The Weight of Elephants
Udgivet 5. jun 2013 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Det barske drama “The Weight of Elephants” er noget så sjældent som en dansk/newzealandsk co-produktion. Instruktør og manuskriptforfatter Daniel Joseph Borgman er født i New Zealand, men både bor og arbejder i Danmark, hvor han i 2012 blev uddannet fra den alternative filmuddannelse Super16. Borgmans spillefilmsdebut er en både poetisk og visuelt stærk oplevelse. Og det i så høj grad, at filmens fortælling ender med at komme i anden række.
Adrian bliver fanget af en historie i nyhederne om tre søskende, der er blevet bortført fra en nærtliggende by. Så da der en dag flytter en ny familie med tre børn ind i naboejendommen, forestiller han sig selvfølgelig alverdens ting. Kan de tre børn virkelig være de bortførte fra tv?
Hvor filmens manuskript føles en anelse underudviklet, er der til gengæld masser af nerve i billedsiden. Det søvnige, newzealandske forstadshul indfanges på én gang varmt og faretruende i Sophia Olssons widescreen-optik. En forladt og tilgroet legeplads bliver et helt, lille univers i sig selv. Her leger Adrian alene i en gammel robåd og forestiller sig, at han ror rundt på søen. De gamle træårer knirker og lydbilledet transformerer sig, som var man på vandet. En rigtig fin scene gennemsyret af en stille poesi og fornemmelse for barndommens magiske forestillingsverden. Dét kan Borgman.
Af og til tipper billedpoesien dog over i det fortænkte, og man rives øjeblikkelig ud af den filmiske illusion. Til minde om de bortførte søskende pynter Adrian og nabobørnene sirligt et træ med stumper af krystalglas, som onkel Rory har baldret i et vredesudbrud. Her bliver det visuelle lidt for lækkert og åbenlyst, når solen reflekteres i glasset og kaster farveglans.
“The Weight of Elephants” redder sig dog igennem på debutanten Demos Murphys pragtpræstation i rollen som den hårdt prøvede Adrian. Kronraget og skræmt strejfer denne mærkværdige abedreng, som de knap så kammeratlige klassekammerater kalder ham, igennem næsten alle filmens billeder. Man følger ham sultent. Sulten på at vide mere om ham og på at komme ind til sandheden om den fuldstændig fraværende far og moderen, der forlod ham. Men der er hverken løsning eller forløsning fra Daniel Joseph Borgmans side – bare en konstatering af, at det er hårdt at være barn.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet