Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 158

Bedste Christopher Nolan-film?

  • The Dark Knight
    39%
  • Inception
    20%
  • Interstellar
    18%
  • Memento
    9%
  • The Prestige
    6%
  • Batman Begins
    5%
  • Dunkirk
    2%
  • En anden film
    2%

Monsters University

Originaltitel: Monsters University
Instruktion: Dan Scanlon
Medvirkende: John Goodman, Billy Crystal, Steve Buscemi, Helen Mirren, Charlie Day, Alfred Molina, Frank Oz - Læs mere
Produktionsår: 2013
Længde: 104 min.
Land: USA
Sprog: Engelsk
Genre:
Animation, Adventure, Fantasy, Familie
Links: Officiel hjemmeside, IMDb
Censur: 7 år
I biografen: 01/08-2013
På DVD: 28/11-2013
På Blu-ray: 28/11-2013
Bio-distributør: Disney
DVD-distributør: Disney

Dato: 08. December 2013   Af: Johan Albrechtsen (The Insider) - Skriv din mening i forummet

Kollegiale monstre

Engang virkede Pixar fuldkommen uovervindelige. Det pionerende filmselskab, der kickstartede 3D-animationsbølgen med "Toy Story" i 1995, var Hollywoods Carl Lewis... animationsfeltets Michael Phelps... filmbranchens Tiger Woods. Men ligesom alle tidens store stjerneatleter kunne Pixar ikke undgå at løbe ind i muren (eller i Woods' tilfælde: en brandhane efterfulgt af et træ), og den rædselsfulde "Biler" fra 2006 fik rustningen til at krakelere en smule. Perler som "Ratatouille" og "Wall•E" restaurerede Pixars renommé, men i kølvandet på den bøvede "Biler 2" og den kun jævne "Modig" fra sidste år gik Pixar pludseligt fra at være bøllen i 3D-animationsmediets skolegård til blot at være en af rollingerne. På papiret lignede en prequel til "Monsters, Inc." (bevares, en udmærket Pixar-film fra 2001, men langtfra selskabets kronjuvel) ærlig talt ikke noget kvalificeret modsvar til ærkerival-succeser som "Sådan træner du din drage" og "Grusomme mig".


Foto: Disney


Men som man siger inden for sportens verden: Formen aftager, men klassen består. "Monsters University" er banelængder bedre end "Biler 2" og en langt mere helstøbt affære end "Modig". Nuvel, her er intet, som på det kreative plan matcher en gråhåret pensionist, der flyver mod Sydamerika via et ballonfyldt hus for at realisere en livslang drøm ("Op"), eller en lille, lavmælt robot, som oplever kærlighedens væsen gennemtrænge sine kabler og kredsløb ("Wall•E"). Men det er ikke ensbetydende med, at "Monsters University" er et skridt i den forkerte retning for Pixar, selvom der klart er tale om et tilbageskridt – eller mere nøjagtigt en tilbagevenden til den mindre sofistikerede, mere simple og direkte fortællerstil, der prægede ældre Pixar-eposser som den første "Toy Story", "Græsrødderne" og, ja, "Monsters, Inc.".

Og "mere simpel" og "mindre sofistikeret" er på ingen måde ment som kritik. En varieret kost er sund, og det er på sin vis forfriskende, at "Monsters University" hverken forsøger at gå Pixars ejendommelige trendsættere i bedene eller at imitere den ulideligt barnagtige tone i "Biler"-serien. Man reflekterer ikke hulens meget over alt det forgangne, når rulleteksterne oprinder, men mens filmen kører deruda’, er man bare vildt godt underholdt – først og fremmest takket være den sprælske, skarpskårede dialog, de karismatiske karakterer og samspillet imellem dem.


Foto: Disney


Ligesom i "Monsters, Inc." følger vi monstrene Mike (en grøn, enøjet lilleput) og Sulley (et stort, blødsødent bæst). De lever i en verden befolket af sympatiske uhyrer, der skræmmer menneskebørn fra vid og sans – de kan nemlig høste energien i rollingernes skrig og bruge den som strøm. Men her i "Monsters University" har Mike og Sulley endnu ikke udviklet sig til det mægtige makkerpar i "Monsters Inc.", der sikrer monsterverdenen lys i lamperne. I stedet er de klasse(u)kammerater på monsteruniversitet, hvor der studeres skræmmeteknik. Umiddelbart kunne de ikke være mere forskellige – Mike er en pligttro læsehest, mens Sulley er en kæk dovenlars. I begyndelsen kan de ikke udstå hinanden, men hvis de skal komme helskindet gennem studiet, må de skrinlægge skænderierne og samarbejde.

Vi har set Pixar fortælle nogenlunde samme historie før – både i "Monsters, Inc.", hvor Mike og Sulleys venskab blev sat på prøve, og tilmed i "Toy Story", hvor to andre stridende personligheder, cowboydukken Woody og astronautfiguren Buzz Lightyear, langsomt indså, at et stærkt venskab kan overvinde verdens onder. Men Pixar genopvarmer den genkendelige ret, uden at anretningen kommer til at smage som kedelige rester – ikke mindst fordi de fylder tallerkenen med et væld af nye, charmerende bifigurer, der skal hjælpe Mike og Sulley med at bestå en række prøvelser i en stribe gribende, visuelt overdådige spændingssekvenser, som vækker varme minder om tegnefilmsklassikeren "Asterix indta'r Rom", hvor Cæsar tvang de gæve gallere gennem tolv prøvelser. Især under et nervepirrende, uforudsigeligt forhindringsløb skinner Pixars opfindsomhed igennem.


Foto: Disney


Men Mike og Sulley er både filmens omdrejningspunkter og dens største trumfkort – ikke mindst takket være den smittende entusiasme, som henholdsvis Billy Crystal og John Goodman har indtalt deres replikker med. Og Pixars 3D-animatorer har tydeligvis knoklet røven ud af bukserne for at overføre d'herrers kemi fra lydstudiet til filmens computerskabte rammer. Missionen er lykkedes. Sulleys fandenivoldskhed og Mikes nærmest Woody Allen-agtige neurose udgør en skæppeskøn komisk cocktail, der konstant afføder larmende latterbrøl, men filmmagerne truer aldrig med at drukne figurerne eller deres spirende venskab i punchlines. Humor og hjertevarme vejer lige meget på vægtskålen. Velkommen tilbage, Pixar.


Filmen: 5/6

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Jeg har aldrig belønnet et Pixar-transfer med færre end 6 stjerner, og "Monsters University" fortjener i dén grad også topkarakter på billedkvalitetsfronten. Farverne er så smækre og saftige, at man får lyst til at slikke fladskærmen. Hvert eneste billede er så knivskarpt, at man formentlig skærer sig, hvis man rækker ud efter flimmerkassen. Detaljerigdommen er konstant forbløffende (hvis man gad, kunne man sikkert udpege samtlige hår på Sulleys tykke, lyseblå pels). Hverken edge-enhancement, banding, støj, snavs eller andre fejl forekommer nogensinde, og kontrasten er fuldkommen fænomenal. Et fejlfrit transfer.


Video: 6/6

Foto: Disney


Audio

Det engelske Dolby TrueHD 7.1-mix er simpelthen eminent, og det disker op med den ene lækre lydoplevelse efter den anden. Hver eneste replik kommer klokkeklart igennem og har en imponerende rumklang (tjek bare ekkoet i universitetets store sal), og det samme gør hver eneste musikalske tone og lydeffekt. LFE-kanalen får masser af spillerum - især Sulleys brøl og de flyvende kugler på forhindringsbanen nyder godt af subwooferens rumlen. Og apropos de flyvende kugler, så er panoreringerne en ren nydelse – man føler vitterligt, at kuglerne flyver rundt i stuen, og der forekommer hobevis af effektive panoreringer gennem resten af filmen. Og den auditive atmosfære er fantastisk (jeg er snart ved at løbe tør for superlativer!), idet samtlige højtalere konstant disker op med subtile, raffinerede lydeffekter, der skaber fornemmelsen af, at man vitterligt befinder sig midt i figurernes livlige, computerskabte omgivelser.

Jeg lyttede også til det danske Dolby Digital Plus 7.1-lydspor. De danske stemmelæggere har leveret en udmærket kollektiv indsats, men mixet har mærkbart mindre punch end det mindre komprimerede engelske mix – jeg bemærkede bl.a., at de danske replikker ofte var mixet højere end de engelske på originallydsporet, hvorfor lydsidens andre elementer selvsagt ikke gør lige så stort indtryk på det danske lydspor. Det vil rollingerne dog formentlig være fløjtende ligeglade med.


Audio: 6/6

Foto: Disney


Ekstramateriale

Pixar producerer som regel en kortfilm sideløbende med hver eneste spillefilm, de laver, som så vises i biografen som optakt til spillefilmen. Deres seneste hedder "The Blue Umbrealla" (7 min.) og handler, som titlen antyder, om en blå paraply, der forelsker sig i en rød artsfælle midt under et stormfuldt uvejr. En ganske sød, lille sag. Derudover har instruktøren/manuskriptforfatteren Dan Scanlon, produceren Kori Rae og historiesupervisoren Kelsey Mann i fællesskab indtalt et interessant, informativt kommentarspor til filmen. Vi hører bl.a., at allerede da "Monsters, Inc." blev lavet, overvejede man at fortælle historien om Mike og Sulleys første møde. Og trioen tager endda hånd om "du har været misundelig på mit udseende siden 4. klasse"-replikken fra den første film, som jo umiddelbart modsiger "Monsters University", hvor vi ser, at monstrene først mødte hinanden på universitetet. Fans bør afgjort lytte kommentarsporet igennem.

Derudover indeholder skiven trailere til "Frost" (traileren er en herlig lille kortfilm i sig selv), Blu-ray-udgivelsen af "Mary Poppins" samt videospillet "Disney Infinity". Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Hvis man køber 3D-udgivelsen af "Monsters University" på Blu-ray får man en ekstra skive med i købet, der bl.a. indeholder en stribe dokumentarer og adskillige minutters slettede scener. Men vi fik stillet 2D-udgaven til rådighed, så vi kan desværre ikke udtale os om kvaliteten af alt det ekstra ekstramateriale.


Ekstramateriale: 3/6

Foto: Disney



Samlet oversigt: Monsters University

Filmen5
Video6
Audio6
Ekstramateriale3

Jeg var positivt overrasket over "Monsters University". Ovenpå den frygtelige "Biler 2" og den blot nogenlunde "Modig" havde jeg vitterligt ikke forventet, at en prequel til den 12 år gamle "Monsters, Inc." ville være filmen, der genetablerede min tiltro til computertroldmændene hos filmselskabet Pixar. "Monsters University" er ikke just gennemsyret af overraskelser, men den bugner til gengæld af charme, visuelt overskud og computerskabte charmetrolde. Filmen ser monstergodt ud på Blu-ray, og skivens lydspor imponerer også enormt. Kvantiteten af ekstramateriale er ikke ligefrem høj, men det er kvaliteten heldigvis. Men fans bør bestemt gå efter 3D-udgivelsen af filmen, der indeholder langt flere ekstra godter.

Se også: Filmz TV: Pixar-tema



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Gennemsnit: 4.70 (10 stemmer)