Der er nogle lidt besynderlige fejl/misforståelser i denne anmeldelse:

- Anna lever ikke uden kontakt med sine medmennesker. Hun har et job på et hospital. Filmen udspiller sig imens hun har ferie. Hendes måde at forholde sig til sine omgivelser, er dog interessant, men man kan kun til dels sige frastødende. Hun er (som sin mand og de fleste andre vi ser i filmen) et meget ulykkeligt menneske, hvilket hun ikke ved, hvordan hun skal håndtere, men får vi at vide, hun klynger sig med fornyet ildhu til den tro (eller rettere, dogmatik) hun på et tidspunkt har været i kontakt med. På en ganske usund måde.

- Angående katten får vi ærligt talt ikke meget at vide om dennes ferieophold hos Anna Maria. Dens funktion er snarere at være et objekt, der skal beskrive både kattens ejer (jf. både hendes og kattens sindssyge opførsel), Anna Maria (jf. hendes behandling af katten, som interessant nok er tvetydig, hun er eksempelvis interesseret i at give katten noget frisk luft, men er grundet ejeren nødsaget til at holde den i bur (hvilket er trist i sig selv)) og så Nabil (jf. hans også ret tvetydige måde at behandle katten på). Det kan måske synes banalt at fremhæve dette punkt, men katten spiller nu engang en ikke lille rolle i filmen.

- Du beskriver filmen som en religionskritik, men dette mener jeg ikke, som sådan er berettiget, eftersom skildringen af de religiøse i filmen er alt for partikulær. At Anna Maria skulle repræsentere katolicisme er ganske misforstået, hun kan ikke mere end repræsentere et individ indenfor en katolsk sekt. Filmens almene aspekt er derimod samfundsforordningen, og måde hvorpå vi som mennesker indretter os socialt. Der rettes eksempelvis en heftig kritik af kulturernes måde at isolere sig på, hvilket også må skyldes de rammer for kulturudfoldelse og -samhørighed der sættes. Dette ses både i Nabils isolation, den retarderede samt de forskellige emigranter Anna Maria besøger. Og så selvfølgelig Anna Maria selv.

Både Nabil og Anna Marias religion vil jeg dog mene kan ses som allegorier for religionernes overordnede plads i samfundet. De er som dogmatiske institutioner forældede. De er snarere blevet erstattet af en dionysisk seksualisme jf. orgiet i parken.

Som du siger, afsløres dog overmåde meget om deres fortid, og fortid sammen, i de få samtaler mellem dem, vi også får at høre, men også i deres måde at opføre sig på. At alkolisme er så omfattende problem for Anna Maria, at hun føler sig nødsaget til overgrebet på den fordrukne emigrant, siger en del om det hun selv har været udsat for af Nabil. Det er simpelthen eminent fortællekunst af Seidl. At han holder kortene tæt ind til kroppen, forstår jeg simpelthen ikke, du siger.

- Der er ikke andet end sympatiske mennesker i filmen, men de er urimeligt ulykkelige og desperate.

- Om filmen er for lang, er naturligvis en smagssag, men jeg er ikke enig. Ej heller i hans kompositioners overflødighed :)

Hvad jeg dog er enig med dig i, er Seidls synliggørelse af undertrykt seksualitet :)

Åh, jeg glæder mig så meget til at se Håb. Du må lige skrive nogle ord om den, når den kommer op, samt de øvrige to, såfremt du får dem set.

Endnu...!

Spændende at det optimistiske er ubehageligt.

Jeg vil i øvrigt ikke kalde hverken Kærlighed eller Tro for menneskefjendske film, tværtimod. Som Haneke udstiller fraværet og ulykkeligheden i bl.a. Amour, således Seidl i de to Paradis-film. Seidl er samfundskritiker.

Ps: Har du fundet Håb på Netflix?

Tjoh, men jeg synes nu som oftest Haneke i sine fortællinger inkluderer en kausalitet, der begrunder karakterernes handlinger i deres fortid. Den eneste jeg lige kan komme i tanke om ikke gør dette, er Funny Games, men den har også et helt andet sigte, og man kan måske sige, at de to arketyper er begrundet i vores vilje til at se dem ville volden. Vi har sammen med Hanake skabt det onde. Selv den postapokalyptiske Time of the Wolf er også relativt optimistisk, og i hvert fald ikke misantropisk.

Ok. Din beskrivelse af Håb gør mig desto mere forventningsfuld.