Todimensionale figurer i tredimensionale omgivelser

11. juni 2010 blev Michael Bay interviewet af USA Today omkring “Transformers 3”. Jeg hæftede mig især ved ét citat: ”En af de ting, vi skiller os af med, er den fjogede komik.” Men på trods af Bays løfter har “Transformers 3” altså lige så mange jammerlige jokes som seriens to første kapitler, og det er en skam, for bag filmens farceagtige facade gemmer der sig tydeligvis et hæderligt actionbrag, der prøver på at bryde ud, men gang på gang holdes tilbage af ligegyldigt ævl.

Mængden af figurer og scener, der kun stiler efter at more (og aldrig gør det), er forrykt. Julie White spiller igen den ulideligt hysteriske mor til historiens unge helt, Sam; John Turturro er tilbage som den evigt overgearede Agent Simmons; en diffus John Malkovich dukker op som Sams nye chef, der højlydt tilsviner kollegaerne, når de drikker af røde kopper på hans gule kontor; den rapkæftede Ken Jeong fra “Tømmermænd i Vegas” løber løbsk; et par megairriterende minirobotter går amok, og Alan Tudyk spiller Simmons’ hollandske undersåt, men talentfulde Tudyk får kun en bøvet accent at gøre godt med. Og husker du de irriterende robottvillinger i 2’eren? De er blevet erstattet af britiske maskiner, som skråler ”wanker!” i tide og utide. Genialt.

Jeg kunne blive ved, men det ville være synd at spolere alle filmens vidunderlige vitser. Det ville også være overilet at klandre Bay og Co. for at være homofobe chauvinister, selvom de fleste vitser har kvinder og homoseksuelle som punchlines, men man kan sagtens klandre deres humor for at være elendig, og filmens første time er simpelthen et rædselskabinet af pinagtige platheder, der efterlader en skamplet på filmen, som de resterende scener ikke magter at vaske af.

Heldigvis viser “Transformers 3” sig også at være den mest seriøse af alle “Transformers”-filmene, og når Bay ikke har travlt med at imitere de allerværste afsnit af “Vore værste år”, skildrer han konflikten mellem robotterne og menneskerne med en intensitet, som matcher den i instruktørens forbillede: “Black Hawk Down”. For første gang i seriens historie føler man vitterligt, at der er noget på spil, fordi både mennesker og robotter dør og forbliver døde, og fordi maskinernes brutale nedsabling af os mennesker ikke konstant afbrydes af grinagtig slapstick og oversmarte replikker.

Filmen lægger ud med et brag af en prolog, som skildrer det sidste slag mellem de gode Autobots og de grufulde Decepticons på robotternes hjemplanet, Cybertron. Det er en fantastisk scene, som fungerer som en fornem forsmag på de efterfølgende actionsekvenser, der byder på computereffekter og lyddesign i verdensklasse. Desuden er det langt lettere at finde hoved og hale i robotternes tvekampe end tidligere.

I rollen som Sam er Shia LaBeouf kæk og karismatisk som altid. Supermodellen Rosie Huntington-Whiteley har overtaget Megan Fox’ plads ved Sams side, og hendes indsats som den standhaftige Carly er bestemt ikke tosset, men turtelduernes flirt kunne ikke have virket mere påklistret. Det er en fornøjelse at se Patrick Dempsey trodse sit familievenlige image med en slesk præstation som Carlys chef, og Frances McDormand er et af filmens få humoristiske elementer, der faktisk fungerer, fordi hun underspiller og ikke skråler os i ansigtet. Tag ved lære, Bay. Men pudsigt nok er det de computerskabte maskiner og deres respektive stemmelæggere, som præsterer filmens bedste skuespil.

Jeg vil medgive, at selv de bedste actionfilms fortællinger er fattige på substans, men de kompenserer med charme, vovemod og karakterer, man enten elsker eller elsker at hade. De to første “Transformers”-film var lige så følelsesforladte som den gængse robot, hvorfor man blev fuldkommen ligeglad med alt og alle i dem. Men da det sidste opgør mellem de gode og onde transformers spidser til i “Transformers 3”, opnår filmen faktisk en emotionel slagkraft, der kort hensatte mig til barndommen og gav mig mod på at hive mine talløse Transformers-figurer ned fra loftet. Ærgerligt, at det skulle tage næsten tre hele film for franchisen at gøre den slags indtryk.

Video

Præsenteret i 1080p/MVC-3D 2.39:1. Ganske vist er flere dele af “Transformers 3” optaget i 2D og dernæst konverteret til 3D, men diskens tredimensionelle billedside har en lamslående dybde fra start til slut. Billedet føles aldrig tilnærmelsesvis fladt, og billige, ineffektive 3D-gimmicks udebliver. Scenen, hvor de amerikanske faldskærmssoldater svæver gennem Chicagos gader, er uforglemmelig. Derudover er billedet knivskarpt fra start til slut, og ikke ét utilsigtet støvkorn eller sløret billede forekommer. På trods af de utallige digitale computereffekter har transferet en skøn, celluloidagtig tekstur, og edge-enhancement figurerer ikke. De kraftige, appetitlige farver forekommer aldrig tilnærmelsesvis unaturlige, og kontrasten er også fuldkommen solid.

Audio

Diskens Dolby TrueHD 7.1-mix er simpelthen et af de bedste lydspor, jeg nogensinde har lagt øre til. Allerede da filmen startede, og de flyvende stjerner i Paramount-logoet gav genklang i hver eneste højtaler, var jeg solgt. Det vrimler med eksemplariske panoreringer, og sjældent har et lydspor sat subwooferen på så hård en prøve. Hvis din subwoofer magter opgaven, har du en uovertruffen oplevelse i vente. Den auditive atmosfære er uforlignelig – det vrimler med effektive, subtile lydeffekter, der supplerer billederne perfekt. Både høje og dybe toner gengives med en forbløffende klarhed, og hvert slag og hver eksplosion har en slående slagkraft. Det er desuden bemærkelsesværdigt, at ikke én replik går tabt i det auditive sansebombardement. Wow.

Ekstramateriale

Sidste års BD-udgivelse af “Transformers 3” var fuldkommen blottet for ekstramateriale. Michael Bay havde dog på forhånd afsløret, at en ny udgivelse med masser af ekstra godter var på trapperne (god stil, Bay), og nu er den omsider udkommet. Ikke nok med, at udgivelsen huser både 2D- og 3D-udgaven af “Transformers 3” i HD, så medfølger filmen også på dvd, men den bedste nyhed er, at det er en af verdens førende dvd-producere, Charles de Lauzirika, som er udgivelsens hovedarkitekt. Eftersom manden har produkter som “Alien Quadrilogy” og den uundværlige “Blade Runner”-kuffert på samvittigheden, var der på forhånd god grund til at se frem til udgivelsen, også selvom ekstramaterialet ikke ligefrem omhandler et decideret mesterværk.

Udgivelsens hovedattraktion er dokumentaren “Above and Beyond: Exploring Dark of the Moon” (111 min.). Praktisk talt alle, der har haft en vigtig finger med i spillet under produktionen, bliver udspurgt undervejs, og interviewene understøttes af utallige klip fra optagelserne, storyboards og alskens billeder. Bay og Co. er forfriskende ærlige omkring bl.a. toerens svagheder og diverse skænderier på settet. ”Am I very fucking clear?!” skråler Bay på et tidspunkt over for sine skræmte kollegaer. To timers alt i alt forbavsende god underholdning. Derudover er her fem kortere og knap så dybdeborende featuretter (samlet varighed: ca. 19 min.), en dokumentar om NASA’s historie (27 min.), adskillige korte gennemgange af effekterne i Chicago-sekvenserne, ni billedgallerier og to trailers. Ekstramaterialet præsenteres i øvrigt i knivskarp 1080p. Lækkert.