Scenen er sat. Vi befinder os dybt i Frankrigs mørke underverden. Her er der ingen pligtopfyldende politimænd i nærheden… ingen venlige naboer, der er klar til at springe til, hvis det skulle blive nødvendigt… ingen udvej, hvis man dummer sig… Og her befinder de to nogenlunde gængse franskmænd Pierre og Marcus sig. Hvorfor? Det ved vi ikke endnu. Men Marcus synes at forsøge særdeles ihærdigt på at finde en eller anden mand ved navn ‘Le Tenia’ i en af de mørkeste og mest ubehagelige natklubber, der endnu er set på film. Selv om man som tilskuer naturligvis ikke selv er til stede, kan man sagtens mærke natklubbens mangel på ilt og den skingre og konstant pulserende techno-rytme i baggrunden gør os bestemt ikke bedre tilpas. Vi vil ud herfra. Væk fra dette sted. Marcus bliver mere og mere aggressiv. Han finder en mand. Er det denne ‘Le Tenia’, som han har ledt efter? Det ved ingen endnu, end ikke Marcus. Men da denne mand begynder at angribe Marcus, springer Pierre til. Med en brandslukker. Mandens ansigt bliver herefter gennemtævet med brandslukkeren, og mandens første klageskrig og kald på hjælp forbliver uhørte, og de bliver hurtigt erstattet af lyden af blod der sprøjter op af hans mund og lyden af hans kranie som bliver knust, bid efter bid. Mandens ansigt er til slut fuldstændig ugenkendeligt. Hans krop er i chok, hans arme og ben ryster, han er stadig i live. Er du stadig med? Godt. Det bliver værre endnu.

Som man nok kan høre, er det svært at recitere elementer fra plottet i instruktør Gaspar Noés dybt kontroversielle og chokerende “Irréversible” (groft oversat: ‘uomvendelig’) uden at komme til at lyde som Bret Easton Ellis. Den førnævnte famøse “brandslukker scene” er blot én af scenerne i “Irréversible”, som har fået tonsvis af mennesker til at forlade biografsale verden over i væmmelse. Det er fuldt ud forståeligt. Jeg havde selv store problemer med at snuppe den førnævnte scene, og måtte vende ansigtet bort fra lærredet igennem størstedelen af scenen. Men intet i verden vil kunne forberede dig på ankomsten af filmhistoriens indiskutabelt mest afskyelige voldtægts-scene nogensinde. I en mørk og dyster tunnel i Frankrig bliver den underskønne skuespillerinde Monica Bellucci (en af Europas absolut bedste af slagsen) overfaldet, voldtaget og tævet på grufuld vis i adskillige minutter. Kameraet bevæger sig aldrig. Der bliver ikke klippet. Take it or leave it.

Midt i al denne her snak om filmens kontroversielle natur, glemmer man næsten, at der faktisk figurerer nogle menneskelige karakterer i denne umenneskelige film. Monica Bellucci spiller Alex, en stærk og intelligent kvinde, som kommer sammen med Marcus – en lettere fjollet ung mand, som er med på den værste. Marcus bliver spillet af Vincent Cassel, og han og Bellucci er faktisk gift i virkeligheden. Noé valgte konsekvent at caste dette virkelige par i rollerne som Alex og Marcus, for derved at styrke kemien mellem de to karakterer på lærredet. Det fungerer fortræffeligt.

Alex’ karakter er egentlig ikke filmens væsentligste, selvom hendes voldtægt er kernen i filmens historie som giver plottet fremdrift. Det er nemlig Marcus og vennen Pierre som gennemgår de største forvandlinger i løbet af historien, fra at være relativt selskabelige og venlige personligheder, til det direkte modsatte. Pointen med Noés film er ikke blot at give os et intimt billede af et moderne romantisk forhold, og hvordan et forhold kan komme ud for de mest ekstreme former for forhindringer, men også hvordan følelser som hævngerrighed og had kan ødelægge sindet og få én til at tage sagen i egen hånd – med frygtelige konsekvenser.

“Irréversible” er et imponerende værk. Plottet er egentlig lidt for tyndt, og det føles lidt som om, at filmen bruger sin ekstraordinære fortællemåde og gennemførthed som undskyldning for manglen på en egentlig håndgribelig og meningsfuld historie. Det betyder selvfølgelig ikke, at filmen er noget meningsløst pladder, for som sagt så har filmen en pointe.

Filmen er unægteligt fantastisk flot skruet sammen. Den er delt op i en række sekvenser, der bliver vist i omvendt kronologisk rækkefølge – lidt ligesom i “Memento”. Det fungerer fint, og min frygt for, at filmen ville komme til at virke som et lille mini plagiat af “Memento”, blev heldigvis meget hurtigt knust. Overgangen mellem disse sekvenser fungerer også ganske fint. Lidt halv-kaotisk kameraføring gør det umuligt at se præcis hvornår, disse overgange optræder, lidt ligesom i Alfred Hitchcock klassikeren “Rope”.