På tegnebrættet har “Skæbne sporet” sikkert lignet en glimrende ide. Slutresultatet er – alt andet lige – imidlertid noget gudsjammerligt hø, først og fremmest fordi manuskriptet tydeligvis har været udsat for en yderst sjusket behandling.

Men det er nu ikke det eneste skudsmål, der kan udsættes på “Skæbne sporet”. Det virker ærlig talt lidt for nemt at lave en film om et far-datter forhold, der mildt sagt er krakeleret på grund af en årelang adskillelse. For det er nu engang baghistorien for Grace (Camille Summers) og hendes far, Gary (Julian Sands), der – blandt andet – ernærer sig som tilflyttende geolog i en gold flække på det afrikanske kontinent.

Grace har i mange år boet i London, men efter morens død er hun vendt tilbage for at blive genforenet med sit fædrende ophav. “Skæbne sporet” tager imidlertid en dramatisk drejning, da Gary efter en optimistisk flyvetur under uvejrsomme forhold styrter ned og havner i kløerne på en flok guerillasoldater, der ser ham som deres vej ud af fattigdom – men i første omgang blot som sporhund til de diamanter, der skulle befinde sig under ørkensandet.

Herfra sætter Grace – i første omgang på egen hånd – ud for at finde faren, som hverken lokalbefolkning eller udøvende myndigheder altså evner at opspore. Undervejs kommer drukkenbolten Kadjiro (Eriq Ebouaney) til, og sammen krydser det umage makkerpar den sandfygende ørken med et spinkelt håb om at finde Gary i live.

Det er påfaldende, at en film af denne kaliber ikke har været udsat for bedre forberedelser. Æstetisk er der nemlig intet at udsætte. De panoramiske vidder, store afstande, og den afrikanske savanne agerer eminent rygstød til filmens fysiske spillerum, der fortællemæssigt overhovedet ikke hænger sammen. Faktisk skal man hen imod filmens afrunding, hvor dramaet for alvor intensiveres, før fortællingen får en medrivende kant.

Og det mærkes også på skuespillerne. Det er ikke til at nævne én eneste af de medvirkende, der blot gør en hæderlig figur alene af den grund, at det ikke forekommer. Men det tror da også pokker. Replikkerne er i den grad overgejlede one-liners, der er så højtravende lommefilosofi, at man må tage sig til hovedet i ren og skær væmmelse. At filmen så også kæmper med en lang række fortællemæssige kvaler gør kun ondt være.

De fysiske rammer har uden tvivl være ideelle for “Skæbne sporet”. Men meget tyder på, at der er blevet spekuleret lidt for meget i det lækre look og ditto lyd, mens selve historien altså ikke har fået samme kærlige behandling. Havde den det, kunne instrukør Eric Vallis nyeste film muligvis havde lidt en bedre skæbne.

VideoDer er til gengæld ikke tvivl om billedsidens fremragende kvaliteter. Med et anamorphic widescreen 2.35:1 format og den afrikanske natur som bagtæppe, er det da også medvirkende til at trække filmen op på et lidt højere niveau. Der er ikke nævneværdige eksempler på digitale forstyrrelser eller uskarpheder, hvorimod billederne står skarpt og er af meget høj kvalitet.

AudioOgså lyden fremstår med sine engelsksprogede Dolby Digital 5.1 og Dolby Surround 2.0 lydspor ganske fortræffelige. Således kommer lydkulisserne ud i alle kanaler, og der gøres flittigt brug af stemningsskabende lydeffekter, der vitterligt insinuerer og giver fornemmelsen af at befinde sig på det afrikanske kontinent.

EkstramaterialeDer er, ud over trailers for “The Science of Sleep”, “Little Miss Sunshine”, “Heartbreak Hotel” og “Snow Cake”, ikke det mindste ekstramateriale at komme efter. Det larmende fravær er efterhånden mere blevet reglen end undtagelsen og tyder på, at der altså ikke længere – i samme grad i hvert fald – satses på den slags.