De unge, uprøvede skuespilkræfter, der over en bred kam indtager filmens roller, må betragtes som et aktiv for “Efter revolutionen”. Alene i kraft af friskheden. Trods birollestatus er det Carole Combes’ uopnåelige og destruktive Laure, der brænder sig fast. Hun er musen i hvidt, der leder Gilles/Assayas på rette, kunstneriske vej. At hendes mørke pandehår falder perfekt, og stemmen knækker på den særligt franske, skærebrænderagtige måde, er kun et plus.
“Efter revolutionen” er en diffus, lidt uforløst fortælling om det nogenlunde nødvendige kompromis, der kommer efter ungdommens nagelfaste naivitet. Symptomatisk bliver en bil sprængt i luften mod filmens slutning, og konsekvensen udebliver fuldstændig. Efter revolutionen… skete der alt muligt og ingenting.
