Druk, sex og ublide opvågninger

Det er ikke let at være teenager. På den ene side har man den alderstypiske skyhed og følsomhed at døje med, og på den anden raser hormonerne og driver en på jagt efter det modsatte køn – og ens succes på den front afhænger netop ofte af, om man er i stand til at undertrykke den førstnævnte generthed.

Der er ikke noget at sige til, at de fire unge i “Scoreturen” synes, at hverdagen kan være noget anstrengende og derfor ser en fælles ferietur til Kreta som en mulighed for omsider at slippe tøjlerne. Her får de at vide, at pigerne er vilde i varmen, og at det derfor for en gangs skyld vil være muligt for knægtene at opleve noget held i jagten på hunkønnet. Her skal der festes, drikkes igennem og nedlægges til den helt store guldmedalje.

Virkeligheden har det dog med at vælte ned over en, når man mindst venter det, og de fire naive forstadshelte må snart sande, at det ikke nødvendigvis er meget lettere at score, blot fordi man er rykket sydpå, og at det hotel, de er blevet indlogeret på, ikke ligefrem ligner det i brochurerne. For den begavede, men hæmmede Will, den løsslupne, men kiksede Jay, den selvsikre, men blæste Neil og den ulykkeligt forelskede Simon bliver det på mange måder en prøvelsernes tur.

“Scoreturen” er baseret på tv-serien “The Inbetweeners”, og fungerer – ikke ulig “Sex and the City”-filmene – som en slags kulmination på tv-føljetonens fortælling. Man skal dog ikke lade sig afskrække af et manglende kendskab til serien, for selvom undertegnede aldrig havde set så meget som ét minut af tv-serien, fungerede filmen glimrende som en uafhængig historie. Det er kun i indledningen, at man bemærker, at der bliver brugt for megen tid på figurer, som er temmelig ligegyldige for filmens handling – så snart holdet ankommer til Kreta, er tavlen dog vasket ren.

Selve historien ligger sig lunt i svinget på film som “Tømmermand i Vegas”, “American Pie” og “Superbad”, men eftersom denne film er engelsk, har den – ligesom den danske “Klovn” – den fordel, at den er befriet for den trættende moralisering, der ofte gennemsyrer amerikanske ungdomsfilm, og i stedet går direkte til biddet med en velkommen skarphed og grovhed. Her er både lort, internet-porno og nøgenhed nok til at bevirke en masse chokeret latter, og selvom nogle vittigheder falder til jorden med et brag – en af fyrenes forsøg på at sælge sit tøj er så fortænkt og forudsigeligt, at man end ikke trækker på smilebåndet – så er der mindst lige så mange, der efterlader en klukkende af grin. Samtidig gavnes filmen betragteligt af Wills fortællerstemme, hvis evige sarkasme og rammende observationer af såvel englænders adfærd som selve ferieindretningen utvivlsomt vil vække minder hos enhver, der nogensinde har været på ferie i en tilsvarende turistfælde. Det græske turistråd vil nok helst fortrække, at så få som muligt ser filmen.