Der er enkelte steder, hvor den ekstreme form trækker ned. Specielt i overgangene mellem de enkelte lokaliteter, hvor man mærker, at der mest skal fyldes ud. Men på trods af disse små tegn på mælkesyre i benene, så klarer Schipper sig i mål i imponerende form. One-take er strengt taget en gimmick, men når den er så vellykket som i “Victoria”, så er det i orden, at man blærer sig lidt.
