Whiplash

InstruktionDamien Chazelle

MedvirkendeJ.K. Simmons, Paul Reiser, Miles Teller, Melissa Benoist, Chris Mulkey

Længde107 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen19/02/2015

Anmeldelse

Whiplash

5 6
Blod, sved og trommer

Rytme. “Whiplash” handler om rytme. Om at kunne sætte tempo. Det rigtige tempo. På jazz-trommer. Ikke. For. Langsomt. Så kommer man bagefter. Men heller ikke alt for hurtigt, hurtigt, hurtigt i et rasende, manisk tempo, der løber foran de andre. Det skal være tilpas. “Whiplash” er tilpas, men ikke med at fast tempo. Her er temposkift fra det roligt jazzede til hektiske soloer, og så er der J.K. Simmons. Han spiller det ondeste musikrøvhul, der får X Factors Thomas Blachman til at minde om Etta Cameron i “Scenen er din”.

Det begynder som en klassisk dilemmafilm med den unge Andrew, der spilles med boksernæse og mut mine af Miles Teller. Han vil være verdens bedste til at slå på jazztromme. Ambitioner koster som bekendt. Venner, familie og kæreste. Men dejligt er det ikke et stykke med klassisk, der spilles her. Det er uventet jazz. Så i stedet for at lade tiden gå med at lade Andrew indse, at kunst og ambitioner intet er værd uden nogen til at heppe på dig, så trækkes det stik flabet hurtigt. Den søde pige dates og droppes. Han vil kunsten, karrieren. “Whiplash” gider ikke det klassiske. Det her er for de bedste musikere, dem, der spiller jazz. De blødsødne kan starte et rockband.

For på Shaffer, USA’s fineste musikkonservatorium, skal du ville svede og bløde for musikken. Det lærer Andrew med det samme, da han forfremmes til den geniale/gale Fletchers bigband. Iført stram sort t-shirt og skaldet isse terroriserer J.K. Simmons som Fletcher sit band frem til succes. Slam! ”Hvorfor smed jeg lige det nodestativ efter dig?” spørger han foruroligende afklaret Andrew, der blot har trommet med i få øjeblikke. ”Du følger ikke mit tempo!” brøler Fletcher som svar på eget spørgsmål. Simmons er psykopatisk skøn som uberegnelig vendekåbe, der roser, når du er på toppen, og råber med pumpende tindinger, når tempoet ikke er perfekt.

Det er i spillet imellem de to, det swinger. Mesteren og lærlingen, Djævlen og Faust, Mr. Miyagi og Karate Kid, den indesluttede og den udfarende. Den hidsige energi, der eksisterer, når Fletcher med fremtvingende kommandoråb råber ”hurtigere, hurtigere, hurtigere”, og Andrew møder det med sved og blod fra forpinte trommehænder, er hypnotiserende i den måde kameraet rytmisk klipper frem og tilbage på. Han vil det her! Og Miles Teller kan sagtens ligne en ung De Niro eller Sly Stallone, der begge som filmboksere havde en undertrykt indre ild, som blev forløst ved at slå til blods. Han forløser sig og bløder med stikkerne i hænderne ligeså på randen af knock out.

Det er nødvendigt at bløde for sagen. For i bigbandet sidder ham, der vender noder for dig klar til at erstatte dig. Lige nu. Den fiser hurtigt ind hos Andrew, der selv kommer til tops, fordi førstetrommen har mistet sine noder. Eller blev de fjernet? Af en konkurrent? Det bliver man aldrig klogere på, men mistroen klæber til Tromme Kid. Og pointen bliver lidt som i en omvendt sportsfilm: Det er ikke på grund af holdet og kollegerne, du kommer til tops, men derimod når du solotrommer rampelyset over på dit ego frem for de andres.

Det herlige ved “Whiplash” er, at der ikke peges fingre af de to kæmpeegoer. Sådan er de bare. De gør det, der skal til. For selv om alle blev glade, når Etta Cameron igen-igen gav fem point til naboens Marie, der elskede at synge Leonard Cohens “Hallelujah” derhjemme på SingStar, så er det nu sjovere, når et rigtigt røvhul siger, hvad der er god musik, og hvad der er noget lort. “Whiplash” er god.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Andrew Neiman har kun én drøm, som han forfølger med en lidenskabelig intensitet: Han drømmer om at blive en af verdens bedste jazz trommeslager. Chancen for at opnå sin drøm, sker da musikskolens mest anerkendte og frygtede lærer Terence Fletcher henter ham ind for at give ham en plads i sit orkester.