Der, hvor “Words and Pictures” fungerer bedst, er når den pirker til karakterernes personlige dæmoner og sætter spørgsmål til, om deres kunst opstår som en konsekvens af eller på trods af dem. Resten lever på sin gode dialog og i spillet mellem Owen og Binoche. Hvis man så sætter sit ur, inden man går ind til filmen, og sørger for at forlade biografen før de sidste 10 minutter, så er det faktisk en fantastisk film. Så undgår man en dovent og umotiveret slutning, der virker, som om klappen er gået ned for instruktøren ved eksamensbordet.
