Antikapitalistisk sæbeopera

Der er nogle mennesker, der mener, at politik og kunst overhovedet ikke bør have noget med hinanden at gøre. L’art pour l’art, kunst kun for dens egen skyld. Andre hævder, at kunstens eneste formål er at holde et spejl op mod samfundet og levere en moralsk, etisk, eller politisk morale, der kan medvirke til at omstyrte samfundet. Personligt synes jeg, det er en uinteressant diskussion. Det vigtigste er, at et værk fungerer, uanset hvilket budskab filmen har. “Human Capital” fungerer ikke, selv om der sådan set ikke noget i vejen med budskabet.

Instruktør Paolo Virzì vil kaste et satirisk blik på det kapitalistiske samfund efter finanskrisen og har taget sit udgangspunkt i udtrykket ’menneskelig kapital', der stammer fra forsikringsbranchen. Det dækker over en opsummering af økonomisk potentiale, kreative evner, social gennemslagskraft, menneskelige forbindelser og deslige, der ligger til grund for beregningen af livsforsikringer. Altså, hvad er et liv værd? En spændende tanke med en skarp vinkel.

Problemet er, at han har gravet lidt for dybt i kassen med præfabrikerede plots og karakterer, så vi ender med en historie, der er velkendt grænsende til det klichéprægede. Den ene af de centrale familier udgøres af en kold og fjern hedge fund-manager (den moderne verdens superskurk), der presser sin priviligerede snotunge af en søn til det yderste, mens trofæhustruen desperat forsøger at fylde sit liv med indkøb og filantropiske projekter. I den anden familie må den helgenagtige og evigt tålmodige psykologfrue trækkes med en tvær og rebelsk teenagedatter fra mandens tidligere ægteskab samt selvfølgelig manden selv, der er en ynkelig forretningsmand, som forsøger at holde hovedet oven vande ved at narre penge fra alle omkring sig, mens han prøver at kravle op ad den sociale rangstige.

Hvis det lyder som et sæsonreferat af den nyeste sæbeopera, så kan jeg godt forstå det. Skuespilmæssigt er der få lyspunkter. De to mødre spilles af henholdsvis Valeria Bruni Tedeschi og Valeria Golino, som åbenbart er vendt tilbage til hjemlandet efter sin Hollywoodkarriere i bl.a. “Hot Shots” og Rain Man”. De to repræsenterer højdepunktet, mens sønnen spillet af Guglielmo Pinelli overspiller så fælt, at det er pinefuldt at se på. Fortællingen er inddelt i tre kapitler, der hver følger en karakter gennem den samme tidsperiode. Det virker mest af alt som en gimmick, for det bruges ikke til noget. De centrale twists er så forventelige, at enhver spændingsopbygning er forgæves. “Human Capital” begynder med et trafikuheld, og vi forventes så som publikum at interessere os for, hvem der kørte bilen. Det er i dette tilfælde meget at forlange.

Det virker desværre, som om alle filmiske hensyn er skubbet til side til fordel for en ret banal politisk pointe. Den bliver til sidst så kluntet, at den kun kan kommunikeres ved hjælp af ’hvad der siden skete’-tekster lige før rulleteksterne. Så kan det næsten ikke blive mere belærende. Selv børne-tv har efterhånden bevæget sig væk fra at fortælle seerne, hvad det var meningen, de skulle lære af det, de lige har set. Det vidner i hvert fald ikke om nogen særlig stor tiltro hverken til publikum eller egne virkemidler. Grundlæggende er detstørste problem dog, at “human Capital” ikke har sympati for bare én af dens karakterer. Selv det elskende par, der får lov til at få deres forløsning i den sidste scene, virker mest af alt som karikaturer.