Jovist, kinesiske John Woos “A Better Tomorrow” havde scoret kassen, været medvirkende til at skabe en hel undergenre og løftet adskillige filmiske personligheder fra bunden af professionens fødekæde til den absolutte top. Men det var blot startskuddet til en glitrende karriere, der diskede op med flere af genrens allerbedste værker.

Filmen, der af mange betegnes som højdepunktet i Woos glorværdige Hong Kong-karriere, er “The Killer”, som samtidigt også var filmen, der for alvor fik Hollywood op af sæderne og Woos navn på mange vestlige producenter og filmselskabers ønskeliste. Ikke blot actionstjerner som Jean-Claude Van Damme (der arbejdede sammen med Woo i dennes første amerikanske produktion, “Hard Target”), men også dengang spirende talenter som Quentin Tarantino og endda selveste Martin Scorsese var pludselig fans. “The Killer” udkom to år efter, at Woo havde færdiggjort “A Better Tomorrow II”, og ligesom mange af Woos film har den et ærefuldt venskab mellem to mænd som hovedingrediens.

Chow Yun-Fat spiller hovedrollen som en lejemorder, der under en voldsom skudepisode kommer til at gøre en uskyldig sangerinde blind. Den pudsigt sympatiske dræber vælger at tage sig af kvinden og takker ja til en øjensynligt sidste opgave, for at kunne betale for sangerindens øjenoperation. Men ikke alt går, som det skal, og lejemorderen får også et særligt forhold til den dedikerede politibetjent, der jagter ham. Det er en klassisk fortælling om loyalitet, ære, kærlighed, tragedie og hævn, af den slags som Hollywood har forsøgt at kopiere utallige gange, men sjældent med stor succes. Sædvanen tro er filmen en ren visuel fornøjelse, hvor alt er koreograferet ned til allermindste detalje. Skuespillet og fortællingen scorer også overraskende mange point, og lige fra den utrættelige strøm af majestætiske slow-motion skud til de mange englehvide duer er det her pure, klassisk John Woo, når han er bedst.

Men instruktøren var ikke ufejlbarlig, og hans navn var ikke nødvendigvis lig med finansiel monstersucces. Efter at have lavet “Just Heroes” med Stephen Chow var “Bullet in the Head” instruktørens næste og efter eget udsagn mest personlige film. Umiddelbart virker den som en mærkværdig genfortolkning af “West Side Story”, men med spark i stedet for dans. Men efter filmens cheesy start tager fortællingen om tre venner, der stikker af til det krigshærgede Vietnam og starter på en frisk som kriminelle, virkelig fat. De tre skuespillere gør det godt, og det gør Woo som ventet også. Igen formår han at iscenesætte action som ingen anden. En enkelt følelsesladet henrettelsesscene er en af instruktørens mest mindeværdige scener. Filmen er en smule ujævn og for lang, især set i forhold til Woos bedste film, men man bør ikke snyde sig selv for denne medrivende og ofte rørende krigsfortælling, der i høj grad minder om “The Deer Hunter”.

Allerede året efter udkom “Once a Thief”, som indholdsmæssigt nærmest var en diametral modsætning til “Bullet in the Head” og for Woo var en tilbagevending til fortidens mere letfordøjelige produktioner. Det er dog langt fra nogen skidt kendsgerning, da der er tale om en fin blanding af komedie, romantik og spænding. Filmen handler om tre rutinerede tyveknægte, to mænd og en kvinde, der rejser Europa rundt. Senere i 90’erne producerede Woo en kortvarig tv-serie af samme navn og med samme koncept, som blev lavet og foregik i USA. Historien er lidt tynd, og uforudsigelig er den heller ikke ligefrem, men den har masser af betagende locations, underholdende actionsekvenser, muntre øjeblikke, og den sidste halve time er blændende. Men det er nok stadigvæk æskens mest forglemmelige film, der især ikke kan hamle op med “The Killer” og boksens næste og sidste film.

“Hard Boiled” var Woos sidste Hong Kong film, før han valgte at drage til USA og tilsmudse sit gode navn og solide omdømme med makværk som “Paycheck” og “Windtalkers” (kun “Face/Off” nærmer sig fortidens triumfer). “Hard Boiled” er derimod en adrenalinpumpet og direkte uimodståelig lækkerbisken af en film. Et gennemført sansebombardement, som vil efterlade lattermusklerne både slidte og ømme, selvom filmen sjældent er decideret morsom – det er i stedet lutter begejstring, der vil efterlade dig på gulvet. Præcisionen af koreografien, kamera- og klippearbejdet er med til at skabe en form for hypnotisk, betagende voldsdans af den slags, som kun Woo formår at iscenesætte.

Historien er måske nok ordinær, og dialogen er heller ikke ligefrem enestående, men den utæmmede energi, som “Hard Boiled” lever på, er unik. Højdepunktet er et næsten 3 minutter langt skud, som der efter sigende kun var råd til at skyde én gang, hvori filmens to helte begiver sig ned ad adskillige hospitalsgange, mens de plaffer et overflødighedshorn af glubske lømler ned til højre og venstre. Dette er ikke blot filmens men måske endda hele genrens, absolutte højdepunkt. “Hard Boiled” rammer lige i mellemgulvet og slår din hjerne fra og lammer dine lemmer, før du kan protestere. Chow Yun-Fat er endnu engang Woos foretrukne hovedrolleindehaver, ledsaget af den fænomenale Tony Leung (som også var med i “Bullet in the Head”), der de seneste år har imponeret i film som “Hero” og “Infernal Affairs”. Dette kan med rette betegnes som den bedste actionfilm nogensinde.

Både “Hard Boiled” og andre af Woos film har givet nogle folk anledning til at mene, at instruktøren er ude på at glorificere vold. Paradoksalt nok er manden selv pacifist, og han har aldrig selv haft en pistol i hænderne. Men selvom det ikke kan afvises, at Woos fængslende æstetiske raffinement gør hans film til en nydelse at beskue, så bliver der aldrig lagt skjul på smerten, ødelæggelsen og ofte sorgen, som hvert eneste affyret projektil kan medføre. Som helhed opnår filmene følgende karakter:

Video

Alle film bliver præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Filmene ser alle omtrent lige godt ud. Der er en lille portion digital støj og støv til stede – dog aldrig i distraherende mængder. Distraherende er mængden af udtværing dog af og til, især i alle de mange scener der involverer røg og den slags. Farvetemperaturen svinger lidt (hovedsageligt i forbindelse med overgange), men for det meste fremstår farverne korrekt gengivet. Billedsiderne er oftest skarpe, men det er af og til på bekostning af en smule edge-enhancement, der dog heldigvis – ligesom udtværingen – sjældent er decideret distraherende. Kontrasten er også overraskende solid. Pudsigt nok er det boksens nyeste film, “Hard Boiled”, som ser mest nedslidt ud. Den ældste, “The Killer”, er overraskende fri for snavs. Filmenes rødder taget i betragtning, er det her nogle ganske acceptable transfers.

Der er dog få enerverende billedfejl, der bør fremhæves. Omtrent 45 minutter inde i “Hard Boiled” reduceres billedet kortvarigt til frimærkestørrelse fra ellers at fylde hele 1.85:1 billedrammen. 3 minutter før filmen er helt færdig, fryser billedet også unaturligt et par sekunder. I “The Killer” optræder der under en biljagt et enkelt sort frame med teksten ‘Processing Needed’, hvilket også virker pludseligt distraherende og irriterende. Alle fejl er som sagt noget, der kun varer få øjeblikke, men det sker på meget ubelejlige tidspunkter, og det er fejl, som burde være blevet spottet lang tid før, de her discs røg i trykken.

Audio

Alle fire films respektive lydsider præsenteres i Dolby Digital 2.0 (og ikke i mono, som omslaget påstår), både i kantonesisk originaludgave og med dubbede engelske stemmer (ignorer disse), mens “Hard Boiled” også har æren af at blive præsenteret i kantonesisk Dolby Digital 5.1 og kantonesisk DTS 5.1 Man skal huske på, at efter nutidens standarder er det oprindelige kantonesiske eftersynkroniseringsarbejde ikke særlig gennemført. Så folk, der ikke har den store erfaring med Hong Kongs klassiske actionfilm, skal nok lige vænne sig til det asynkrone forhold mellem dialogen og mundbevægelserne. Dolby Digital 2.0-sporene byder på en smule knasen og overstyring, men sådan her har disse film altid lydt. Generelt lyder filmene dog ganske fint, hvor “Bullet in the Head” er en undtagelse – det lyder ofte som om, lyden kommer ud af hovedtelefoner og ikke højtalere.

Filmenes upolerede lydsider er egentlig også en del af charmen, og kunstige 5.1-mix af de her mono-spor havde garanteret været en både mærkværdig og trykkende oplevelse. Det oprindelige lydarbejde er simpelthen ikke solidt eller detaljerigt nok til at kunne overleve en fuldbyrdet 5.1-præsentation ála dem, mange nutidige actionfilm leverer. Heldigvis gør 5.1-sporene til “Hard Boiled” præcist det, som surround-udgaver af disse films lydmix bør gøre: holde fast i sporets oprindelige, rå og simple mono-essens ved primært at benytte sig af fronthøjtalerne og bruge de resterende kanaler som et forholdsvis tilbageholdt supplement, der primært bruges til at give musikken mere fylde og give lyden en anelse mere bund og rumklang (hvilket især er effektivt i filmens famøse hospitalsscener). Der er ingen nævneværdig forskel på DD5.1 og DTS5.1 sporene, og de danske undertekster er – med få undtagelser – ganske hæderlige.

Ekstramateriale

Her er udelukkende trailere til alle de inkluderede film og “A Better Tomorrow”-trilogien.