Play

InstruktionRuben Östlund

MedvirkendeKevin Vaz, Yannick Diakité, John Ortiz, Abdiaziz Hilowle, Sebastian Hegmar, Nana Manu , Sebastian Blyckert , Peggy Johansson, Tobias Åkesson , Anas Abdirahman

Længde118 min

GenreDrama, Krimi

IMDbVis på IMDb

I biografen16/08/2012


Anmeldelse

Play

6 6
Socialrealisme når det er bedst

Midt under den berømte og berygtede voldtægtsscene i Gaspar Noés franske “Irrevérsible” dukker en mand pludseligt op for enden af den tunnel, hvor den brutale forbrydelse foregår. Men da han ser, hvad der sker, bryder han ikke ind, men vender sig i stedet om og går igen. Ruben Östlunds “Play” er et mesterværk af samme kaliber og ligeledes en film, der både skildrer forbrydelser og apati på en facon, der går lige i solar plexus. Östlunds perle er uhyre intens, ekstremt troværdig og (ikke mindst) særdeles relevant.

Filmen er baseret på instruktørens egen efterforskning af nogle småtyverier, der engang foregik i svenske Göteborg. Her brugte små børnebander skuespil som redskab til at stjæle mobiltelefoner og andre småting fra jævnaldrende unge – eksempelvis ved at påstå, at ens lillebror havde fået stjålet en mobil magen til ofrets telefon. Det er røveri uden brug af vold. I “Play” følger vi en sådan gruppe kriminelle rollinger, der netop benytter sig af “lillebror-tricket”, men vi følger lige så meget de børn, der udsættes for røverierne. Filmen formår på forbløffende vellykket vis at skildre begge grupper uden at falde i den fælde, som nordisk socialrealisme ofte gør, hvor man slet og ret reducerer alle parter til ofre, hvilket tit får den konsekvens, at filmen udvander sig selv.

“Play” balancerer elegant på grænsen mellem fiktion og dokumentar – ikke blot fordi den er så tæt på at være en autentisk rekonstruktion af virkelighedens hændelser, som det har været muligt for Östlund at iscenesætte (han er i øvrigt en erfaren dokumentarist), men også på grund af dens stil. Afstanden mellem kameraet og karaktererne er ofte stor, og kameraet er samtidigt meget observerende, hvorved filmen opnår en forbløffende realisme, der vitterligt får tilskueren til at føle, at begivenhederne reelt finder sted, og at karakterene ikke selv ved, at det hele filmes.

Sideløbende med den primære historie overværer man en episode, der udspiller sig i et svensk Øresundstog på vej fra Göteborg til Malmø. Nogen har efterladt en vugge i toget, hvilket skaber nogle problemer for konduktøren. De fem-seks scener med vuggen som omdrejningspunkt er alle filmet med det samme kamera, som er placeret på togets førsteklasseskupé, og scenerne består hver især af blot af én lang indstilling. Selvom det nok er de rodløse unger, der har efterladt vuggen, leder symbolikken unægteligt tankerne hen på efterladte børn og forældresvigt.

Og det er i bund og grund filmens temaer. Vi følger nogle børn, der begår vold af en særlig og særligt frygtelig karakter i et samfund befolket af voksne mennesker, der ser det hele ske uden at skride ind. De voksne er konstant til stede – de går tur med hunden, motionerer, shopper, arbejder, taler i telefon eller læser avis, og den meget bevidste og markante brug af disse aktive, selvfikserede voksne i baggrunden gør det meget oplagt også at tolke filmen som et stykke velserveret samfundskritik. Selv til sidst, hvor man et kort øjeblik frygter en unuanceret slutning, tilføjer Östlund et pragtfuldt prik over i’et, der vitterligt får os til at overveje, om det egentlig er det veletablerede samfundslag, som er det øverste led i hakkeordenen.

“Play” er socialrealisme af højeste karat. Den er aldrig hverken prædikende eller dogmatisk, og samtidigt forsøger den ikke at være så neutral og upartisk, at den bliver direkte uvedkommende. Dertil skal det siges, at børneskuespillet er fuldkommen upåklageligt, og instruktørens brug af en dokumentarlignende æstetik styrker kun filmens slagkraft. Der er vitterligt ikke en finger at sætte på denne fabelagtige film, som bliver ved at rumstere i bevidstheden, længe efter man har forladt biografen. Jeg er tilmed overbevist om, at man bliver et klogere menneske af at se “Play”. Hvor mange film kan prale af sådan en bedrift?


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Uden brug af hverken fysisk vold eller trusler, men med manipulerende retorik og rollespil klarede en lille gruppe unge drenge med indvandre-baggrund i mere end 40 tilfælde at røve jævnaldrende i Göteborg. Baseret på disse virkelige hændelser har Ruben Östlund lavet en fascinerende og til tider humoristisk film, som detaljeret skildrer et af røverierne. Filmen følger tre unge drenge, som presses stadig længere ind i en situation, de ikke kan komme ud af.