Det tabte paradis

Blot to uger efter premieren på den ekstremt minimalistiske “Hesten fra Torino” er der nu premiere på endnu en film, hvor den ydre handling er næsten lige så spartansk, men ellers så kunne de to film dårligt være mere forskellige.

I begge film følges den daglige rytme i et roligt tempo, men hvor “Hesten fra Torino” er dyster, melankolsk og decideret foruroligende, så er “Til havet” i stedet en forholdsvis opmuntrende og bittersød kærlighedserklæring til naturens forunderlige skabninger og den ukomplicerede kærlighed, der næsten synes at udspringe automatisk derfra.

At kærligheden gør det giver dog ikke umiddelbart sig selv, eftersom denne dokumentar tager sit udgangspunkt i nogle ægte og lidt tragiske omstændigheder. Nathan er søn af en italiensk storby-mor og en mexicansk far, der stammer fra mayaindianerne. De to kommer selvsagt fra to vidt forskellige kulturer, men eftersom ingen kan finde ro i den andens miljø, bor Nathan hos sin mor i Rom. Filmen omhandler hans besøg hos faderen i Mexico, og både for den unge dreng og for tilskuerne bliver opholdet som et skridt ind i en helt anden verden, man ellers ville tro for længst var forsvundet.

Som nævnt er “Til havet” strengt taget en dokumentar. Selv er instruktøren Pedro González-Rubio tilbageholdende med et bruge betegnelsen, eftersom der er enkelte opsatte sekvenser, men de er bestemt ikke mere omfattende end dem, som man har set læssevis af andre dokumentarinstruktører bruge. En film som “Armadillo” er nærmest ren fiktion til sammenligning. González-Rubio er forsigtig med sine virkemidler og er for det meste blot tilfreds med passivt at følge faderen og sønnens hverdag uden brug af nogen forklarende fortællerstemme. Vi er med dem, mens de fisker med snore og udforsker havet, og vi ser på, når faderen omhyggeligt lærer sønnen, hvordan en krog sættes på, eller hvordan en hummer åbnes.

González-Rubio må have en sjælden evne til at få de medvirkende til at slappe af foran kameraet, for sjældent har man bevidnet så naturlig og afslappet opførsel i en film, og de underliggende temaer om naturens samspil og de trusler, den står overfor, sniger sig ganske uforceret ind imellem linjerne, uden at man føler nogen form for styrende hånd bagved. Filmen velsignes af magiske stunder, såsom da en fugl beslutter sig for at flyve ind i deres hus og er så tryg ved beboerne, at den spiser fra deres hånd. Siden bliver den en så hyppig gæst, at drengen tilsyneladende kan skelne den fra andre af arten på lyden alene.