Det, der trækker filmen op, er helt klart dens visuelle stil, som i den grad placerer os som publikum inde i hovedet på Juan, og på godt og ondt tvinger os til at gennemleve en voldsom periode af hans liv. På det punkt er den fuldt på højde med nogle af min favoritter inden for subgenren barn-til-voksen-film. Problemet er bare, at det er så tydeligt, at det er meningen, at vi skal have sympati med forældrene, hvilket mildt sagt er svært. Filmen er til dels bygget på instruktørens egen barndom, hvilket gør dette problem endnu mere uforståeligt. Det er desværre ganske muligt, at Benjamín Ávila ikke helt har været klar til at behandle sin opvækst endnu. Det er synd, da han unægtelig har et filmisk talent, som desværre ikke helt forløses her.
