Af og til tipper billedpoesien dog over i det fortænkte, og man rives øjeblikkelig ud af den filmiske illusion. Til minde om de bortførte søskende pynter Adrian og nabobørnene sirligt et træ med stumper af krystalglas, som onkel Rory har baldret i et vredesudbrud. Her bliver det visuelle lidt for lækkert og åbenlyst, når solen reflekteres i glasset og kaster farveglans.
“The Weight of Elephants” redder sig dog igennem på debutanten Demos Murphys pragtpræstation i rollen som den hårdt prøvede Adrian. Kronraget og skræmt strejfer denne mærkværdige abedreng, som de knap så kammeratlige klassekammerater kalder ham, igennem næsten alle filmens billeder. Man følger ham sultent. Sulten på at vide mere om ham og på at komme ind til sandheden om den fuldstændig fraværende far og moderen, der forlod ham. Men der er hverken løsning eller forløsning fra Daniel Joseph Borgmans side – bare en konstatering af, at det er hårdt at være barn.
