Som filmen skifter fokus, kommer de mere voldelige og ganske foruroligende optrin i spil. Særlig en brutal afstraffelse af en tjener, der falder i unåde, kan mærkes helt ud i fingerspidserne. Filmens gradvise overgang fra karakterdrama til en mere kriminalhistorie-lignende fortælling er dog kun delvis vellykket og plages ikke mindst af en række usandsynlige sammenfald samt en karakterudvikling, det er svært at opfatte som andet end utroværdig. Man ser overbærende gennem fingre med de første par fejltrin, men efterhånden, som de hober sig op, bliver det tiltagende svært at ignorere dem.
Hvad, der får filmen til at fungere, er primært dens første del samt dens komplet overbevisende beskrivelse af et miljø, som eksisterer i al sin ubemærkede stilfærdighed, og som har så lidt at gøre med det udenomliggende land, at det måske ikke er så underligt, at lyden af det norske sprog føles som et brud på stemningen. Det sjældent hørte sprog kunne utvivlsomt lige så vel være dansk.
