Ikke så skide godt, Egon

I en af scenerne i “Olsen Banden – på de bonede gulve” opremser Yvonne de mange ting, der er unikt og værdifuldt dansk, og som tilskuer er det let at få den tanke, at hvis det ikke var, fordi vi befandt os i en af filmene, ville Olsen Banden selv være et oplagt bud på noget, hun kunne nævne.

Den lille bande er for længst blevet en institution og med det også en af de største pengemaskiner i dansk film. Det er der så foreløbig kommet bl.a. fjorten film, en musical og en julekalender ud af, men dermed er forsøgene langt fra ovre, og med dette værk kan vi også føje en animationsfilm til listen. At de højtelskede films ukuelige charme stadig holder pænt, har man senest kunne konstatere fra den række genudsendelser, der har været af dem i fjernsynet, men om den charme kan oversættes til animationsverden er dog mere tvivlsomt.

Selve handlingen ligner de fleste af de andre films til forveksling. I starten begås et kup, som selvsagt ender med, at Egon atter ryger bag tremmer, og da han løslades, er det som sædvanligt med en plan til mange millioner. Den fjer, som H.C. Andersen skrev sine eventyr med, skal sælges til japanerne for at finansiere et våbenkøb, og Egon har udtænkt, hvordan de kan stikke af med pengene.

I et forsøg på at gøre Olsen Banden moderne har man opdateret virkeligheden til nutidens Danmark, mens de tre hovedpersoner stadig ligner sig selv og fortsat er iført deres spraglede jakker med tilhørende slips og butterfly. Det var ganske vist allerede et anakronistisk træk i de oprindelige film, men eftersom de fleste andre i “Olsen Banden – på de bonede gulve” er i moderne tøj, virker de nu endnu mere som en samling særlige. Omkring dem er virkeligheden i fuld gang, og filmen tager anløb til et par satiriske skud. De tæller bl.a. Anders Fogh Rasmussen, som optræder i rollen som statsminister, og kulminerer i en scene, hvor Olsen Banden bryder gennem partirummene i folketinget, ligesom de gjorde i “Olsen banden ser rødt”, hvor det blot var Det Kongelige Teater, der stod for skud. Enhedslistens lokaler viser sig at ligne et bz-hus, de radikales er en stor Cafe Latte-maskine osv. Bevares, det er da lidt sjovt på en temmelig forudsigelig måde, man det mangler det grovkornede bid, som f.eks. Axel Strøbys kyniske betragtninger om storpolitik havde.

Når man tager springet fra en “rigtig” film med levende skuespillere til animation, giver det nogle andre muligheder end de sædvanlige, man det er faktisk ikke frygtelig meget, man har fået ud af springet. Humoren er blevet mere fysisk, hvilket ikke nødvendigvis er en fordel, og dialogen føles mest af alt som en slags greatest hits-genbrug af ting, man tidligere har hørt i de forskellige andre film. I forhold til udenlandske animationsproduktioner ser filmen selvsagt ikke ud af meget, selvom en sekvens med et varmesøgende missil er ganske veludført. At filmen ligesom alle andre animationsfilm er i 3D bidrager ærlig talt ikke med noget særligt, men til gengæld fordunkler det farverne og får filmen til at fremstå mere mørk, end den formodentlig var tænkt. Det er et virkeligt dårligt bytte.