Stjernepsykopat

Forbrydernes brutale verden udspilles på flydende fransk i “Public Enemy No. 1 – Part 1”, der fortæller den grumme historie om Frankrigs mest berømte og berygtede gangster: Jacques Mesrine.

Mesrine var en grusom, sygelig og frygtindgydende herre, men ligesom fortidens forbrydere såsom John Dillinger og Al Capone så satte han pris på rampelyset, og takket være utallige opsigtsvækkende bedrifter blev han noget af en medieskabt sensation, som i dele af pressen endda blev betragtet i et vist romantisk skær. Ikke ulig terroristerne i den biografaktuelle “Baader Meinhof Komplekset” var sandheden om hans gerninger dog ikke ligefrem charmerende.

Sin første smag for vold og ondskab får han i Algeriet, hvor han som en del af de franske styrker bruger særdeles hårde metoder ved afhøringen af mistænkte. Her er grumsomhederne legale, og da han vender tilbage til Frankrig, er det som en koldblodig morder, der ikke viger tilbage for noget. Han vender sine forældre og deres småborgerlige liv ryggen, og i stedet træffer han gangsterbossen Guido, der snart tager ham under vingerne, og inden længe er Mesrine en dristig røver. Da han møder den kønne Sofia og bliver far for første gang, synes hans lykke gjort.

Sådan kommer det dog ikke til at gå, og en af styrkerne ved “Public Enemy No. 1 – Part 1” er, at den ganske uden omsvøb og uden undskyldninger afbilleder Mesrine som det viljefaste, men grundlæggende syge menneske, han er. Han er en person, hvor de almindelige grænser for rigtig og forkert adfærd simpelthen ikke gælder. Eller sagt på en anden måde: En komplet psykopat. Hvordan han er blevet sådan, får vi ikke at vide, og filmen forsøger sig da heller ikke med et nærmere psykologisk portræt. Vincent Cassel bærer rollen med en overbevisende naturlighed og gør Mesrine til en figur ikke ulig Al Pacinos rolle som Tony Montana i “Scarface”. Man bryder sig ganske vist ikke om ham, men man forbliver af en eller anden årsag alligevel sært fascineret. Stærkt seværdig er også Gerard Depardieu som den sleske gangsterboss, der bliver en slags læremester for Mesrine.

Filmens første del er en serie – til tider lige lovlig – springende fortællinger, hvor vi ser små episoder fra Mesrines omvæltende liv. Tempoet er højt, og enkelte figurer bliver aldrig andet end hastigt berørte klicheer, men da et kup går galt, og han anbringes i et højsikkerhedsfængsel, sættes fortælletempoet ned.