Krampagtig debutNormalt bør debutanter i den danske filmindustri opmuntres i deres forehavende, og der er da også noget ungdommeligt friskt og modigt over James Barclays “Himmerland”, hvor den unge opkomling i øvrigt også selv medvirker. Men herved ophører alle superlativer imidlertid også, for filmen ligger ikke i nærheden af det niveau, man ret beset bør kunne forvente af en filmudgivelse af den kaliber.

Ud over at have instrueret og spillet med, har Barclay også selv skrevet manuskriptet og – sammen med Nikolaj Coster-Waldau – sågar stået som økonomisk ansvarlig på projektet. Men lidet meget hjælper det. I hovedrollen er Barclay selv som den engelsktalende franskmand Sean, som ud af det blå dukker op i lokalsamfundet i Himmerland på den jydske hede, indleder et forhold til Julie Ølgaards lokale tøs Kira – som vistnok også er lidt løs på tråden – men lige så hurtigt forsvinder igen over hals og hoved. Tilbage står en uforstående Kira med et stort spørgsmålstegn malet i panden.

Det er dog ikke handlingen, der først og fremmest stikker i øjnene i dette mildest talt pauvre forsøg på at skabe film efter postmoderne forskrifter. Det gør til gengæld det gudjammerlige skuespil, som bærer præg af en alt for usikker og prøvende personinstruktion, men også et rimeligvis uoriginalt og fantasiforladt manuskript har sin del af skylden. Faktisk er filmen så tappet for den gode ide og den gode historie, at “Himmerland” fortrinsvis baserer sig på markante lån fra genretunge film som ekvilibristen Quentin Tarantinos “Pulp Fiction” og “Håndlangerne” samt Guy Ritchies drengerøvsactionbrag “Rub, stub og to rygende geværer”.

Efter tre måneder dukker Sean ganske uforvarende atter op i det lokale samfund og opsøger Kira, som var intet hændt, i den tro, at den hellige grav er velbevaret, og at det at vinde Kira tilbage blot kræver et koket knips med fingrene. Det gør det faktisk. Men undervejs viser det sig, at det ikke kun er den unge kvinde, som har trukket Sean tilbage til udgangspunktet. Sammen med Nikolaj Coster-Waldaus lurvede eks-soldat Thomas Rask går han med skumle planer om et kup, mens borgerkrigen i Jugoslavien lurer i baglandet og introducerer en hævngerrig Slatko Buric, der sammen med en altid diabolsk Neel Rønholt formentligt leverer filmens bedste præstationer. Sidstnævnte vender vi tilbage til.

På rigtigt mange punkter virker “Himmerland” bestemt ikke som et seriøst forsøg på at lave en film, men det kan dog gå an, hvis ellers humoren fungerer. Det gør den ikke i dette tilfælde, hvor de enkelte tiltænkte muntre indslag er både usjove, platte og voldsomt fortænkte. Replikkerne klinger i grove træk hule, er malplacerede, og så er de helt uden hold i den virkelighed, der forsøges skabt. Vi lærer aldrig for alvor karakterernes indre at kende. Figurerne er simpelthen for flade i deres respektive træk, og det piner. Det er naturligvis et rigtigt godt initiativ, når der forsøges lavet film uden om den fastlåste branche, men desværre mærkes her savnet af en tungere ballast.

En af flere drejninger kommer, da Kira – naturligvis – involveres i kuppet, eller rettere det mislykkede kup. For sådan må det naturligvis være, og angiveligt forpurres planerne af en suicidal Sofie i skikkelse af førnævnte Rønholt, som er selvmordshungrende og livstræt og derfor springer ud foran Seans bil, men overlever. Hendes entre får sat tingene på spidsen for de involverede, og de sørgelige rester af “Himmerland” er en række konfliktfyldte skænderier over, hvem der har skylden for en lang række ting. Heriblandt det mislykkede kup, Rasks hustrus og Seans søsters død – det er den samme kvinde – og de hændelser, der fandt sted i Bosnien.

“Himmerland” favner over alt for meget og har ikke kunnet finde sit ståsted i den jydske muld. Tredje akt skifter konstant, og netop som man tror, historien har fundet sin naturlige afslutning, kommer en ny på banen. Tilskueren forsøges hele tiden snydt til at spille sine penge på den forkerte skurk. Desværre har vi efterhånden set en del til den slags film og tidligere endda både bedre og mere smagfuldt udført.

VideoFilmen fremstår i et anderledes imponerende anamorphic widescreen 2.35:1-format, som formentligt er det bedste ved denne udgivelse. Looket er skarpt og understreger de mange billedpoetiske indstillinger, om end edge-enhancement trods alt indfinder sig undervejs. Derimod er der ikke tilfælde af hverken digitale forstyrrelser eller udtværinger, og både kontrast og farvetemperatur forholder sig stabile i den forholdsvis mørke film.

AudioPå lydsiden præsenteres “Himmerland” i de delvist dansksprogede og delvist engelsksprogede Dolby Digital 2.0- og Dolby Surround 5.1-lydspor, som er af rimelig beskaffenhed, uden dog at overvælde. Størst interesse vækker det stemningsfulde soundtrack hidrørende fra musikselskabet Crunchy Frog. Til gengæld springer det i øjnene, at dialogen mange steder er utydelig, og enkelte steder er lyden endda ude af sync. Herudover er der imidlertid ikke eksempler på overstyringer, og atmosfæren er trods alt stadig godt benarbejde.

EkstramaterialeUdgivelsen rummer trailere for “Doomsday”, “In Bruges”, “Cleaner”, “Cassandra’s Dream”, “The Deaths of Ian Stone” og “Griffin & Phoenix”. Derudover er eneste anden attraktion en ganske kort feature om filmen i “Bag om Himmerland”, som varer knap fem minutter, tilbyder interviews med de udøvende skuespillere og instruktøren, men qua spilletiden ikke når i dybden med sit stof.