Hæderlig science fiction-underholdningGanske vist er det en skam, at den anden årgang af den populære science fiction tv-føljeton “Stargate SG-1” ikke byder på meget nyt under solen, men i det mindste er underholdningsværdien nøjagtig lige så høj som i sidste omgang.

De fire opdagelsesrejsende oberst Jack O’Neill, Dr. Daniel Jackson, kaptajn Samantha Carter og rumvæsnet Teal’c, som sammen udgør det hæderfulde SG-1-team, drager fortsat uge efter uge igennem den såkaldte Stargate-port, der forbinder Jorden med et væld af galaksens planeter. Heldigvis spilder soldaterkammeraterne ikke længere megen tid på rekognoscering. Holdet har for travlt med at forhindre et forestående angreb af de magtfulde Goa’uld-væsner, og konfrontationer mellem disse krigeriske bæster og seriens menneskelige helte udgør omdrejningspunktet i størstedelen af årgangens episoder. Blandt sæsonens vigtigste begivenheder er SG-1-folkenes møde med modstandsbevægelsen Tok’ra, der bliver menneskehedens vigtigste allierede i konflikten.

Nej, der bliver ikke ligefrem sparet på de spøjse termer og kringlede redegørelser i “Stargate SG-1”. I sin iver efter at skabe sit eget enorme, mytologiske univers på kort tid, tripper serien undertiden over sit eget ambitionsniveau og kommer af og til tæt på at virke prætentiøs. Lidt for ofte serveres publikum for lange, højtravende taler af pompøse figurer, der ligesom deres monologer er utroværdige og uinteressante. Og det er yderst sjældent, at seriens forsøg på at ruske i tårekanalerne gør indtryk. Alt for mange ligegyldige karakterers pludselige dødsfald suppleres af patetisk klaverspil og nærbilleder af utroværdig klynkeri fra de ellers talentfulde skuespillere.

Men heldigvis har seriens bagmænd en lang række esser i ærmet. Når serien ikke forsøger at præstere mere, end dens vingefang kan bære, mønstrer den nogle af genrens mest uselvhøjtidelige og fornøjelige humoristiske indfald. Især Richard ‘MacGyver’ Dean Anderson er i topform som O’Neill, og hans tørre, selvironiske attitude er ofte særdeles befriende og giver serien en løft, de gange den er faretruende tæt på at tage sig selv for alvorligt. Andersons kollegaer leverer også varen, og selvom karaktererne ikke udvikler sig markant, så sørger både aktørerne og manuskriptforfatterne for at gøre figurerne lige så karismatiske og sympatiske som dem, der portrætterer dem.

Gentagelser er der heldigvis også færre af i seriens anden sæson. Men hvor lang tid skal der dog gå, før Stargate-institutionens mange soldater indser, at et rumvæsen eller et besat menneske stort set hver uge vil forsøge at nedlægge talløse infantrister og få adgang til porten? Der er også bedre sammenhæng mellem seriens fortællinger end tidligere, og selv historiemæssige bagateller har ofte betydning i senere afsnit, hvilket gør det til en mere berigende og tilfredsstillende oplevelse at følge heltenes interstellare eskapader. Kulisserne og effekterne er også blevet mere overbevisende, og actionsekvenserne er mere gennemtænkte og derfor mere medrivende. Der er plads til forbedringer, men en overvægt af ambitioner er ikke det værste problem, en tidlig sæson af en tv-serie kan have.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. 2. sæson af “Stargate SG-1” har desværre den tvivlsomme ære af at se en smule værre ud på dvd end den foregående. Farvegengivelsen er ganske god. Kun sjældent virker farverne enten for mætte eller matte. Kontrasten er nogenlunde, men billedets mørkeste områder byder dog tit på en hel del gryn og udtværing. Selv også de mange dagslysscener er tit plaget af uønsket støj og snavs. Edge-enhancement optræder dog langtfra hyppigt, og billedet virker sjældent uskarpt. Årgangens første episodes billedside er i øvrigt plaget af distraherende komprimeringsfejl.

AudioKvaliteten af denne udgivelses Dolby Surround 2.0-lydspor er helt på højde med dem, der fulgte med den forrige udgivelse. Lyden har en god bund, og selvom fronthøjtalerne ikke overraskende er kanalnetværkets mest aktive komponenter, så leverer samtlige højtalere adskillige veltilrettelagte lydeffekter. Dialogen er som regel tydelig, og musikken overdøves heller ikke. Overstyringer og andre former for auditiv støj optræder yderst sjældent. Man vil næppe blive overvældet af disse lydspor, men de supplerer billederne ganske godt.

EkstramaterialeTrailers til alle sæsonens episoder er inkluderet. Ydermere medfølger featuretterne “Profile: Richard Hudolin Production Design” (7 min.), der selvsagt omhandler filmens production designer; “Michael Shanks on Dr. Jackson” (10 min.), hvori skuespilleren Shanks ytrer sig om karakteren Dr. Jackson, som han portrætterer; og “Christopher Judge on Teal’c”, der, som titlen antyder, byder på et interview med Judge, der taler om det retfærdige rumvæsen Teal’c, som han spiller. De to skuespillerinterviews er desværre overfladiske og byder hovedsageligt på uddrag fra forskellige afsnit. Dokumentaren om designeren er bedre, men simpelthen alt for kort.