Du skal frygte familiemiddage

Velkommen til endnu en omgang af min rundtur i mere eller mindre underlige subgenrer. Efter et par mindre vellykkede udgaver af biopic- og dansefilm, har jeg i denne uge opstøvet en ægte klassiker. Opskriften er simpel, men effektiv: Man tager en lille gruppe karakterer med dybt begravede hemmeligheder og et anstrengt forhold til hinanden, lukker dem inde på et afgrænset sted, og så venter man ellers bare på, at alle skeletterne triller ud af skabene. Så er der serveret: Ét styk eksplosivt drama med lige dele tåkrummende pinligheder og hysteriske skænderier. God tur.

Historien er baseret på et skuespil af Tracy Letts ligesom “Killer Joe”, der desværre aldrig kom i dansk biografdistribution. Her er tale om rendyrket Southern Gothic – en genre, hvor de amerikanske sydstater lægger scene til groteske fortællinger om vold, sex, fordærv, had, hævn samt ikke mindst fortielsen af disse. Efter faderens pludselige død samles hele familien hos den kræftsyge mor, der i en intet mindre end legendarisk pillerus lægger alt og alle i familien for had og åbner døren på klem for alle de fortrængte ubehageligheder. Snart flyver det omkring med sårede følelser, usagt had og forsmået kærlighed, så det er en ren fornøjelse. Det er dog værd at bemærke, at forventer man psykologisk realisme, så vil man have det svært med “Familien”.

Som det ofte er tilfældet i filmatiserede skuespil, er fokus på de dramatiske højdepunkter og personernes indbyrdes forhold snarere end deres indre verden. Det lykkes instruktøren John Wells at forløse sin historie, uden at filmen bliver alt for karikeret eller kunstig. De klaustrofobiske kulisser i det gamle hus, hvor det meste af filmen foregår, afveksles regelmæssigt med udendørsscener, hvor både publikum og filmens figurer kan trække vejret for en kort bemærkning, inden vi igen begiver os ind i mørket (i både overført og bogstavelig betydning).

Jeg kunne have undværet faderens lommefilosofiske voice-over i starten af filmen, men er villig til at tilgive, fordi Sam Shepards stemme bare er fantastisk. Det er i det hele taget en film, hvor skuespilpræstationerne er i centrum. Castet får lov til at give los, men modsat mindre vellykkede film bindes de ekstreme præstationer sammen af historien, der også dikterer vægtningen imellem rollerne, så der ikke bruges for meget tid på mindre vigtige sidehistorier. I de altoverskyggende hovedroller styrer Meryl Streep og Julia Roberts slagets gang som to kvinder, der er alt for ens til at kunne komme overens med hinanden. Det er en fornøjelse at se, at sidstnævnte kan spille op til den regerende dronning af Hollywood. Streeps rolle balancerer på grænsen til karikatur, og i hænderne på en dårligere skuespiller ville den have kammet over, men hun formår at redde den hjem.

Ingen anmeldelse af denne film er komplet uden at nævne de fantastiske biroller. Margo Martindale og Benedict Cumberbatch brænder igennem som henholdsvis mosteren og hendes søn. Deres forhold er anspændt og forkrampet. Næsten et vrangbillede på forholdet mellem Streeps karakter og den yngste datter. Men det er Chris Cooper som deres mand og far, der løber med meget af filmen. Modsat de fleste andre karakterer er han afdæmpet og underspillet, og den kontrast udnytter Cooper optimalt. Jeg undrer mig over, at ingen af de ovennævnte er blevet fundet værdige til en Oscar-nominering. I den mindre imponerende ende af spektret finder vi Ewan McGregor, der kæmper (forgæves) med en amerikansk accent og generelt virker voldsomt fejlcastet.