Paranormal Activity

InstruktionOren Peli

MedvirkendeKatie Featherston, Micah Sloat, Mark Fredrichs, Ashley Palmer, Amber Armstrong, Randy McDowell, Tim Piper

Længde86 min

GenreGyser

IMDbVis på IMDb

I biografen04/12/2009

Anmeldelse

Paranormal Activity

4 6
Verdens uhyggeligste film?

Tilbage i 1999 kom en film, som gav gysergenren et forfriskende pust. “The Blair Witch Project” hed filmen, som skræmte folk fra vid og sans og blev den bedst sælgende film nogensinde set i forhold til produktionsomkostningerne, som lød på sølle 22.000 dollars. Hvad var så opskriften på denne uomgængelige succes? Jo, man bildte såmænd bare publikum ind, at optagelserne var ægte. Og folk hoppede på den. Det er nu 11 år siden. En ny generation, som ikke nødvendigvis kender til “The Blair Witch Project”, er kommet til, og konceptet kan dermed gentages. Denne gang med et endnu mindre budget, men til gengæld langt mere skræmmende.

Hele livet har Katie været forfulgt af mærkelige, overnaturlige hændelser. Hendes elektronikbegejstrede og skeptiske kæreste, Micah, beslutter sig for at dokumentere de skumle, natlige hændelser, som plager Katie – om ikke andet så for at få lov til at købe et nyt videokamera. Der går ikke længe, før han får noget i kassen, men endnu ikke noget, han ikke mener at kunne forklare videnskabeligt. Meget imod Katies vilje begynder Micah at fremprovokere voldsommere hændelser, og inden længe må parret indse, at de kæmper mod stærkere kræfter, end de kan håndtere.

“Paranormal Activity” er som sagt skudt ud fra samme opskrift som “The Blair Witch Project”. I begyndelsen informeres seeren om, at filmen består af de videoklip, som blev fundet i parrets hus. Og her er virkelig tale om en god gang hjemmevideo, med alt hvad den slags medfører: dårlige kompositioner, rystede og håndholdte kamerabevægelser, underbelyste billeder osv., som samlet giver filmen netop det udtryk, historien kræver.

En så effektløs og nøgen fortællestil kræver overbevisende skuespil, idet de elementer, vi normalt forventer af en biograffilm, er barberet helt og aldeles væk. Begge hovedroller påtager deres ansvar og gør det med bravour. Man er aldrig i tvivl om, at Katie er skræmt fra vid og sans i en grad, så hun med jævne mellemrum synker ned i en depressiv tilstand, der frarøver hende enhver lyst til at fortsætte kampen mod de overnaturlige kræfter. Ligeledes formår Micah Sloat at portrættere sin karakter af samme navn med den fornægtende attitude, som kendetegner hardcore-rationalister og empirister.

Gysergenren har altid været lidt af en udskældt outsider, idet konceptet om det uhyggelige varierer så meget fra person til person, at netop det, som én finder skræmmende, finder en anden plat og ufrivilligt komisk. Samtidig må filmindustrien kæmpe med et stadigt mere forhærdet publikum, som ikke lader sig skræmme af hvad som helst. “Paranormal Activity” er gået i en anden retning end mainstream-Hollywood, som ofte udpensler for mange ting for publikum. Filmen gør i stedet brug af antydninger, så der stadig overlades noget til seerens egen fantasi. Det fungerer langt bedre, da det er betydeligt nemmere at piske en stemning op i sit eget hoved end i andres.

Første gang, man ser “Paranormal Activity”, er det let at blive skræmt halvt ihjel, hvis altså man er typen, som reagerer på gys i denne genre. Det er det også anden gang. Men nogen langtidsholdbar film er den ikke. Ser man bort fra konceptet og skærer ind til benet, er der ikke meget historie, og karaktererne er – trods skuespillernes flotte præstationer – ikke interessante nok i længden. Men gyserfilm bygger nu engang ofte på det flygtige chok, som ikke nødvendigvis holder i flere omgange, og ud fra det synspunkt leverer “Paranormal Activity” så absolut varen. Og så er det jo også dejligt engang imellem at få bekræftet, at man ikke behøver en formue for at lave gode film.
Video

Ironisk nok byder filmen med sine halvgrimme hjemmevideo-billeder på et fint transfer. Farverne står klart, kontrasten er stabil, edge-enhancement er totalt fraværende, og skarpheden er rimelig. Eneste komprimeringsfejl er en del banding i skyggerne og digital støj i de mørke scener, men det passer ind i stilen og er derfor ikke en gene.

Audio

Dolby Digital 5.1 og DTS 6.1. Hvordan uddeler man en karakter til et lydbillede, som er designet til at lyde amatøragtigt? Havde lyden været bedre, ville filmen blive utroværdig. Udover et velplaceret bump og en lavfrekvent drone i sub’en gøres der kun brug af stereokanalerne. De lyder fint, men naturligvis ikke bedre, end hvad en god kameramikrofon kan præstere. Set ud fra filmen som helhed er lyden perfekt, men hørt med den audiofiles kritiske og 5.1-tunede ører må den siges at være temmelig dårlig. Karakteren må i sidste ende blive et kedeligt kompromis.

Ekstramateriale

På dvd’en kan man få lov at se filmens alternative slutning. Den er en tand bedre end den originale, men faktisk findes der en helt tredje slutning, som af en eller anden grund ikke er inkluderet. Det er ærgerligt, for det er langt den bedste.

“Paranormal Activity”, som af flere bliver kaldt verdens uhyggeligste film, er tilsyneladende en af de film, som deler vandene: Nogle bliver skræmt så voldsomt, at natten derpå bliver søvnløs, andre synes, den er røvkedelig. Undertegnede er blandt de første. Det er herligt at se en film med så ekstremt lavt et budget få så meget succes, ja, endda opnå klassikerstatus på rekordtid. Det viser blot, at essensen af den gode film er en holdbar ide. At man så vælger at påklistre den værste af de tre slutninger kan være lidt svært at forstå, men fred være med det. Dvd’en vil uden tvivl pynte i enhver gyserfans samling, hvor den vil overstråle film med budgetter, der er flere tusinde gange større.

Paranormal Activity

6 6
Spielbergs værste mareridt

Historien om, hvordan den nye low-budget-gyser “Paranormal Activity” gik fra at sidde på instruktøren Oren Pelis hylde og samle støv i to år til at skræmme livet af millioner af biografgængere i USA, er næsten lige så fantastisk som filmen selv. Skal man tro på de rygter, der er sevet ned fra Hollywoods bakkehøjder, så begyndte lavinen først at rulle, da Steven Spielberg fik fingrene i den kun 15.000 dollar dyre film.

Angiveligt tog Spielberg filmen med sig hjem, blev skræmt fra vid og sans og vendte tilbage til studiet dagen efter med filmen forseglet i en skraldepose – overbevist om, at den var besat. Resten er, som man siger, historie, men spørgsmålet er selvfølgelig, om Hollywoods aldrende guldæg virkelig blev så skræmt af denne indie-gyser, eller om det hele blot var et led i en genial markedsføringskampagne? Efter at have set “Paranormal Activity” er jeg næsten overbevist om, at der er en vis sandhed i rygtet, for filmen formåede at gøre noget, som ingen anden gyser har gjort for mig i rigtig mange år: At hjemsøge mine drømme, få mig til fare op over den mindste lyd inde fra soveværelset og efterlade nogle uafrystelige billeder i min hukommelse. Altså alt det, som en rigtig god gyserfilm skal gøre.

Den krybende uhygge, der får det til at løbe én koldt ned af ryggen, mens man holder vejret og forbander stilheden langt væk, har i mange år været gemt væk i gysergenren til fordel for afskårede kropsdele og skrigende blondiner i våde, gennemsigtige t-shirts. Men dette ser “Paranormal Activity” nu ud til at lave om på. Den besidder nemlig den sjældne evne til at lade uvisheden og stilheden blive publikums værste fjende. Den flår ikke døren op til monstret i skabet og skriger: ”Her er det, kom og se!” I stedet åbner den langsomt og tålmodigt ind til det uvisse i mørket og gør os i lang tid usikre på, om der overhovedet er noget monster derinde.

I den henseende har den meget mere til fælles med klassikere som “Rosemary’s Baby” og “Exorcisten” end føromtalte torture porn-eskapader, og det gør ironisk nok filmen vanvittigt forfriskende. Historien om det unge par, der beslutter sig for at sætte et overvågningskamera op i deres soveværelse, efter at mystiske og uforklarlige ting er begyndt at udspille sig i de sene nattetimer, er intet mindre end fremragende eksekveret. Det er ikke, fordi fortællingen i sig selv er specielt banebrydende eller original. Det er den tålmodighed, der bliver udvist over for karaktererne og spændingen i hver en scene, som gør “Paranormal Activity” til så uhyggelig en oplevelse. Den håndholdte, dokumentariske stil, der er gennemgående i hele filmen, er ikke blot med til at give scenerne en krybende uhygge. Den gør også, at man kommer tæt ind på livet af de to hovedpersoner og bekymrer sig om, hvad der sker med dem.

Filmens største genistreg må dog være brugen af det stillestående, observerende kamera i soveværelset. Det er intet mindre end genialt fundet på at bringe uhyggen helt ind i vores mest hellige og trygge gevandter – nemlig der, hvor vi lægger hovedet trygt på puden og lader søvnen overmande os. Det skal ikke afsløres, hvad der præcist sker på disse gruopvækkende optagelser, men lad mig blot konstatere, at “Paranormal Activity” kan gøre for soveværelset, hvad “Dødens gab” gjorde for havet.

“Paranormal Activity” formår egenhændigt at blæse nye vinde ind over en træt og træg gysergenre, og den gør det så forbandet godt, at når hårene i nakken først har rejst sig, så lægger de sig ikke ned foreløbigt. Så gør som Spielberg: Se filmen, lad dig skræmme halvt til døde, og spred ordet om, at årets gyserfilm er landet. Og læg dig så trygt til at sove med lyset slukket. I dare you!

Kort om filmen

Det unge par Katie og Micah er for nylig flyttet ind i et lille hus, hvor de kort efter begynder at mærke nogle forstyrrelser. Der er… noget. En skabning, en tilstedeværelse, som måske, måske ikke er af dæmonisk karakter. Den er mest aktiv om natten, når parret sover. Eller rettere sagt, når de prøver at sove. Katie har mærket dette skræmmende fænomen, lige siden hun var lille, og det er også som om, at skabningen er mest interesseret i Katie. Micah har købt et dyrt videokamera for at dokumentere hele forløbet, og snart bliver han besat af tanken om at opklare mysteriet. Kameraet optager alt, hvad der sker i soveværelset om natten. Og det bliver værre og værre…