De mange meninger og musikalske udtryk gør dog også, at “Crossing the Bridge” ikke synes at have noget egentlig fokus, men snarere er en stor mosaik af små beretninger og fortællinger, uden den store fællesnævner, bortset fra musikken selvfølgelig, der er allestedsnærværende. Den synes at kunne findes alle vegne i byen, hvis bare man er ligeså åben som filmens musikalske sporhund Alexander Hacke. Enkelte steder bliver billederne fra nattelivet i gaderne interessante, men der hvor filmens billedside får sin berettigelse, er når musikerne hengiver sig til deres egen musik, og i nærbilleder forsvinder ind i den. Det gør sig gældende om det så er en feteret rapper der pumper løs med ordrim eller en kvindelig folkesangerinde der synger sange som længe har været forbudt. De lukker alle deres øjne for at mærke musikkens styrke fuldt ud i sig, alt i mens kameraet fanger den flygtige magi i situationen. I disse øjeblikke når man lidt ind under den spraglede overflade på emnet for filmen, men i sidste ende er filmen nok mere til ørerne end til hjernen, hvilket Hacke selv indrømmer, som han sidder med musikalske tømmermænd på sit hotelværelse til sidst i filmen. Men når overfladen er så ‘øreindbydende’ som her, er det nogle gange også nok.
#1 davenport 17 år siden
;)