Freedomland
Udgivet 19. maj 2006 | Af: filmz-gurkemeje | Set i biografen
En sen nattetime vakler en bleg kvinde ind på skadestuen. Hendes hænder er revet til blods, og hun taler usammenhængende og grådkvalt. Da politibetjenten Lorenzo Council (Samuel L. Jackson) får hende til at tale, viser det sig, at hendes bil er blevet kapret af en sort mand, mens hendes fireårige søn sad på bagsædet. Eftersøgningen af bilkapreren og den fireårige dreng bliver startskuddet på en opblussen af de raceuroligheder, der længe har ulmet mellem den sorte ghetto Dempsey og det hvide middelklassekvarter Gabon. De hvide politibetjente slår hårdt ned på beboerne i Dempsey-kvarteret, fordi de er overbevist om, at forbryderen gemmer sig der, men politibetjent Lorenzo Council fornemmer hurtigt, at moderen til barnet ikke har fortalt sandheden…
Filmens to hovedrolleindehavere, Samuel L. Jackson og Julianne Moore, tilhører den stab af skuespillere, der er kendt for altid at levere solide præstationer på lærredet. Samuel L. Jackson bliver ikke for ingenting kaldt ‘King of Cool’, men i “Freedomland” leverer han kun en jævn præstation, hvilket grunder i manglende motiver bag hans figurs tankegang. Det står aldrig klart, hvorfor han ved, at moderen ikke taler sandt, bortset fra en enkelt reference til en statistik, der siger at to ud af tre børnekidnapninger fører tilbage til forældrene. Det er der ikke meget Miss Marple over. Julianne Moore har fået en rolle, hvor hun skal græde filmen igennem og i nogle scener virker hendes sorgreaktion meget stærkt, men i længden kommer det til at virke overspillet, fordi hendes karakter ikke indeholder nogle nuancer. Manuskriptet har gjort det svært for skuespillerne at bringe karaktererne rigtigt til live.
For dem blandt det danske publikum der har læst bogen, kan det være interessant at se filmen, men for alle andre vil “Freedomland” højst være et ligegyldigt møde med en tandløs thriller.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet