Diktatoren (2012)

InstruktionLarry Charles

MedvirkendeSacha Baron Cohen, Anna Faris, Megan Fox, John C. Reilly

Længde115 min

GenreKomedie

IMDbVis på IMDb

I biografen16/05/2012

Anmeldelse

Diktatoren

4 6
Plat satire

Sacha Baron Cohen er kendt (eller er det berygtet?) for at lave satire, der for alvor spidder Vestens og især USA’s kulturelle konventioner og gængse selvforståelse. Det ses tydeligt i både “Borat”, “Brüno” og bestemt også i “Diktatoren”. Hvorvidt man føler sig stødt af hans provokationer afhænger nok af ens politiske orientering og personlige tolerance for underlødige iscenesættelser. Det er derfor altid på eget ansvar, at man bevæger sig ind til en Cohen-film.

Der er næsten ikke nogen grund til at bruge noget spalteplads på plottet i “Diktatoren”, der er lige så forudsigeligt som et stykke tørt brød. Filmen handler om en mellemøstlig diktator, der tager til USA for at afvise FN’s opfordring om, at han skal droppe sit atomprogram. Men efter han er blevet stukket i ryggen og efterladt af sine egne håndlangere, støder han på den feministiske Zoey, som lærer ham et og andet om livet. Og så går den ellers derudaf.

Det er tydeligvis ikke i historien, at Baron Cohen har lagt sine kræfter. I stedet har han valgt at bruge den rene spillefilmsstil (i modsætning til den mockumentary-agtige indgangsvinkel i “Borat” og “Brüno”) til helt selv at lægge samtlige replikker i munden på sine karakterer, således at han kan fremstille vesterlændinge (og her igen især amerikanere) på præcis den måde, der passer til hans politiske budskab(er). Og lige præcis den del fungerer overraskende godt! Man føler faktisk, at “Diktatoren” er et projekt med en agenda, der bestemt bør tages seriøst. Især filmens slutning, der tydeligvis er en reference til slutningen på Chaplins “The Great Dictator” fra 1940, har usædvanlig meget pondus og er en utvetydig lige højre til USA’s politiske system.

Til gengæld er det en meget lille del af filmen, der faktisk er sjov. Langt størstedelen er bare plat. I “Borat” og “Brüno” var komikken også plat, men forskellen er, at i de to tidligere film opstod det sjove, når “almindelige” mennesker blev konfronteret med (og reagerede på) den absurd grovkornede kasakhstanske reporter/homoseksuelle østriger. Det var resultatet af dét sociale eksperiment, der var underholdende og urkomisk, og ikke det ensidige fokus på kønsorganer, bagdele og xenofobi. I “Diktatoren” er det sociale eksperiment fjernet, og tilbage er blot det platte, som derfor også bare er… plat.

Bevares, der er sjove momenter, men filmen består næsten udelukkende af punchlines og jokes, og det taget i betragtning er det en meget lille del af filmen, der – på det humoristiske plan – virker. Når plottet så samtidig er set så uendeligt mange gange før, at man næsten altid kan gætte sig til den næste scenes indhold, så ender filmen desværre med at blive en ret langtrukken oplevelse på trods af den korte spilletid på 82 minutter. Det er selvfølgelig tænkt, at historien blot skal være undskyldning for at kritisere de vestlige samfund og for at lave sjov. Og havde begge dele lykkedes, så havde en ordentlig historie da også været mere overflødig.

Som sagt er det mere eller mindre kun de samfundssatiriske indfald, der fungerer i “Diktatoren”. Men mere end alt andet er humor et spørgsmål om smag og behag, så der er sikkert mange, der vil more sig langt mere med Cohens seneste film, end jeg gjorde. Jeg havde i hvert fald svært ved at grine i længere tid ad gangen, og mit smilebånd blev heller ikke overanstrengt. Der er altså tale om et middelmådigt stykke samfundskritik, der i sine bedste stunder både er skarpt og meget intelligent.
Video

Filmen præsenteres i billedforholdet 2.40:1, og transferet imponerer især under de store totalbilleder og panoreringer, hvor skarpheden ligefrem er slående. Også farvegengivelsen er for det meste lige i øjet, hvilket alt i alt giver filmen et lækkert, nærmest sæbeoperaagtigt look, der passer godt til den gakkede komedie. Man oplever dog, at detaljerigdommen ikke er så overvældende endda i nærbillederne, og transferet får derfor fem stjerner i stedet for topkarakter.

Audio

Præsenteret i DTS-HD Master Audio 5.1. “Diktatoren” lyder lige en anelse bedre, end den ser ud. Uden dog helt at kunne svinge sig op på seks stjerner (dertil mangler der simpelthen nogle overvældende lydoplevelser filmen igennem) så håndterer lydsiden på elegant vis at gengive dialogen klart og tydeligt uden at gå på kompromis med hverken bas eller intensitet i det meget gennemgående soundtrack. Lydeffekterne, der understøtter filmens falde på halen-komik, fungerer ligeledes upåklageligt, og der gøres for det meste brug af alle højtalerne.

Ekstramateriale

Eftersom ekstramaterialet kun består af et spoof-interview mellem Cohens fiktive diktator og tv-værten Larry King, en Aladeen-musikvideo og 35 minutters fraklippede scener, så afhænger bedømmelsen af ekstramaterialet i høj grad af, hvorvidt man fandt selve filmen sjov. Eftersom jeg fandt filmens komik plat og ineffektiv, så havde jeg vitterligt også svært ved at finde det morsomme i de 35 minutters slettede scener, der åbenbart ikke var sjove nok til at komme med i selve filmen. Jeg synes dog, at ekstramateriale skal vurderes ud fra dets forhold til filmen og det potentielle værdi for fans af filmen – og jeg er overbevist om, at hvis man grinede sig gennem “Diktatoren”, så vil man også grine sig igennem udgivelsens ekstramateriale.

Sacha Baron Cohen har nu fire spillefilm på samvittigheden som skuespiller/manuskriptforfatter, og hvor de to seneste (“Borat” og “Brüno”, hvis nogen skulle være i tvivl) virkelig var morsomme, fordi de i både stil og form var grænseoverskridende i en nærmest uforsvarlig grad, så er “Diktatoren” ikke andet end en simpel, plat komediefilm, der aldrig misser chancen for at lave en sexjoke med arabisk accent. Dog fungerer dens politiske satire overraskende godt, og så ser den samtidig nydelig ud på BD og lyder fremragende. Så har man mod på toilethumor og ligefrem en masse ekstramateriale med den slags, jamen så bør man bestemt tjekke “Dikatoren” ud på Blu-ray – men jeg springer dog over!

Diktatoren

5 6
Cohen kører den satiriske kampvogn i stilling

Findes der en nuværende filmkomiker af så rendyrket gal genialitet som Sacha Baron Cohen? Jeg har ladet mine tanker fare frem og tilbage mellem de andre mulige emner blot for at falde tilbage på den uundgåelige konklusion, at Cohen ganske enkelt er på sit helt eget niveau.

I “Borat!” og “Brüno” kom latteren ofte fra de ægte reaktioner fra uindviede stakler, der blev ofre for det komiske dynamit gennem de næsten handlingsløse film, men “Diktatoren” er et skridt i den mere konventionelle retning, hvor handlingen følger et klart mønster, skuespillere indtager alle rollerne, og der sågar er tilføjet et romantisk sideplot. Derfor kunne man godt være fristet til at tro, at filmen således også er en mere glat en af slagsen, men selvom den ikke er så vanvittig som de tidligere, er der heldigvis fortsat masser at grine af – eller blive smaskfornærmet over, alt efter temperament.

Trods titlen er der ingen forbindelse til Charlie Chaplins “Diktatoren”, og hvad vi præsenteres for er i stedet mere en fortælling i stil med Eddie Murphy-filmen “Coming to America”. “Diktatoren” følger den lede diktator General Haffaz Aladeen, der er enehersker over Wadiyas, og som har fået sin vilje, siden han kunne kravle. Han boltrer sig i kvinder, penge og magt, får henrettet folk for bagateller, og hans eneste bekymring er, at hans diktator-kolleger ikke vil se nok op til ham, medmindre han også får atomvåben. Under en rejse til New York bliver han imidlertid kidnappet og smidt på porten af en ambitiøs undersåt og må for første gang klare sig på egen hånd, mens en dobbeltgænger har indtaget hans plads.

Filmen følger standard-skabelonen for, hvordan sådan en fortælling skal forløbe, men man får dog samtidig en følelse af, at Cohen og instruktør Larry Charles – der også stod bag “Borat!” og “Brüno” – ikke er voldsomt interesseret i handlingen andet end som anledning til at fyre så mange grovheder af som muligt – og godt det samme, for den er det mindst interessante ved filmen. Som alle andre uden antydningen af selvindsigt er diktatorer oplagte mål for parodi. Tænk blot på billederne af Gaddafi, der holdt sine alenlange taler med selvhøjtidelig mine, mens han var iført noget, der til forveksling lignede et brunt tæppe. Aladeen er selvsagt også et ualmindeligt dumt svin, men samtidigt så afsindig blank, at hans selvfede opblæsthed bliver komisk guld.

Satiren er næsten per definition politisk, men vitserne er anarkistiske og går i alle retninger, således at folk fra alle politiske fløje har noget at blive stødt over. Racister og antisemitter står ikke mindst for skud, men ofte er vitserne så grovkornede, at Cohen får én til at grine af alle de ting, som man egentlig godt ved, man ikke burde le af. Al politisk korrekthed må dog vige, og man tager konstant sig selv i at le chokeret, når nu Cohen endnu en gang har kørt den satiriske kampvogn langt ud over ens grænser.

Af samme årsag vil filmen formodentlig næppe appellere til alle, men grunden til at den virker er netop også, fordi den ikke viger tilbage fra at støde. Det er let at forestille sig f.eks. Adam Sandler tage en lignende historie under behandling, men Cohen formår at give det hele den kant, som lignende film så ofte mangler, og den vader uden antydningen af undskyldninger rundt i det ene tabu efter det andet. “Diktatoren” er ganske vist en mere konventionel historie og knap så skarp som “Borat!” og “Brüno”, men den har ikke desto mindre al det bid og vilje til at provokere tilskueren, som så mange andre komedier viger uden om. Dette er en kampvogn, som man hjertens gerne lader sig køre over af.

Kort om filmen

Det er en historie om en heltemodig diktator, der sætter livet på spil for at sikre, at sit land, som han så inderligt elskede at undertrykke, aldrig får indført demokrati. Filmen er inspireret af bestselleren “Zabibah and the King” skrevet af Saddam Hussein.