemer, og så går den vilde jagt ellers. Den unge hacker, McClane er blevet udset til oppasser for, Matthew Ferrell (Justin Long), ved nemlig nok til, at han kan blive et problem for den højteknologiske terrorcelle, der først og fremmest har landets nationaløkonomi som fokus. Som noget nyt udvikler fangenskab sig til makkerskab, for hvad McClane har i hårdtskydende argumenter, har det unge computergeni i binære talsystemer.
Ud over de to umage partnere, hvorimellem en velklinget dialog-ping pong flyder, om end ikke lige så velsmurt og vedhængende som de one-liners, luften var tyk af i seriens første to film, finder vi desuden instruktør og skuespiller Kevin Smith. Han agerer denne gang med hjælp på sidelinjen i skikkelse af den overvægtige, 40-årige – men stadig hjemmeboende – computernørd og hacker, Warlock, der bistår McClane, når det brænder allermest på. Meget apropos benævnes USA’s forestående kollaps da også – i hacker-kredse i hvert fald – brandudsalg.
Både krop og sjæl fra første version af “Die Hard” inddrages imidlertid, da de forbrydende computer-terrorister i et direkte modspil tager McClanes rapkæftede datter Lucy (Mary Elizabeth Winestead) som gidsel. Stærkt, fordi stemningen påkalder mindelser fra opgøret med Hans Gruber og hans lakajer i Nakatomi-bygningen. Svagt, fordi syningerne i manuskriptet med selvsamme dåd bliver alt for tydelige. Skabelonen foreligger, og her bliver lighederne alligevel for stærke.
Men der er også forskelle. Det er forfriskende at se enspænderen og enmandshæren John McClane bevæge sig ind på et gebet, hvor han nødtvunget må finde sig i at være udstyret med en sidekick. Med eller uden hjælp manøvrerer han nu stadig rundt i en verden fyldt med efterretninger, bad guys og hårdtskydende argumenter. Det er i øvrigt en påtrængende pointe, at fjenden kan have usandsynligt mange former og ansigter. Det er til trods for et overvejende, nutidigt fokus på de mellemøstlige terrornetværk som den udråbte og reelle hovedskurk. Under den effektive, eksplosive og massive underholdningsportal, som filmen først og fremmest er, ligger (heldigvis) en dybere pointe.
På den anden skive bliver der gået mere i dybden. “Analog Hero in a Digital World: Making of Die Hard 4.0” er i spillefilmslængde og ser på alle facetter af produktionen af filmen. Det være sig actionsekvenser, effekter, design, handling, stunt, klipning og lyd. En lang række interview forstår at kortlægge dette og i øvrigt perspektivere fint til de tidligere film i serien. “Yippie-Ki-Yay Motherf*****!” er et tilbagelænet interview med Bruce Willis, fremført af Kevin Smith.
“Fox Movie Channel Presents Fox Legacy” er et kort indslag fra tv om heltefiguren i Die Hard-filmene, mens “Hacker Underworld” og “Homeland Security in a Cyber Age” er to korte indslag, der ser på hackerfænomenet og truslen i den digitale tidsalder. Endelig viser Justin Long rundt i kulisserne for en kort bemærkning. Udvalget er spraglet og fyldestgørende, og selv kræsne fans kan næppe ønske sig meget mere.
Den længe ventede “Die Hard 4.0” når ikke sine forgængere til sokkeholderne, men er alligevel sublim underholdning efter bedste beskub. Det er desuden befriende, at instruktøren har været nytænkende og søgt tilbage til rødderne på samme tid. Samspillet mellem Willis og Justin Long er dynamisk. Sjæl og krop fra særligt “Die Hard” er en fryd, selvom skabelonen visse steder er for tydelig, og actionsekvenserne i et par tilfælde ryger ud af proportioner. Udgivelsen største styrker ligger dog i de tekniske kvaliteter og et fremragende ekstramaterialeudbud.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet