“Man On Fire” er baseret på bogen af A. J. Quinell og har tidligere været indspillet både i 1957 og 1987. Jeg har hverken set eller læst historien om John Creasy før, og kan derfor ikke kommentere de forskelle, der måtte være de fire udgaver imellem. Faktum er, at Tony Scotts version er for meget af det gode, og det gælder både indhold, spilletiden og det tekniske. Havde disse elementer været mikset i mere begrænsede mængder, ville det have været en mere effektiv film. Selvom historien ganske vist er interessant, er den for overfladisk til at strække over to en halv time, og det fungerer heller ikke, at man har delt den op i to overordnede dele. Starten og slutningen vil nemlig tale til to vidt forskellige typer af publikum. “Man On Fire” skal ses for Washington og Fannings præstationer og ikke så meget for Tony Scotts håndværk.
#31 Michael Andersen 19 år siden
Mexico City som et fantastisk sted at være, yeah right. Den afsluttende tekst viser med stor tydelighed hvor forvirret en instruktør Tony Scott til tider kan være. Filmen er typisk for hvordan en personlig stil kommer i vejen for resten. Det tekniske apparat er kaotisk og all over the place – selv steder hvor Denzels figur (og filmen) står klippefast og er 100 % sikker i sine motiver! Formen modsiger så klart indholdet.
Jeg kunne egentlig meget godt lide den første halvdel bl.a. skuespillet og stemningen fra byen, men efter Dakota Fanning forsvinder ud af filmen og Denzel går Rambo og Charles Bronson i bedene svælger filmen ved en sadistisk og sentimental tone, som bliver understøttet af Harry Gregson-Williams' rutinemæssige brug af "seje" riffs og den slidte jamrekone.
Jeg synes desværre, det hele ender i omgang overfladisk "kunstnerisk" lir, og på et psykologisk plan er filmen nær det lattervækkende og endda også lidt skræmmende - da den til sidst anerkender og hylder Creasys ekstreme hævntørst. Akkurat som "Rambo"-filmene udviklede sig til at være et produkt af Reagan-årene, er "Man on Fire" så klart i familie med W. Bush-regeringens aggressive udenrigspolitik.
#32 filmz-Bruce 19 år siden
Filmen leverer åbenbart et rammende billede af en uhørt situation i Mexico City, hvor bl.a. Catherine Zeta-Jones blev forsøgt kidnappet i bil i Mexico ugen efter den oversøiske premiere, men undgik.
Hvad er forskellen på det kaotiske i Bourne Supremacys fortællestil, som mange åbenlyst hylder, selv i de situationer, hvor alle implicerede er stationære og så her i Man on fire?
#33 Michael Andersen 19 år siden
#34 filmz-Bruce 19 år siden
#35 Lowkey 19 år siden
"...og den slidte jamrekone."
Strålende skrevet, for det er netop lige hvad Lisa Gerrard er blevet. Et så relativt unikt udtryk, skal man være meget forsigtig med at overeksponere, og det synes jeg at det er blevet, måske endda allerede før denne film.
Jeg fandt det ved flere lejligheder direkte irriterende når hun kom ind over soundtracket.
*Spoiler igen*
Ud over dette, var jeg rimeligt tilfreds med filmen, selvom jeg også var noget irriteret over slutningen.
Jeg er ikke helt sikker på at jeg har forstået hvorfor Pita stadig er i live, når alle tror at hun er død. Hvad fanden havde ham The Voice tænkt sig?
*/spoiler*
Er der iøvrigt nogen der har set den tidligere version med Scott Glenn? (linkage)
Der er linket til en ret corny udseende trailer for den på imdb.
#36 pulse83 19 år siden
2/6
#37 filmz-Bluhm 19 år siden
Jeg ville også have foretrukket at Pita var død, og at Creasy i slutningen havde haft noget sprængstof på sig (helst ikke oppe i røven) og så havde sprunget de sidste badguys i luften. Det ville have virket mere tilfredsstillende som slutning efter min mening. Jeg synes slutningen som den er nu, er noget tam...
#38 filmz-maiken_lundstad 19 år siden
#39 filmz-Diller82 19 år siden
The pen is mightier than the sword...mostly.
#40 filmz-principia 19 år siden
---------------
DVD: http://www.intervocative.com/dvdcollection.aspx/principia