Komedien “Wag the Dog – Når halen logrer med hunden” fik premiere i de amerikanske biografer i december 1997. Kun få uger senere var præsident Bill Clinton involveret i en skandale af enorme proportioner, efter at det var kommet frem, at statslederen havde haft sex med en ung sekretær i Det Hvide Hus. Folkene bag den førnævnte satire havde næppe forestillet sig, at deres fiktionsværk ville udkomme på et så perfekt tidspunkt. Barry Levinsons intelligente lystspil beretter om en gruppe kreative mænd og kvinder, der forsøger at redde præsidentens image kort før valget, da en sexskandale truer med at sende vælgerne på flugt. Den tankevækkende komedie var ikke blot relevant for 10 år siden, men er forbavsende (og næsten foruroligende) relevant den dag i dag.

Det Oscar-nominerede manuskript er forfattet af Hilary Henkin og begavede David Mamet. Fans af sidstnævnte vil øjeblikkeligt nikke genkendende til de knivskarpe replikkers usædvanlige bid og pragt, hvilket er den alsidige forfatters speciale. En film som den stjernebesatte “Sælger til salg”, der er baseret på Mamets Pulitzer-belønnede teaterstykke, er umulig ikke at citere i dagevis efter første gennemsyn. En af grundene til, at Mamets dialoger ofte er så uforglemmelige, er også, at garvede, veloplagte skuespillere som regel får lov til at ytre dem, og her er “Wag the Dog” ingen undtagelse.

Dustin Hoffman og Robert De Niro er herlige som det kreative og produktive makkerpar, der får til opgave at aflede den amerikanske befolknings opmærksomhed op til valgdagen. De udtænker først en fiktiv krig mellem USA og Albanien, men deres ideer bliver mere og mere udspekulerede. De to giganter nyder tydeligvis hinandens selskab, og karaktererne får lov til at fyre nogle raffinerede vitser af, der indirekte refererer til deres virkelige alter egoer og professioner. Hoffman fik dog forståeligt større ros og flere nomineringer end De Niro for netop sin præstation, for i modsætning til den ganske vist morsomme De Niro er Hoffman immervæk en garant for et godt grin. Hoffmans utæmmelige gejst og engagement er simpelthen forbløffende.

Anne Heche, Kirsten Dunst, William H. Macy og Woody Harrelson er blot nogle af de store navne, der aldrig formår at aflede opmærksomheden fra de to centrale medvirkende, men som trods alt fornøjer. Men det er i sidste ende Henkin og Mamets nedfældede ord, der tager udgangspunkt i Larry Beinharts bog, “American Hero”, der er hovedårsagen til, man både mores og fascineres. Selvom der aldrig er tvivl om, at filmen er en farce, tegner den et skræmmende troværdigt billede af politisk manipulation i en tid, hvor befolkningen glædeligt sluger alt, flimmerkassen påstår. Flere af personernes næsten utænkelige gerninger virker hverken urealistiske eller uplausible – måske netop derfor er filmen så morsom og tankevækkende. Alt det vanvittige virker vanvittig sandt.

Filmen er dog ikke uden sine problemer, som især er fremtrædende under den sidste halve time. Filmmagerne løber tydeligvis tør for gode ideer hen mod slutningen, og der optræder så mange usædvanlige tilfælde og karikerede figurer, at filmen desværre mister lidt af sin underliggende og charmerende troværdighed. Det virker lidt, som om man har udtænkt et genialt koncept og klemt hver eneste dråbe ud af det i løbet af filmens første time, men så har man ikke anet, hvordan hele seancen skulle rundes af. Faktisk kommer filmen til slut til at virke en smule selvfed og lidt for stolt over sin egen rebelske attitude. Men man kan let tilgive både “Wag the Dog” og dens ophavsmænd, at de er en anelse hovmodige, når nu de alligevel har en masse at være særdeles stolte af.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Skiven indeholder et strålende transfer, der især imponerer med sin fantastiske farvegengivelse. Farverne sprudler af liv og vitalitet, men de virker aldrig for mætte eller matte. Kontrasten er solid, og man kan tælle samtlige tilfælde af digital støj på én hånd. Udtværing er heller ikke et problem, og billedet er skarpt. Uheldigvis optræder der en smule edge-enhancement, som især er tydeligt i et par af filmens velbelyste scener.

AudioDet engelske Dolby Digital 5.1 lydspor komplimenterer billederne på fin vis. Dialogen er krystalklar, og der er ingen støj, susen eller overstyring. Det er primært fronthøjtalerne, som tages i brug – især centerhøjtaleren. Sporet har en god bund, og der er få ganske nydelige panoreringer. Mark Knopflers dejlige, stilfærdige musik lyder sprød og distinkt, og den får lov til at folde sig ud i samtlige højtalere. Sporet er ikke ligefrem rigt på raffineret atmosfærelyd. Underteksterne er i øvrigt venstrestillet og så små, at de ofte virker utydelige.

EkstramaterialeAdskillige siders tekst er inkluderet om skuespillerne og produktionen af filmen. Meget korte interviews med Hoffman, De Niro, Heche, William H. Macy og instruktør Barry Levinson følger også med, men der siges intet af substantiel værdi.

I “On Set” (4 min.) følger vi optagelserne af enkelte scener – disse få minutter er dog ikke videre interessante. Dokumentaren “From Washington…” (25 min.) er heldigvis langt, langt bedre. Den er produceret efter filmen, og derfor diskuteres især dens overraskende ligheder med virkelighedens begivenheder. Flere af filmens bagmænd og andre politisk engagerede skikkelser (såsom instruktøren John Frankenheimer) debatterer indholdet i “Wag the Dog” og politik i film og medier i almindelighed.

Derudover er der et solidt kommentarspor med Barry Levinson og Dustin Hoffman, som er blevet optaget hver for sig. Der er enkelte pauser, men begge herrer disker også op med interessant, velformuleret indsigt, og der er heldigvis ingen alvorlige gentagelser fra resten af ekstramaterialet.