Man kan enten hade denne film for at indeholde intet eller elske den for det. Den lover med sin titel, at Kørner vil tale til “os” og inddrage os i sin verden. Men hvad er det for en verden? Hans verden af billeder? Hans verden i billeder? Ellers hans billeder som verden?
Man bliver aldrig helt sikker på, hvad filmen vil, da den ikke indeholder en decideret fortælling. Der er ikke noget mål, nogen hindring eller nogen forløsning. Faktisk er det en film, hvor der praktisk talt ikke rigtig sker noget, og hvor man forlader den ene fortælling efter den anden. Men når noget er pænt at se på, bliver det menneskelige øje automatisk draget, og man opnår en underliggende følelse af behag. Og i hver en indstilling er Kørners malerier samlingspunkt. Et billigt trick fra en doven Leths side eller måske snarere et fantastisk filmisk indblik, der tillader publikum at høre Kørner tale og at se hans verden.
#1 Outbound Sith 10 år siden
Fox Mulder
#2 Lehrmann 10 år siden
Kørner fortæller flere gange, hvordan hans værker "... er færdige, når han føler de er færdige", men rummet imellem de to punkter (begyndelse kontra ende) er fyldt ud af en ide, om det er en model, et fotografi eller anden inspiration, der skal skitseres op, er ikke det relevante. Det relevante er, at der fra start har været en ide med galskaben. Den manglede Leth vist lidt.