“Sange fra en sigøjner” er også rigt leveringsdygtig i romantisk roma-folklore af mere folkelig og fredelig art. Som hos den franske roma Tony Gatlif, hvis gennemmusikalske film som “Gadjo dilo” og “Latcho Drom” fandt et stort publikum tilbage i 1990’erne. Der både synges, danses og drikkes igennem i fortællingen om Papusza og hendes farende flok. Selv da de sendes bag tremmer, fordi de nægter at lade sig tvangsbosætte, driver de fængselsbetjentene til vanvid med den ene lalleglade sigøjner-melodi efter den anden inde fra deres fællescelle. Hvor er de bare festlige, de der sigøjnere. De lader sig ikke sådan knægte. Men knægtet blev Papusza i allerhøjeste grad. Udstødelsen fra roma-slægten sendte hende på psykiatrisk anstalt, og hun nægtede i sin isolerede alderdom at vedkende sig sit store forfatterskab. Den fortælling er der meget mere dramatisk nerve i, end Joanna Kos-Krauze og Krzysztof Krauze formår at omsætte til film.
