Der er ingen tvivl om at “Capturing the Friedmans” ikke havde været nær så vellykket uden familiens privatoptagelser. At være fluen på væggen til den familietragedie er værre end det værste afsnit af Big Brother. Og af og til bliver det næsten for intimt. Som David siger i en monolog til kameraet: This is private, so don’t watch it if you ain’t me”. Og det gør vi så alligevel. Hvorfor familien har ønsket at eksponere sig selv i en så hudflettende grad er mig en gåde, men som Jarecki i et interview påpeger, havde familien et behov for at få bearbejdet oplevelserne, hvilket denne film har været et redskab til.

Heldigvis er Jarecki en meget fintfølende instruktør, der aldrig går over stregen, men skildrer emnet så sobert og følsomt som muligt. Her er ingen revolverjournalistik alá Michael Moore og man fornemmer, at han er gået til sagen med en respekt og forståelse for såvel politiets/samfundets anklage som familiens indædte forsvar. Man kunne dog med fordel have forkortet filmen med 20 minutter – af og til bliver den lidt lang i spyttet, især hen imod slutningen. Det er dog ikke noget som ødelægger indtrykket af en velkomponeret, højst interessant og dermed også ganske seværdig dokumentarfilm.

Læs hele anmeldelsen her

Gravatar

#1 putandtake 19 år siden

Rettelse; Det er misbrug af ordet "revolverjournalistik" at hævde, at det kendetegner Michael Moore.
Gravatar

#2 chandler75 19 år siden

Det er vel en subjektiv vurdering af Moores journalistiske metoder...
"Some people have bad taste and others have taste more like mine." - Roger Ebert
Gravatar

#3 putandtake 19 år siden

Ja, netop!
Gravatar

#4 filmz-Elle 19 år siden

#1: hvad er der galt med at skrive revolverjournalistik? Jeg mener i høj grad at det er det Moore gør - og det er han meget bevidst om. Det er ikke nødvendigvis et negativt ord, Moore bruger det jo effektivt.
Gravatar

#5 putandtake 19 år siden

Jeg har nu aldrig hørt ordet ”revolverjournalistik” brugt i en positiv kontekst, men det var nu også mere min irritation over hvorfor, Moore evig og altid skal hives frem som et eksempel på dårlig funderet journalistik, der var årsag til min kommentar. Reelt så drager han aldrig konklusioner, som han ikke har 100% basis for, men præsenterer blot sagen, og lader så seeren selv dømme. Ganske vist en ofte ret subjektivt vinklet fremstilling, men det fratager jo ikke folk deres sunde fornuft.

Bortset fra det, så kan jeg nu meget godt lide din anmeldelse, og den er heller ikke, hvad angår overstående, nær så slem, som andre eksempler jeg er støt på.
Gravatar

#6 filmz-vassago 19 år siden

#5: Det vil jeg ikke give dig ret i. Moore præsenterer ikke blot sagen og lader seeren selv dømme - han bruger effektivt mediet og måden hvorpå det præsenteres, til at præge seeren, direkte og indirekte. Jeg kan komme med flere eksempler på hvor han - velvidende har manipuleret en historie, fordrejet en sandhed og sågar snydt rent teknisk (kameraføring og klipning) for netop at skabe et lidt andet billede end virkeligheden.

Men han er hamrende dygtig til det, det skal han have, men han er ikke fluen på væggen.
"For me, the cinema is not a slice of life, but a piece of cake" - A. Hitchcock
Gravatar

#7 putandtake 19 år siden

Nu ved jeg ikke, om der er nogle, der gerne vil bruge det her forum til at diskutere "Capturing the Friedmans", men bortset fra det, så må du meget gerne komme med et par eksempler på, hvad du kalder ”Mooresk” manipulation.

Der er en grund til, at der aldrig blev lagt sag an mod ham for indholdet i f.eks. ”Bowling for Columbine”, for han kommer ikke med falske udsagn. Han giver som sagt bare sin version af sagen, og den vil jeg godt give dig ret i, ikke nødvendigvis er særlig objektiv.

Omvendt vil jeg sige, at det er mere sagligt end et studie af en mand, der æder burgere i 30 dage, og hvad der undervejs sker med ham!
Gravatar

#8 chuck 19 år siden

The truth is out there...
Sådan lød introen til en rimelig kendt og succesrig Tv-serie, som ikke var i nærheden af noget realistisk. Sandheden findes hverken i X-Files eller i dokumentarfilm, om den så er instrueret af Michael Moore eller ej. Dokumentarfilm har altid været et stykke redigeret virkelighed. Objektiv eller subjektiv vinkling vil nogen måske indskyde, men vinklingen vil altid være subjektiv, om det så er Direct Cinema eller Cinema Verite.
Fluen-på-væggen er et ofte brugt begreb i disse reality-tider, men hvert udsagn i dokumentarfilm er nøje udvalgt og sat ind i en sammenhæng, der skal skabe et flow og drive i historien. Altså et subjektivt valg, som Moore også er tvunget til i sine film. Ingen dokumentarfilm er objektiv.
Frederic Wiseman er reality-tvs og Direct Cinemas fader, og nok den mest kendte flue-på-væggen. Hans film anses for de mest objektive film overhovedet, men de er i den grad subjektive. For det første valget af indstillinger, men samtidig reagerer folk anderledes, så længe de har et kamera i fjæset. High School er ikke et objektivt værk, ligesom hverken "Capturing", "Bowling" eller "Fahrenheit" er det. De fremstiller en virkelighed set fra filmskaberens vinkel. Om man så kan lide den vinkel eller ej, er et helt andet "subjektivt" spørgsmål :)

"Capturing" tabte oscaren sidste år til "Fog of War". Den er ikke nomineret i år.
How far does a girl have to go to untangle her tingle? Deep Throat (1972)
Gravatar

#9 putandtake 19 år siden

Jeg vil undlade at inddrage Echelon for at argumentere for, at Mulder rent faktisk havde haft i noget…

Jeg har jo sådan set heller aldrig påstået, at Moore ikke var subjektiv. Jeg skrev blot, at jeg ikke mente, at man uden videre kunne bruge ham som et eksempel på ”revolverjournalistik”.
Gravatar

#10 jessup 19 år siden

Til #9 det synes åbenlyst rigtigt hvad du siger så spørgsmålet må være hvorledes en doku film er subjektiv og hvordan den prøver at være objektiv (hvis den gør det)? Det er ikke nok at sige at en film er lavet ud fra filmmagerens perspektiv.
This is just until June

Skriv ny kommentar: