Filmen ligner næsten til forveksling en ren hjemmevideo, hvilket ikke just gør den til nogen stor visuel oplevelse, men på den anden side harmonerer grimheden med fortællingen. Dens største bedrift er dog uden tvivl, at den formår at få én til at interessere sig for hovedpersonen og bekymre sig for hans fremtidige ve og vel, der ikke ligefrem ser lovende ud. Her er Janis optimisme på én gang inspirerende, tragikomisk og nedslående. Han bliver ved med at tro på fremtiden, længe efter man som tilskuer for længst har opgivet ethvert håb.
