Filmens humor er i det hele taget en stærk medvirkende årsag til, at “Gigante” på trods af sit begivenhedsfattige forløb aldrig bliver frustrerende at overvære, og takket være Biniez’ omhyggeligt opbyggede fortællerrytme formår filmen at vise Jaras kedsommelige tilværelse uden selv at blive kedelig af den grund. Det kræver en spinkel forelskelse for at få Jara til at vågne op fra sin søvngængertilværelse, og da hans temperament omsider begynder at vise sig, er man som tilskuer næsten lettet over endelig at være vidne til en menneskelig reaktion.
Selve historien i “Gigante” er ganske vist simpel grænsende til det banale. Filmen handler dog ikke om plottet, men er i stedet en overbevisende fremvisning i subtil humor og underspillet lune. Det er en imponerende debut for Biniez og forhåbentlig blot den første af en lang række af film, vi skal se fra hans hånd. I modsætning til hvad titlen antyder, er dette ikke en stor og prangende film, men den viser ikke desto mindre, at Biniez selv er et talent af et ikke ubetydeligt omfang.
