The Postman’s White Nights
Udgivet 16. sep 2015 | Af: paideia | Set i biografen
“The Postman’s White Nights” foregår i en søvnig, lille landsby langt ude på en lille ø i Rusland. Længere ude, end vi kan komme eller forstå i Danmark. Helt derude, hvor naturen bliver underligt besjælet, og alting begynder at opløses. På civilisationens yderste overdrev. Her er Lyokha postbud. Han er den lille landsbys eneste kontakt til omverdenen og den person, der binder alle sammen. Men det er ikke ham, der spiller den centrale rolle. Den altdominerende hovedrolle udgør landskabet og naturen, der er tavst vidne til en lille flok menneskeskæbner.
De sørgelige og ensomme eksistenser i landsbyen er omgivet af et overjordisk smukt landskab, som filmens fotograf formår at give så meget karakter, at den bliver en central del af udtrykket. I en mindeværdig scene tager Lyokha drengen Timka med ud til et sted, hvor det siges, at en heks har sin bolig. Båden glider langsomt gennem vandet, mens lyset forsvinder imellem bladene, og cikadernes larm bliver mere og mere udtalt. Fotografen kender tydeligvis sin kunsthistorie, for der er indstillinger, der er som taget ud af den store russiske symbolist, Nesterovs, billeder. Kontrasten mellem den sublimt smukke natur og de barske realiteter, som filmens figurer må gennemleve, gør stemningen spændt og trykkende lige til slutningen.
Det er også i de scener, at det samfundsmæssige budskab kommer frem, da byen fremstår kold, larmende og overfladisk sammenlignet med landsbyens udsigtsløse, men dog ægte samfund. Jeg skal ikke afvise, at dette sociale engagement også er grunden til, at skuespillerne for størstedelen er amatører, der i en lang casting er blevet håndplukket til at skildre personer, som man må formode, de har et nært kendskab til. Timur Bondarenko, der spiller Irinas søn, er dog professionel, og han er mildt sagt en åbenbaring. Lyokha skal være en mut, tilbagetrukken og lukket karakter, hvilket Aleksey Tryapitsyngør glimrende, men det er Timur, der formår at trække ham ud og gøre ham til en karakter, vi trods alt kommer til at holde af.
“The Postman’s White Nights” minder på mange måder om “Leviathan”, der havde premiere i januar. Begge foregår i isolerede områder af det moderne Rusland og udstiller en provins, der er ladt i stikken af centraladministrationen. Modsat den sidstnævnte film giver postmanden os dog en lille smule lys til sidst. Den store natur, Moder Rusland i egen høje majestæt, står stadig som garant for den russiske folkesjæl. Og det i en film, der ved første øjekast ikke byder på sindsoprivende oplevelser, men i kraft af sin neddæmpede æstetik og smukt opbyggede stemning kommer til at virke så desto meget stærkere, når man først giver den en chance.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet