Stilhed før en aflyst storm

Vil man have noget gjort, skal man altid spørge en mand, der har travlt. For meget tid og plads leder til en slags lammelse af hjernen, så selv de mindste opgaver bliver udskudt til et andet tidspunkt. Snart, men ikke lige i dag. Ligesom da eleverne spørger skolelæreren Hugi, hvad han skal bruge sommeren på, så kan sukket nemlig høres over hele den lille landsby. Ferien bliver hård og lang lediggang, men i Hafsteinn Gunnar Sigurðssons fine komediedrama også et håbefuldt vendepunkt.

Hugi, der er flygtet fra Reykjavik efter et slemt brud, står dødstille. Selv om scenerne er langsomt bygget op, udpensler de lynhurtigt hans problemer. Han mangler retning i sit liv. Forsøget på at tage tyren ved hornene virker halvhjertede. En træt lærer. En vattet elsker. Det umotiverede tredje medlem af lillebyens ikke særligt Anonyme Alkoholikere. Björn Thors er dygtig til hele tiden at kigge væk eller på sine sko. Den tyste nordiske knudemand skildres, så vi på samme tid holder af ham og har lyst til at give ham et los i røven.

Men så vader far ind i byen og ind i den lille trekant af sammenfiltrede relationer, der udgør det gamle fiskerleje. Helgi Björnsson spiller klicheen på en læderklædt verdens- eller sydøstasiensmand, der sikkert vækker en særlig meta-genklang i Island, hvor han er en populær rocksanger. Hjemvendt fra Thailand med en slap pik og en udadvendthed, der kun kan pisse indadvendte sønner af, gør han sit bedste for at være ansvarsløst godt selskab. Han overtager halvkæresten Erna og tvinger Hugi til at bygge en terrasse med udsigt til fjeldet.

I virkeligheden er han syg på samme måde som de fleste andre i en flække, der ikke byder på så mange biografpremierer og kulturdage. Alkohol siver ind i alle sammenhænge, og den lille by lader til at være konstant tømmermændsramt. Hovedet skylles væk i svømmehallen eller i den næste øldåse. Alle er hele tiden lidt trætte, hvilket afspejles i en mat farvesammensætning og i Prins Polos sumpede dansemusik.

“Paris of the North” veksler de ubehagelige scener fra pubben med absurde deadpan-øjeblikke, så der opstår en særlig træg melankoli. En følelse af tunge støvler i mudret sand. Man kan godt følge Hugis slumrende vrede og hans ansvarsfølelser konkretiseret i forholdet til Ernas søn, hvis far holder sin alkoholisme fra døren med bongsugning og talentløst basspil. De forkrampede følelser, som må opstå et sted, hvor alle nærmest er i familie, er på en gang pinefulde og morsomme, og især Hugi og Ernas sårede forsøg på et kærlighedsforhold giver små træk i tårekanalen.