Wolverine, The

InstruktionJames Mangold

MedvirkendeHugh Jackman, Brian Tee, Will Yun Lee, Svetlana Khodchenkova, Hiroyuki Sanada, Tao Okamoto, Hal Yamanouchi, Rila Fukushima

Længde126 min

GenreAction

IMDbVis på IMDb

I biografen25/07/2013

Anmeldelse

Wolverine, The

4 6
Et overflødigt x-tranummer

Selvom han tjener mere på at lave én spillefilm, end jeg kommer til at tjene i hele min levetid, så er det alligevel svært ikke at have medlidenhed med Hugh Jackman. Den australske skuespiller fik sit gennembrud i den første “X-Men”-film tilbage i 2000, hvor han ramte millioner af tegneseriefans lige i hjertekulen med sin fyrstelige, fandenivoldske præstation som den heroiske mutant Wolverine. Tre år senere brillerede han igen i “X-Men 2”, der stadig er seriens zenit, men dernæst blev han spist af med den x-tremt pinagtige “X-Men: The Last Stand” og den x-ceptionelt ringe “X-Men Origins: Wolverine”. Men som en pligtopfyldende duksedreng bliver han ved med at troppe op, og det har gjort ondt at se på, for hver eneste gang knokler Jackman (desværre forgæves) røven ud af bukserne for at få skramlet til at hænge sammen. Er den splinternye “The Wolverine” mon filmen, der omsider belønner Jackman for hans klippefaste troskab mod franchisen?

Nej. Men lad os lige få noget på det rene: “The Wolverine” er bedre end “X-Men: The Last Stand” og praktisk talt et mesterværk sammenlignet med den bøvede bundskraber “X-Men Origins: Wolverine” – et rodet, torskedumt makværk, hvis eksistens bliver fuldstændig ignoreret af “The Wolverine”. Et klogt træk, og det er ikke filmens eneste. Et andet er at undlade at sætte Jordens fremtid på spil. Det føles nærmest, som om hele planeten eller (som minimum) en mægtig metropol altid skal reddes i tidens typiske superheltefilm – som regel i en alenlang actionsekvens, der drukner karaktererne i et ocean af slørede computereffekter. Tjek bare dette års rædsomme “Man of Steel”.

Men Jærven, som Wolverine oprindeligt blev kaldt i de danske tegneseriehæfter, er primært optaget af at redde sig selv her i James Mangolds relativt low-key tegneseriefilmatisering… At komme sine dæmoner til livs og finde en mening i tilværelsen, så han ikke bare sygner hen. Det klæder absolut filmen, at Wolverine ikke skal spilde spilletid på at redde nationer og folkefærd, og at plottet kredser om blot en håndfuld locations og forholdsvis få aktører. “X-Men Origins: Wolverine” blev markedsført som en dybdeborende udforskning af Wolverines gådefulde fortid og forstand, men i stedet svælgede filmen i overflødige bifigurer og handlingsforløb, der forhindrede historien i at få momentum. Den fejltagelse begår “The Wolverine” gudskelov ikke.

Men glæden ved, at Wolverine er mere i fokus i denne ombæring, bliver hurtigt afløst af en nagende skuffelse over, at det fokus ikke bliver udnyttet optimalt. I begyndelsen af filmen ser vi, at Wolverine har trukket sig tilbage til det nordlige Canada, hvor han lever mutters alene, mens han plages af skyldfølelser over Jean Greys død – en anden magtfuld mutant, som Wolverine dræbte i “X-Men: The Last Stand” fra 2006 for at sikre, ja, menneskehedens overlevelse. Selvom Wolverines sorg er lidt af en kamel at sluge, når nu han og Grey aldrig slog store gnister i de foregående “X-Men”-film, så får Jackman – særligt gennem længselsfulde blikke, skrål og skælvende læber – overbevist os om, at superheltens sjæl er i flammer. Hans smerte virker reel, vi bliver suget ind i hans fortvivlelse, vores medfølelse stiger, og vores engagement kickstartes.

Men efter denne lovende start drager Wolverine til Tokyo for at hilse på en døende japaner, Yashida, som blev reddet af Wolverine under amerikanernes bombardement af Nagasaki i 1945. Og temmelig hurtigt transformers “The Wolverine” fra en umiddelbart interessant, eftertænksom actionfilm om en forpint Wolverine, der både jonglerer med slyngler og selvransagelse, til en temmelig traditionel superheltefilm med langt større fokus på fremdrift end følelser. En spirende romance mellem Wolverine og Yashidas barnebarn, Mariko, får slet ikke tid nok til at gære, og Jackmans antihelt vikles ind i et politisk magtspil, der både er uinteressant og så uoverskueligt, at det først giver mening efter adskillige lange, knastørre dialoger.

Men her er trods alt adskillige plusser. God humor er ikke en af filmens mangelvarer, og Jackman leverer oneliners bedre end de fleste (sjældent har sayonara klinget så godt på film!), og det var også en genistreg at dulme Wolverines unikke helbredelsesevne, da hans nyetablerede dødelighed kun højner spændingsniveauet under de veludførte actionsekvenser, hvor særligt en tvekamp på toppen af et lyntog tager kegler. Men hvor er det dog ærgerligt, at “The Wolverine” ikke bruger lige så meget tid på at granske superheltens kvaler som Japans billedskønne omgivelser. Forhåbentlig får Jackman mere at gøre godt med i næste års “X-Men: Days of Future Past”.
Video

3D-billedsiden præsenteres i 1080p/MVC-3D 2.40:1. 2D-billedsiden præsenteres i 1080p/AVC 2.40:1. Jeg havde på forhånd hørt nogle knap så flatterende ting om udgivelsens 3D-transfer, men jeg blev positivt overrasket over 3D-præsentationen. “The Wolverine” blev ganske vist ikke skudt i 3D, og den tredje dimension blev føjet til billedsiden under postproduktionsfasen, men billedet demonstrerer tit en imponerende dybde. Når kameraet eksempelvis befinder sig blandt store folkemængder i downtown Tokyo eller til begravelsesceremonien tidligt i filmen, så fornemmer man klart afstanden mellem alle menneskerne, og korridorer, togkupéer osv. udviser også en tilfredsstillende dybde. Ineffektive 3D-gimmicks er uhyre sjældne, og jeg bemærkede nærmest ingen ghosting. Dog er det også ofte tydeligt, at man har overkompenseret for 3D-linsernes “dunkelhed” ved at booste lysstyrken. Tjek eksempelvis den førnævnte begravelsesscene, hvor skyggerne og jakkesættene tit nærmere er grålige end sorte. Og til tider kan man godt få fornemmelsen af, at man ser på flere forskudte, flade papmache-lag.

Fælles for både 2D- og 3D-billedsiden er, at detaljerigdommen er enorm. Hvis man pauser filmen, kan man sikkert tælle samtlige hår i Hugh Jackmans stilfulde bakkenbarter. Billedet er aldrig tilnærmelsesvis sløret, og de generelt nedtonede, kølige farver er naturtro og flotte hele vejen igennem. Kontrasten er langt mere imponerende på 2D-transferet – her er lysstyrken tydeligvis ikke blevet manipuleret. Hverken banding, edge-enhancement eller ét utilsigtet støvkorn forekommer. De nytilføjede scener i den forlængede udgave af filmen går visuelt perfekt i spænd med alle de andre scener. Hvis jeg skulle bedømme dem enkeltvist, ville jeg nok kaste 4 stjerner efter 3D-transferet og 6 stjerner efter 2D-transferet. Derfor belønnes udgivelsens billedkvalitet med:
Audio

Uanset hvilken udgave af filmen man vælger at se, får man lov til at lytte til et eksemplarisk DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor. Det er et aggressivt mix, der leverer sine dramatiske lydeffekter (slag, skud, spark osv.) med en imponerende slagkraft, som underboen næppe vil bifalde. Jeg bed ikke særlig meget mærke i Marco Beltramis musik, men den gengives fornemt – alt fra slagtøjet til klaverets dybe klange har en imponerende auditiv punch. Replikkerne er tydelige, panoreringerne er fortrinlige, og selv under de mere lavmælte sekvenser er baghøjtalerne meget aktive og byder på alt fra regndråber, tordenbrag, småsnak til biler, der dytter, og alt dette er med til at gøre det lettere at leve sig ind i filmen. Men hvorfor i alverden er det så tydeligt, at den grumme, giftspyttende mutant Viper er eftersynkroniseret hele vejen igennem? Jeg bemærkede det i sin tid også i biografen. Spøjst!

Ekstramateriale

En forlænget udgave af “The Wolverine” medfølger på sin egen Blu-ray-skive. Denne nye version er godt 10 minutter længere end biografudgaven, men selvom jeg så de to forskellige versioner lige i rap, bemærkede jeg ikke mange nævneværdige forskelle. Wolverine bruger ordet fuck mere (i USA er der grænser for, hvor ofte man må bruge “slemme” bandeord, før en film får en højere aldersgrænse, som selvfølgelig kan påvirke billetsalget), og der forekommer også mere blod i actionsekvenserne – dog ikke så meget, at jeg ligefrem vil påstå, at intensiteten højnes. Blandt de mere bemærkelsesværdige tilføjelser er en scene, hvor Mariko redder Wolverine fra et par skydegale lakajer, og den burde man bestemt have bevaret i biografversionen, for den styrker kun deres sammenhold. Kort sagt: Den forlængede udgave af “The Wolverine” er ikke meget anderledes end den, der blev vist i biffen, men den er faktisk en lille smule bedre.

Instruktøren James Mangold har indtalt et kommentarspor til netop den forlængede udgave af filmen. Mangold, der tidligere har instrueret bl.a. “Copland” og “Walk the Line”, er tydeligvis en intelligent herre, som på både grundig og interessant vis gennemgår sine intentioner med filmens forskellige sekvenser. Han diskuterer bl.a. sit forsøg på at få “The Wolverine” til at adskille sig fra “X-Men”-seriens andre kapitler, hyringen af de japanske skuespillere, forskellen på biografudgaven af filmen og den forlængede version, optagelsen af den særlige ekstrasekvens under rulleteksterne osv. Man kan angiveligt downloade en app til en smartphone, som disker op med anekdoter om filmen, mens den kører, men jeg kunne ikke selv finde den i Apples App Store.

På disken med biografudgaven af filmen finder man også en alternativ slutning, som allerede har ligget lidt tid på internettet. Her ser man Wolverines oprindelige, gule kostume fra tegneserien, og som en nørdet gut, der nød at blade igennem mine storebrors Projekt X-blade som lille (det hed “X-Men”-tegneserien herhjemme i gamle dage, før de danske hæfter også fik den engelske titel), blev jeg helt nostalgisk af at se denne slettede scene, som faktisk er forbavsende stil- og stemningsfuld. Vi får ikke forklaret her, hvorfor scenen ikke røg med i filmen, men Mangold har siden forklaret i et interview, at han ikke indirekte ville tvinge kollegaen Bryan Singer til at forklare i sin kommende “X-Men: Days of Future Past”, hvorfor kostumet ikke dukkede op igen.

“The Path of a Ronin” (54 min.) er en dokumentar om filmens tilblivelse, som er delt op i fem kapitler. Jeg havde håbet på at høre om, hvordan filmens form ændrede sig, efter at instruktøren Darren Aronofsky (“Requiem for a Dream”, “Black Swan”) sprang fra, men han bliver aldrig nævnt. I stedet fokuserer dokumentaren på filmens visuelle design, skuespillernes samspil (Famke Janssen, der spiller Jean Grey, udtaler sig også), filmens stunts og Wolverine-karakterens udvikling i filmen. Her er også en ultrakort featurette (3 min.) om den kommende “X-Men: Days of Future Days”, hvor Singer viser os rundt på et par af filmens kulisser. Ser lovende ud. Traileren til “The Wolverine” medfølger også. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

Kvalitetsmæssigt er “The Wolverine” en klar forbedring i forhold til de seneste par “X-Men”-film med Hugh Jackmans spydige supermutant i centrum. Det siger nu heller ikke så meget, og desværre er “The Wolverine” i sidste ende en rimelig underholdende, men dybt konventionel metervare, der slet ikke dykker så langt ned i sin titelhelts psyke som håbet. Til gengæld ser filmen fremragende ud på Blu-ray, og lydsporet er endnu bedre. Blandt ekstramaterialet finder man en forlænget (og tilmed en smule forbedret) udgave af filmen, et godt kommentarspor og en hæderlig dokumentar.

Filmens fans kan altså med god samvittighed føje “The Wolverine” til filmsamlingen, men udgivelsens 3D-transfer er ikke vildt imponerende, så medmindre man er en 3D-elskende “X-Men”-megafan, kan man sagtens nøjes med at investere i den billigere 2D-udgivelse.

Wolverine, The

3 6
Middelmådig mutantfilm

Hvis ikke det var for den lille sekvens, der optræder efter rulleteksterne til “The Wolverine”, ville det vitterligt være svært at sige, hvilket formål denne film overhovedet har. Og når det kommer til stykket, så har projektet nok også først og fremmest drejet sig om at forsøge at genetablere Jærvens ære, efter at hans første solofilm, “X-Men Origins: Wolverine”, endte som en af de mest forhadte superheltefilm til dato. “The Wolverine” er derfor langt mere, ahem, vellavet (dvs. mere plot-, karakter- og dialogdrevet) end forgængeren. Men da man ikke har tilføjet tilsvarende mere fornuftigt indhold, er den også endt som en langt, langt kedeligere affære.

Lad det være sagt med det samme: Jeg forstår ikke hadet til den første film om Wolverine. Jovist, historien var noget hø, og effekterne var ofte direkte elendige, men skuespillet var fint, manuskriptet havde flere sjove elementer, og actionscenerne var til tider spektakulære på den vidunderligt platte måde, hvilket mundede ud i en alt i alt ganske (om end til tider ufrivilligt) underholdende film. Men frygten for atter at blive lagt for had har åbenbart drevet folkene bag “The Wolverine” til at lave en film, der i langt højere grad lægger sig op ad det nye sort inden for superheltefilm: En kompleks og selvmedlidende mandlig superhelt, der skal finde og acceptere sig selv. En formel, det helt ærligt endnu kun er “The Dark Knight”, der er lykkedes med.

Historien i denne omgang foregår efter den oprindelige “X-Men”-filmtrilogi. Logan (Wolverines rigtige navn) har trukket sig tilbage og lever isoleret i en skov. Han har lovet ikke at gøre nogen eller noget fortræd igen, men da han finder en bjørn, som er blevet efterladt halvdød med en pil i siden, er han villig til at bryde sit løfte for at straffe synderne. Det bliver han heldigvis stoppet i, og i stedet bliver han hevet til Japan for at sige farvel til en kræftsyg ekssoldat, som han reddede fra en atombombe under anden verdenskrig. Yashida, som denne nu enormt rige ekssoldat hedder, viser sig imidlertid at være interesseret i Logans udødelighed, men denne vil mutanten nu alligevel ikke give fra sig. Kort efter dør Yashida.

Hvad der herefter sker, er lidt svært at sige præcist. Under Yashidas begravelse bliver disse lidt suspekte mennesker, som Logan lige har stiftet bekendtskab med, angrebet af nogle, som Logan aldrig har mødt. Det ændrer dog ikke ved, at han med det samme kaster sig ind i kampen, får slået en masse mennesker ihjel og pludseligt befinder sig midt i en større suppedas, der både involverer Yakuzaen, ninjaer og en giftig mutant. De gode viser sig ofte at være onde (og omvendt), og imens Logan langsomt tappes for kræfter, bliver døden en mere og mere lokkende udvej for ham, idet han drømmer om at blive forenet med sin store, døde kærlighed, Jean Grey.

Man har altså tydeligvis forsøgt at skrue op for både intrigerne og karakterdramaet, men reelt føles det hele mere som en stor, tom skal end som et ambitiøst superhelteprojekt. Hugh Jackman er stadig en kanon Wolverine, men jeg vil ærlig talt hellere se ham gå amok ved udsigten til at få slettet sin hukommelse, end jeg vil se ham tude over en lidende bjørn. Derudover er historien altså hverken spændende eller sammenhængende, og man sidder tilbage med denne underlige følelse af tomhed, når filmen er slut. Ingen af karaktererne er mindeværdige, Logan har ikke udviklet sig synderligt, og der er ikke sket større ting i universet, der kunne følges op på i franchisens kommende film. Øv.

Folkene bag “The Wolverine” har forsøgt at lave en bedre film end “X-Men Origins: Wolverine”, og håndværksmæssigt er missionen lykkedes. Til gengæld er der mindre og mindre sjov action, og skulle man være i tvivl, så sætter et ualmindeligt ringe eksekveret afslutningstwist en tyk streg under, hvor søgt og fortænkt historien egentlig er. Som sagt leveres der et ekstra klip efter rulleteksterne (en såkaldt stinger), der varmer op til den kommende “X-Men: Days of Future Past”, men indtil da har “The Wolverine” altså været en temmelig kedelig og intetsigende affære.

Kort om filmen

Tegneseriehelten og mutanten Wolverine lokkes til Japan. Der involveres han i en familiekamp på liv og død. Undervejs presses den ellers udødelige mutant pludseligt til sine fysiske og psykiske grænser.