Bankrøveri uden ét klip for meget

Umiddelbart tjener one-take-film – som ekstremsport – ikke andet formål, end at vise hvor vildt sej personen, der udfører dem, er. Klipning er ellers et nyttigt redskab til at filmfortælle en historie med. Hvis man vælger det fra, så begrænser man sig i forhold til, hvad man kan udtrykke. Man skal som filmskaber have for øje, at formen skal passe til den historie, man vil fortælle. Det gør den heldigvis i “Victoria”, der er den tyske instruktør Sebastian Schippers første forsøg med den filmiske version af en Ironman.

One-take er ekstremsport for filminstruktører. Begrebet dækker over film, der er indspillet i én fortløbende indstilling ganske uden klip. Det er sværere, end det umiddelbart lyder. Ikke alene må der ikke gå noget galt undervejs, fordi man ikke kan tage scener om, men strukturen skal tage højde for, at man ikke kan klippe forbi en lang elevatortur eller en flyrejse. Derfor må de fleste instruktører også snyde undervejs som i Iñárritus “Birdman” eller Hitchcocks “Rebet”. At det både kan lade sig gøre og blive til en fremragende film uden at snyde beviste Alexander Sokurov dog med den luksuriøst producerede “Russian Ark”.

I dette one-take følger vi titelrollen igennem en hektisk nat og morgen, hvor hun møder fire kække fyre, der ender med at overtale hende til at røve en bank sammen med dem. Det lyder umiddelbart som et noget søgt plot, men Victoria er andet og mere end et naivt offer. Hun skildres som en outsider, der tiltrækkes af det farlige. Laia Costa spiller hende med åbne øjne og en knapt realiseret dødsdrift. Efterhånden som natten bliver til morgen, og det bliver klart, hvor uerfarne og dumme de fire forbryderspirer er, så går det også op for os andre, at det umuligt kan ende godt. Victoria må kunne se det samme, men fortsætter alligevel.

Meget af spændingen ligger i, hvordan den sjove og fandenivoldske overflade gradvist skrælles bort i løbet af natten og efterlader en barsk og utilgivende underverden, hvor små fejl og naivitet straffes hårdt. Min favoritscene er der, hvor Victoria er efterladt i flugtbilen uden for banken, mens de andre er i gang med røveriet. Pludselig går bilen i stå, og hun kan ikke få den startet igen. For hvert sekund, der går, bliver hun mere og mere panisk. Scenen varer maksimalt et halvt minut, men er nervepirrende på den helt rigtige måde. Start så! “Victoria” er lige så krævende som en marathon.

Den effektive spændingsopbygning kunne ikke have ladet sig gøre uden en titanisk indsats fra fotografen, Sturla Brandth Grøvlen. Det lykkes ham at fange figurerne i små øjeblikke, hvor deres inderste væsen pludselig viser sig, hvilket ville være godt i en scene på fem minutter, men er vanvittigt imponerende i et næsten to timer langt take. Han veksler mellem at følge Victoria helt tæt, så vi næsten kigger ud over skulderen på hende, og så at give den lille gruppe plads, så vi kan danne os et overblik. Det er den vekslen, der gør, at det visuelle aldrig bliver kedeligt. Den største ros, jeg kan give ham, er nærmest, at jeg flere gange undervejs helt glemte, at der var tale om et one-take.