I 1999 viste Lasse Spang Olsen, at det ikke kun er amerikanerne, der kan lave hæsblæsende actionbrag, og at vi danskere kan mere end ride videre på den efterhånden noget træge dogmebølge. Lærebogen hed “I Kina Spiser De Hunde” og blev en stor succes herhjemme, hos publikum såvel som hos kritikerne. Faktisk blev den så stor, at manuskriptet blev solgt videre til Hollywood, hvorfra vi nok snart kan forvente et remake. Siden da har Spang Olsen været i instruktørstolen op til flere gange, og med filmene “Jolly Roger”, “Gamle Mænd I Nye Biler” og “Den Gode Strømer”, er gået ned ad bakke for ham. Og ned. Og ned. Nu er den gamle stuntmand atter tilbage med actionkomedien “Inkasso”, men om den formår at bryde forbandelsen, kan der let herske tvivl om.

Historien tager sit udgangspunkt i Iben Hjejles karakter Laura. At bruge Hjejle til denne rolle er ikke noget dårligt valg, for allerede fra første scene skaber hun sympati for karakteren, selvom hun til at starte med er “skurken” i scenen. Hun får hurtigt vendt situationen, og med et par kvikke replikker leveret på meget charmerende vis, bliver hendes karakter elegant præsenteret: en stærk kvinde som ved, hvad hun vil. Denne lidt for nemme karakterisering krakelerer selvfølgelig i takt med, at filmen og hendes selvudslettende personlighed udvikler sig, men det gør Hjejles præstation ikke. Hun leverer en ganske solid indsats hele vejen igennem.

Alt andet ville nu også være underligt, for hendes primære med/modspiller er ingen ringere end Kim Bodnia, der har en behagelig tendens til, at bringe det bedste frem i de øvrige deltagere. Ud fra traileren kunne man måske forledes til at tro, at han spiller sin sædvanlige barske rolle, som vi kender den fra f.eks. “I Kina Spiser De Hunde”, og det gør han til en vis grænse også. Men denne gang er det lykkedes Spang Olsen at tillægge karakteren en smule mere dybde. Klaus, som Bodnias rolle hedder, er inkassator, og må derfor ofte ty til voldelige metoder. Men Klaus lider af store problemer med sin selvtillid, og det ligger slet ikke til ham at være så barsk. Bodnia tilfører den splittede karakter en stor portion troværdighed, og det fungerer fint.

Lasse Spang Olsen satte sig med “Inkasso” det mål, at han ville lave en kærlighedshistorie. Og kærligheden mellem de to hovedpersoner virker godt på lærredet. Den er sød og ærlig, og bortset fra den til tider kvalmende violinmusik, samt de påtrængende sange fra Lisa Nilsson, er det netop den, som fungerer bedst. Og det var så den rare del af anmeldelsen. Herfra går det nedad. Og nedad. Og nedad.

Vi har her at gøre med en af de mest stjernespækkede film i meget lang tid. Kim Bodnia, Iben Hjejle, Casper Christensen, Ole Ernst, Brian Nielsen – ja, man kunne blive ved. Men netop alle disse kendisser trækker filmen umanerligt meget ned. Som publikum er det svært, at lade være med at tænke: ”Nej, det er jo Casper Christensen, som står der. Og René Dif og, og, og…” Persongalleriet er simpelthen så stort, og rollerne dermed så små, at man ikke engang overfladisk lærer dem at kende, og derfor ikke kan undgå at se kendissen bag karakteren. Dog er der nogle meget velplacerede scener med René Dif, som konstant brækker sig efter en mild forgiftning.

Persongalleriet er ikke bare stort, det er også tåbeligt. Manuskriptforfattere rådes ofte til at skrive om ting, de kender til og forstår sig på, men det virker som om, Spang Olsen ikke har hørt efter i timen. Karaktererne er overfladiske og klichéfyldte (Allan Olsens figur minder mistænkeligt meget om Mads Mikkelsens figur Tonny fra “Pusher”), og den store inspirationskilde er ikke virkelighedens verden men snarere amerikanske blockbustere. Det ville også være i orden, hvis det blev gjort ordentligt, men det gør det ikke. Selv filmens ene computeranimerede scene er en kliché – til og med så elendigt udført, at man kan se, det er ren computergrafik. Føj!