Human Capital
Udgivet 19. nov 2014 | Af: paideia | Set i biografen
Der er nogle mennesker, der mener, at politik og kunst overhovedet ikke bør have noget med hinanden at gøre. L’art pour l’art, kunst kun for dens egen skyld. Andre hævder, at kunstens eneste formål er at holde et spejl op mod samfundet og levere en moralsk, etisk, eller politisk morale, der kan medvirke til at omstyrte samfundet. Personligt synes jeg, det er en uinteressant diskussion. Det vigtigste er, at et værk fungerer, uanset hvilket budskab filmen har. “Human Capital” fungerer ikke, selv om der sådan set ikke noget i vejen med budskabet.
Problemet er, at han har gravet lidt for dybt i kassen med præfabrikerede plots og karakterer, så vi ender med en historie, der er velkendt grænsende til det klichéprægede. Den ene af de centrale familier udgøres af en kold og fjern hedge fund-manager (den moderne verdens superskurk), der presser sin priviligerede snotunge af en søn til det yderste, mens trofæhustruen desperat forsøger at fylde sit liv med indkøb og filantropiske projekter. I den anden familie må den helgenagtige og evigt tålmodige psykologfrue trækkes med en tvær og rebelsk teenagedatter fra mandens tidligere ægteskab samt selvfølgelig manden selv, der er en ynkelig forretningsmand, som forsøger at holde hovedet oven vande ved at narre penge fra alle omkring sig, mens han prøver at kravle op ad den sociale rangstige.
Det virker desværre, som om alle filmiske hensyn er skubbet til side til fordel for en ret banal politisk pointe. Den bliver til sidst så kluntet, at den kun kan kommunikeres ved hjælp af ’hvad der siden skete’-tekster lige før rulleteksterne. Så kan det næsten ikke blive mere belærende. Selv børne-tv har efterhånden bevæget sig væk fra at fortælle seerne, hvad det var meningen, de skulle lære af det, de lige har set. Det vidner i hvert fald ikke om nogen særlig stor tiltro hverken til publikum eller egne virkemidler. Grundlæggende er detstørste problem dog, at “human Capital” ikke har sympati for bare én af dens karakterer. Selv det elskende par, der får lov til at få deres forløsning i den sidste scene, virker mest af alt som karikaturer.
Det er næsten umuligt at engagere sig følelsesmæssigt i så fortegnede og usympatiske karakterer. Man skal være mere end almindeligt blåøjet socialist for at æde de letkøbte pointer, der serveres. Men lad os da lade tvivlen komme Virzì til gode; måske har han bare tænkt, at den bedste måde at kritisere kulturen og kunstens forfald i Italien på, var at demonstrere det i praksis.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet