X-Men Origins: Wolverine

InstruktionGavin Hood

MedvirkendeHugh Jackman, Liev Schreiber, Danny Huston, Will I Am, Lynn Collins, Kevin Durand, Dominic Monaghan, Taylor Kitsch, Daniel Henney, Ryan Reynolds, Scott Adkins, Tim Pocock

Længde107 min

GenreSci-Fi, Action, Thriller, Fantasy

IMDbVis på IMDb

I biografen29/04/2009

Anmeldelse

X-Men Origins: Wolverine

3 6
Langtfra X-ceptionel

Den allerførste scene i “X-Men Origins: Wolverine” er symptomatisk for hele filmen. I 1845 ligger en tolvårig James Howlett, der som voksen bliver til superhelten Wolverine, i sin seng. ”Du er altid syg,” konstaterer en ung Victor Creed, som senere bliver til superskurken Sabretooth. Før vi rigtig når at ænse James’ kroniske sygdom eller Victors alenlange negle, kommer James’ far ind for at berolige sønnike. Så banker det på døren, og fuldkommen nonchalant forlader faderen værelset, før han af uransagelige årsager slås ihjel af Victors far, der med sit sidste åndedrag bekendtgør, at han faktisk er James’ far, efter at James har spiddet ham med tre knivskarpe pigge, der pludseligt voksede ud af hans knoer. Forskrækket og forvirret spæner James væk, men han standses af Victor, som altså er James’ bror. Blot få sekunder efter at være flygtet vil James hjem igen. Hvabehar?

Alt dette afvikles inden for så få minutter, at man både mister pusten og interessen. Hvad var forholdet mellem Wolverines “rigtige” og “falske” far? Hvordan kan mutanten holde sin koldblodige storebror ud? Hvor katten stammer heltens mod og moralkodeks fra? Hvordan blev Wolverine egentlig til Wolverine? Disse nagende spørgsmål og talløse andre ignorerer filmen totalt. “X-Men Origins: Wolverine” blev lanceret som filmen, der endelig ville granske Wolverines mystiske fortid, men den karismatiske superhelt er en bifigur i sin egen historie, hvor han må se sig nedprioriteret i forhold til eksplosioner og special effects. Bryan Singers to fremragende “X-Men”-film dissekerede Wolverines persona og gådefulde rødder uendeligt bedre – og de havde ikke engang Wolverine som primus motor.

“X-Men Origins: Wolverine” giver ordet forhastet en helt ny betydning. Det er en kliché inden for filmjournalistik at klandre en dårlig film for slet ikke at have haft et manuskript, men drejebogen til “X-Men Origins: Wolverine” må snarere have lignet en dagsorden end et decideret manus. Man kan snildt forestille sig filmmagerne mumle bag kameraet, mens de dovent krydser punkter af… ”Wolverine muterer, tjek. Wolverine får sit adamantiumskelet, tjek. Wolverine får hentet sin karakteristiske jakke, tjek.” Men hvad med noget ordentligt indhold i intervallerne mellem punkterne, gutter? Hvad med nogle replikker, der ikke lyder som slogans i pompøse tv-reklamer eller uddrag fra sentimentale sæbeoperaer?

Og filmen begår nøjagtig den samme katastrofale fejl som “X-Men: The Last Stand” ved at introducere så mange af tegneseriens figurer, at fortællingen hele tiden mister momentum. Der er altså snarere tale om en visuel encyklopædi end en regulær film. Seriens seneste kapitel overser dog endnu flere pinende plothuller end forgængeren. Hvis skurkene vil forvandle Wolverine til et programmerbart, uovervindeligt våben, hvorfor sletter de så ikke hans hukommelse, før de gør ham usårlig?

“X-Men Origins: Wolverine” er omtrent lige så ophidsende som at se en kammerat over skulderen, mens han spiller det mest trivielle videospil til dato. Som en programmeret robot drager Wolverine fra punkt A til B til C og så videre, og i bedste videospilstil er der ved hver destination en “boss” – gerne endnu en overflødig tilføjelse til det allerede overbefolkede persongalleri – som skal tæskes sønder og sammen, før Wolverines næste destination er klargjort. Cyklussen gentages, indtil man er parat til at skråle ”Game over!” Langt de fleste videospil ser dog flottere ud end denne bommert til 150 millioner dollars, hvis rædderlige computereffekter suger al spænding ud af de uopfindsomme actionsekvenser.

Det, der i sidste ende redder filmen fra at være en total bundskraber, er skuespillerne. I rollen som den rapkæftede dræbermaskine Deadpool er Ryan Reynolds kæk og karismatisk som altid, men han optræder desværre kun i få minutter. I titelrollen er Hugh Jackman (som sædvanligt) allerhelvedes charmerende, men han får ikke meget andet at lave end at skråle og hvine, og indimellem er hans præstation forbløffende mådeholden. Jackson ligner ofte en desillusioneret mand, som udmærket ved, at han medvirker i noget gudsjammerligt bras. Men ensemblets stjerne er Liev Schreiber. Som den barbariske Sabretooth går Schreiber til værks med en energi og en entusiasme, som filmen på ingen måde fortjener. Uden Schreiber havde “Wolverine” været en fadæse til bundkarakter.
Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Transferet er omtrent lige så knivskarpt som Wolverines dødsensfarlige pigge, og detaljerigdommen er hyppigt overvældende. Sortniveauet er som regel perfekt, men indimellem er de dunkle nuancer tydeligvis for lyse, hvorfor billedet bliver lidt fladt. Scenerne med mange computereffekter har det med at fremstå lidt slørede, hvilket jo ikke er transferets skyld, men derimod filmholdets dovne computergrafikere. Farverne er mætte og attraktive, og ingen komprimeringsfejl eller glorier forekommer.

Audio

Ligesom transferet er DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet virkelig godt uden at være perfekt. Der er adskillige sekvenser, hvor højtalerne sættes på en gevaldig prøve – hvor der er sublime panoreringer i hobetal og masser af glædelig subwooferaktivitet. Både lydeffekterne, Harry Gregson-Williams’ forglemmelige musikindslag og replikkerne er i øvrigt tydelige. Men man savner af og til et mere opfindsomt og nuanceret lydbillede, der ikke bare bombarderer lytteren med bombastiske lydeffekter.

Ekstramateriale

To lyd-kommentarspor (et med instruktør Gavin Hood, et med producerne Ralph Winter og Lauren Shuler Donner) samt hele fire video-kommentarspor (som præsenterer seeren for bl.a. relevante interviews, storyboards og dokumentarklip under filmen) er inkluderet, og de er alle ganske udmærkede, om end lidt tørre til tider. De 10 minutters slettede/alternative scener og små 100 minutters dokumentarer er ikke nær så interessante, men stadigvæk udmærkede. Desuden medfølger både dvd-udgivelsen og en digital kopi af filmen.

Med sit elendige flow, sit klichéspækkede manuskript og sine kedsommelige actionsekvenser får “X-Men Origins: Wolverine” Brett Ratners udskældte “X-Men: The Last Stand” til at ligne et sandt mesterværk. Den formentlig mest interessante tegneseriehelt til dato havde sgu fortjent en langt bedre film. Køb for guds skyld en af de to første “X-Men”-film på Blu-ray i stedet. Fans af filmen kan dog trods alt glæde sig over, at den både ser glimrende ud og lyder superbt på Blu-ray, og samtidigt er ekstramaterialet langt bedre end filmen.

X-Men Origins: Wolverine

2 6
En slukøret omgang
Det er et tegn på sommer, når Hollywood åbner for en ny bølge blockbustere, og den første i rækken i år er “X-Men Origins: Wolverine”, som er en sequel eller måske snarere spin-off i X-Men-sagaen, der omhandler figuren Wolverines oprindelse. Hugh Jackman sprutter og snerrer som aldrig før i titelrollen, men lige lidt hjælper det, for filmen er ulykkeligvis en fuser, der rammer ved siden af med en uhyre rodet og dyster historie, som tager sig selv lidt for alvorligt.
Filmen åbner med en prolog tilbage i det 19. århundredes Canada, hvor James Logans (Wolverine) og hans halvbror Victor Creeds (Sabretooth) livsbaner begynder. Efter tilsyneladende at have tilbragt de næste godt 100 år med at deltage i den ene krig efter den anden involveres de begge i et hemmeligt mutantprojekt kaldet Team X, der er ledet af den nederdrægtige William Stryker, som vi stiftede bekendtskab med tilbage i “X-Men 2”. Trods mere end 100 år med krig bag sig gribes Logan nu pludselig af samvittighedskvaler midt under en mission og beslutter mod både Strykers og Sabretooths vilje at trække sig tilbage til et roligt liv som skovhugger i det canadiske højland, hvor han finder sammen med sin store kærlighed Kayla Silverfox. Med Stryker og Sabretooth, begge onde i sulet, er der selvfølgelig lagt i ovnen til en historie med tragedie og hævn på menuen.

Desværre er filmen behæftet med et hav af idiotiske fortællemæssige indfald. Med en plan om at komme Logan til livs kan det f.eks. undre, hvorfor i alverden Stryker lader ham få indopereret det uforgængelige metal adamantium, der gør ham så godt som udødelig og dermed unægtelig besværliggør denne dagsorden. Det er svært at tage den slags skurke alvorligt. Bedre bliver det ikke af, at man introducerer adamantiumkugler, som skulle kunne dræbe Logan, omend Stryker ikke rigtig kan blive enig med sig selv om denne virkning. Denne form for forvirring i plottet er samtidig udtryk for det rodede manuskript, som man noget ideforladt har forsøgt at rette op på.

Hvor Wolverine i de tidligere X-Men-film er blevet portrætteret med et vist glimt i øjet og et smil på læben, er Hugh Jackman her henvist til heftig snerren og indimellem et par våde hundehvalpeøjne. Selvom vi tidligere har set, at Jackman med lethed kan balancere det lette med det tragiske, så har man med “X-Men Origins: Wolverine” forvandlet Wolverine til en surmulende helt uden bid, der genren tro helst bare vil være i fred. Og når vi aldrig rigtig kommer ind på livet af Logan og hans sorg, er det meget svært for alvor at føle med ham. Den smule humor og varme, filmen kan byde på, kommer primært i form af Ryan Reynolds i rollen som Wade Wilson (Deadpool). Desto mere frustrerende er det, at han kun er med ganske kort. I stedet skal vi belemres med en række bøvede og temmelig ligegyldige figurer som The Blob, Wraith og Gambit, der blot gør historien mere rodet, end den i forvejen er.

Filmens tunge og mørke tone lugter unægtelig af, at man har ønsket noget, der mindede om f.eks. “The Dark Knight”. Filmens primære problemer befinder sig da også på manuskriptniveauet med en sjusket og stereotyp fortælling om en plaget sjæl, hvor glimtet i øjet, der kunne have reddet filmen fra det selvhøjtidelige, er blevet udrenset til fordel for dyster tomhed.

“X-Men Origins: Wolverine” er Hollywood-traditionen tro visuelt flot dog uden for alvor at imponere. Filmen udarter sig desværre aldrig til det brag, man kunne have håbet på. Wolverine er med denne nye film blevet tæmmet og strømlinet til at behage et publikum, der elsker at dvæle ved det dystre. Resultatet er blevet en tom og uhomogen filmoplevelse.

Trailers

Kort om filmen

Wolverine er vild, utæmmet, han besidder imponerende evner til at hele, han har tilbagetrækkelige kløer og rummer en fundamental vrede. Filmen fortæller historien om Wolverines voldelige og romantiske fortid, om hans komplekse forhold til Victor Creed og om det omfattende Weapon X-program.