Actionspækket trilogi i Cruise control

En veloplagt Tom Cruise, hæsblæsende action, snerrende skurke, smukke kvinder, hurtige biler og geniale gadgets… Ja, på overfladen lader de tre første “Mission: Impossible”-film til at have alle de ingredienser, der skal til for at kreere et gedigent actionbrag. Men man behøver ikke en lup, når man kigger bag filmenes kostelige og flotte facader, for at opdage, at der her befinder sig nogle forbavsende banale historier (selv efter actiongenrens relativt lave standarder på området), som med få undtagelser er blottet for den slags fyrstelige twists og karismatiske karakterer, der gennemsyrer genrens perler. Det er en forunderlig føljeton – momentvis allerhelvedes underholdende og aldrig decideret kedelig, men i sidste ende temmelig forglemmelig.

Forinden den nylige biografpremiere på seriens fjerde (og utvivlsomt bedste) kapitel, “Mission: Impossible – Ghost Protocol”, havde jeg praktisk talt glemt alt om forgængerne, så det var sjovt at gense dem alle i streg via denne nye BD-udgivelse, som indeholder de tre første “Mission: Impossible”-film. Et lille filmmaraton med alle tre film afslører også hurtigt, hvor lidt de egentlig har tilfælles. Når man ser udgivelsens forskellige interviews med Cruise, bliver det hurtigt klart, at han var opsat på at give hver film sin helt egen stil og sin egen, selvstændige historie. Man skulle kunne se en hvilken som helst af filmene uden at have set ét eneste minut af forløberne.

Personligt synes jeg, det er prisværdigt at ville hindre en fortsættelse i at ligne forgængerne – både stilistisk og historiemæssigt – men det er en af seriens helt store svagheder, at hvert eneste kapitel praktisk talt føles som et reboot, hvori forgængernes begivenheder fuldstændig ignoreres, og tilknytningen til karaktererne således svækkes. Det havde været langt lettere at sluge, hvis Cruises sammenbidte superagent, Ethan Hunt, gennemgik en eller anden form for forandring i hver film. Men uanset hvor mange nye frisurer, sidekicks, kærester eller endda hustruer filmmagerne pådutter Hunt, forbliver han den samme anonyme helt, der snarere er et tandhjul i plottets maskineri end en mand, man kan relatere sig til.

Brian de Palma kickstarter serien i 1996 med den første “Mission: Impossible”. Tom Cruise spiller som sagt Ethan Hunt – en agent i IMF (Impossible Mission Force, ahem), som anføres af Jim Phelps, der er den eneste tilbagevendende karakter fra tv-serien fra 1960’erne, som filmene tager udgangspunkt i. Da en hemmelig aktion går galt, og alle Hunts holdkammerater tilsyneladende bliver dræbt, bliver han fejlagtigt udpeget som forræder, så nu må han både bevise sin uskyld og fange de rigtige forbrydere. Cruise er uhyre veloplagt, og historien serverer et gribende mysterium og flere af de uventede drejninger, man savner i efterfølgerne. Samtidigt er Hunts indbrud i IMF’s hovedkvarter og det endelige opgør på et kørende lyntog blændende sekvenser, men desværre gør hverken Hunts modstandere, kammerater (med undtagelse af Ving Rhames’ hackergeni) eller flammer særligt indtryk. Summa summarum: En ganske habil thriller.

Der er ingen tvivl om, at “Mission: Impossible II” har seriens klart svageste historie, som især hæmmes af Dougray Scotts hamrende ineffektive skurk og den kedelige flirt mellem Hunt og en professionel tyv. Kære forfattere: Et par længselsfulde blikke er altså ikke nok til at overbevise os om, at to mennesker er faldet for hinanden. Men undervejs understreger instruktøren John Woo gang på gang sin status som en af actiongenrens største virtuoser. Under den sidste halve time er det umuligt ikke at skraldgrine over (og samtidigt beundre) det fuldkommen forrykte sansebombardement. Tempoet daler sjældent, humoren er i top, og Cruise og Thandie Newton, som spiller den førnævnte tyv, har en god kemi, der fint kompenserer for manuskriptets mangler.

J.J. Abrams’ “Mission: Impossible III” er afgjort seriens mest ambitiøse film. I en af udgivelsens medfølgende dokumentarer siger instruktøren: ”De første par film handlede meget om Ethan som spion, men ikke så meget som person”, og selvom Abrams har helt ret, formår han desværre ikke at gøre os meget klogere på, hvad der driver den kære Hunt. Filmen har lidt for travlt med at springe fra den ene (ganske vist blændende) actionsekvens til den anden. Slutningen er så kvalmende sentimental, at Abrams må have udtænkt den som en overlagt joke, men til gengæld er introen superb, samspillet mellem Hunt og hans holdkammerater tager kegler, og Philip Seymour Hoffman er direkte sensationel som psykotisk skurk. I fællesskab slår Hoffman og Cruise gevaldige gnister.

Både hver især og som samlet trilogi tildeles filmene følgende karakter:

Video

Alle tre film præsenteres i 1080p/AVC 2.35:1. Jamen dog. Ofte skal man rejse til udlandet for at finde markedets allerbedste Blu-rays, men af uransagelige årsager er det kun os i Skandinavien, der får de hidtil bedste BD-udgivelser af “Mission: Impossible”- filmene på Blu-ray. Hvor de ældre, udenlandske HD-transfers blev kodet via det noget forældede MPEG2-videocodec, er det overlegne AVC-codec blevet taget i brug her. Jeg sammenlignede de danske diske med mine engelske, men forskellen var minimal (der er dog en klarere forskel på udgivelsernes lydkvalitet, som vi kommer ind på senere), og det er en skam, for seriens første to film ser ikke så godt ud som håbet.

Den første “Mission: Impossible” ser desværre “værst” ud. Jovist, detaljerigdommen er langt større, end den er på dvd, og billedets skarphed er ofte særdeles imponerende. Men slørede billeder, pletter og mild udtværing forekommer indimellem, og til tider vakler farvegengivelsen. Hudfarverne tangerer tit orange og knaldrød – såsom i filmens første scene, hvor Tom Cruise ligner en mangeårig alkoholiker. Til gengæld har billesiden som regel en appetitlig, celluloidagtig tekstur, kontrasten er god, og edge-enhancement figurerer slet ikke.

“Mission: Impossible II” ser heldigvis bedre ud. En smule snavs og støj optræder også her, men aldrig i et direkte distraherende omfang. Kontrasten og farvegengivelsen er sædvanligvis upåklagelig, og detaljerigdommen er generelt stor – dog primært under dagsscenerne. “Mission: Impossible III” overgår begge sine forgængere med et helt igennem fænomenalt transfer. Det er lige før, man kan tælle alle de mikroskopiske skægstubbe på Cruises ansigt i nærbillederne. Billedet er knivskarpt, farverne er aldrig tilnærmelsesvis utroværdige, kontrasten er formidabel, og mængden af utilsigtet støj og snavs er lig nul. De to første transfers ville formentlig score 4 stjerner hver især, mens “Mission: Impossible III”-transferet er millimeter fra en topkarakter. Samlet set får udgivelsens videopræsentation derfor:

Audio

Hvis man køber de tre første “Mission: Impossible”-film på Blu-ray i udlandet, får man kun lov til at lægge øre til kraftigt komprimerede Dolby Digital 5.1-lydspor, men disse danske skiver huser DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor af højeste kaliber. Ganske vist er der ikke den store kvalitetsforskel på de nye og gamle HD-transfers, men kvalitetsforskellen på lydfronten er markant. DD5.1-lydsporene var faktisk fremragende, men man kan tydeligt mærke, at disse HD-lydspor har en mere solid bund, mere punch og et mere sprødt lydbillede – replikkerne, musikken og lydeffekterne kommer klarere igennem, og panoreringerne virker mere naturtro.

“Mission: Impossible” har altid haft et fremragende lydspor. Filmen benytter ikke baghøjtalerne helt så regelmæssigt som fortsættelserne, og en sjælden gang imellem klinger replikkerne lidt hult, men som regel har de en overbevisende rumklang. Især den krystalklare gengivelse af Danny Elfmans mesterlige musik er exceptionel, og togsekvensen til slut byder på noget af det mest mindeværdige lyddesign i nyere filmhistorie. Det er lige før, man kan mærke vinden ruske i nakkehårene og toget suse forbi i stuen. “Mission: Impossible II” og “Mission: Impossible III” lyder endnu bedre. Lydbilledet i begge film – som fornemt udnytter samtlige højtalere – er eksemplarisk, og samtlige lydeffekter, replikker og musikalske toner gengives med den helt rette slagkraft.

Ekstramateriale

Boksens tre skiver indeholder nøjagtig det samme ekstramateriale som de tidligere udgivelser af filmene – med én vigtig undtagelse: Den oprindelige BD-udgivelse af “Mission: Impossible 3” indeholdt to skiver, hvor den ene rummede en masse ekstra godter. Den disk medfølger ikke i denne omgang, så derfor er kommentarsporet med instruktøren J.J. Abrams og Tom Cruise det eneste ekstramateriale, som akkompagnerer seriens tredje del. Ganske vist bruger d’herrer en stor del af spilletiden på at skamrose hinanden og kollegaerne, men dette er alligevel et af de mest underholdende kommentarspor, jeg nogensinde har hørt – spækket med sjove anekdoter og kække, ironiske bemærkninger, der får lattermusklerne til at vibrere.

Disken med den første “Mission: Impossible”-film indeholder et billedgalleri, få siders tekst om filmens karakterer, to trailere, ni tv-reklamer og i alt syv dokumentarer, som tilsammen varer omtrent 48 minutter. Her er bl.a. to korte videohyldester til Cruise, som blev produceret af hhv. MTV og BAFTA-producenterne, samt en kort gennemgang af “Mission: Impossible”-franchisens historie, som desværre er noget overfladisk. Meget bedre er de dokumentarer, som fokuserer på USA’s efterretningstjenester og Tom Cruises eget, imponerende stuntarbejde. Trailerne præsenteres i knivskarp HD, mens resten af videomaterialet er blevet opskaleret.

Instruktøren John Woo har indtalt et ganske informativt kommentarspor til “Mission: Impossible II”. Han holder indimellem nogle halvlange pauser, og hans engelske accent er tykkere end cement, men han er velformuleret og hans tydelige begejstring for filmen smitter faktisk. Woo-fans bør afgjort give kommentarsporet en chance. “Mission: Impossible II”-disken indeholder også en Metallica-musikvideo, en alternativ introsekvens og i alt tretten dokumentarer, som tilsammen varer omkring 53 minutter, og som især fokuserer på filmens sensationelle stunts og actionsekvenser. Men hvorfor i alverden er her ikke Ben Stillers fabelagtige “Mission: Impossible”-sketch, som befandt sig på filmens dvd-udgivelse?