Bureaukratiets grimme ansigt

Hvem siger, FN ikke kan være hammerspændende filmmateriale? De fleste vel. Men det til trods er det altså lykkedes den canadisk fødte ukrainer Larysa Kondracki at debutere med en solid thriller om selv samme emne. I den mere end velmenende “The Whistleblower” oprulles således en af nyere tids allerstørste skandaler i FNs historie, hvor en omfangsrig trafficking-ring i det krigshærgede Bosnien viste sig at involvere FN-ansatte – dem, der på papiret var udsendt som beskyttere og opbyggere af selv samme region.

I 1999 takker den amerikanske politibetjent Kathryn Bolkovac (Rachel Weisz) fra det trygge Lincoln i landskabsstaten Nebraska ja til et job for det private firma Democra Security (virkelighedens firma lød DynCorp). Mest af alt fordi pengene er forbandet gode og falder et meget tørt sted for den netop fraskilte mor. Democra indsætter hende som del af den fredsbevarende FN-styrke i Bosnien, og just ankommet til det kaosprægede land går situationens alvor op for den regelrette og dygtige betjent. Korruption er det smøremiddel, der får hjulene til at køre rundt. Og hendes nye (mandlige) kolleger fra Democra er ingenlunde blege for at tage del i det.

Ved et tilfælde falder Kathryn over, hvad der viser sig at være et omfattende netværk, hvor unge, østeuropæiske piger handles til prostitution over landegrænser med assistance fra FN. Forfærdet griber hun til handling og går i flæsket på Democra såvel som FN, men møder kun en nærved uendelig mur af bureaukrati.

“The Whistleblower” er en god gammeldags, 70’er-inspireret politisk thriller, der lever godt og højt på en yderst troværdig og ægte indignation. Rachel Weisz, der altid udstråler intelligens, står i centrum som en klippefast og bundsympatisk lille-kvinde-mod-det-store-system. Og det gør hun heldigvis mere end bare godt. Instruktør Larysa Kondracki følger Weisz’ karakter og mister aldrig fokus på hende. Den enlige, ene svale blandt alle mændene udpeges snart til skruebrækker blandt kollegerne, da hun stikker sin snarrådige politinæse i den beskidte og groteske trafficking-sag. Og de nedstirrende blikke, der møder hende, siger mere end tusind ord. Som Jonathan Demme indfangede Jodie Fosters fremmedgjorthed som kvinde i “Ondskabens øjne”, således vinder Kondracki i “The Whistleblower” på samme vis publikums sympati for sin kvindelige hovedperson. Man bliver sgu’ indigneret ud over alle grænser på hele kvindekønnets vegne, da en mandlig overordnet med det retoriske spørgsmål “Er du ikke den moderlige type?” antyder over for Kathryn, at hun har fejlet som kvinde ved at efterlade mand og teenagedatter hjemme i staterne. Og – oh skræk og gru – har valgt karrieren i stedet!

Hvad filmen besidder i imponerende evne til at visualisere kvindens stigmata som mindreværdig, mangler den desværre i elegant dialogveksling. Især lider filmens første 5-10 minutter under en typisk, overkonstrueret sådan, der aldrig ville finde sted i virkeligheden. Men praktisk er det, når publikum lige skal gelejdes ind til historiens kerne og have de nødvendige fakta på plads og opdateres om Kathryns ægteskabelige knas. Men al begyndelse er jo, som man ved, svær, og jeg er yderst fortrøstningsfuld, hvad angår Kondracki og medforfatterinden Eilis Kirwas fremtidige virke.